På tur / Historier fra egnen

Historier fra egnen

Har du en historie/oplevelse, du vil dele med andre, kontakt Pusser, skovlyplantage@jubii.dk
 
Høstfestival 2018 – Åbningstale lørdag d. 1. september

Velkommen til Høstfestival 2018 på, i hvert fald ifølge kalenderen, årets første efterårsdag. Det er helt fantastisk dejligt at se så mange mennesker der har lyst til at kigge forbi. Jeg er rigtig glad for at det endnu engang er lykkes at skabe en Høstfestival med så mange spændende ting på programmet.
Jeg må indrømme at jeg til at starte med synes det var lidt malplaceret at jeg, bare fordi jeg i forbindelse med fugleskydningen var blevet udnævnt til fuglekonge, skulle holde åbningstalen til høstfestivallen. Synes jo ikke de to ting havde noget med hinanden at gøre.
Men da jeg havde tænkt lidt over det kunne jeg se, at der faktisk var en meget fin kobling mellem Fugleskydningen og Høstfestivallen.
For i det daglige handler jo også i Daglig brugsen, jeg har mine børn i Svanninge Børnehus, jeg går til træning nede i FS fitness, min mand spiller dilletant i Sognegården og så deltager vi i de forskellige arrangementer der er i lokalområdet.
For det hele handler jo om det lokale liv der er i vores lille lokalsamfund. Et rigtig fint, idyllisk, aktivt og hjerteligt lokalsamfund. Hvilket jo også var en af grundene til at vi for snart 5 år siden valgte at flytte til Svanninge. Det betyder nemlig meget at man har det godt hvor man bor og hvor man færdes i det daglige. Vi blev draget af det nære, det aktive lokalsamfund, og i høj grad af naturen og det storslåede landskab.
Netop i forholdt til det aktive lokalsamfund giver det rigtig god mening for mig, at være en aktiv medspiller, støtte op om det det lokale liv og være med hvor det sker. Et lokalt liv, hvor tingene hænger sammen.
Vi har skolen og børnehaven, hallen, sognegården, brugsen, Idrætsforeningen, Fugleskydningsfesten og Høstfestivallen, alt det der kendetegner det lokalområde vi holder så meget af. Med den erkendelse og accept af at tingene faktisk hænger uløseligt sammen, må I hermed tage jer til takke med en fuglekonge.
Men der er heldigvis også rigtig mange der tager del i det lokale liv. Vi bidrager alle sammen med det der giver mening for os hver især. Vi løfter i flok, hvilket er så værdifuldt og gør vores område til et godt sted at bo. For alle kan noget og sammen kan vi alt.
Jeg er dybt imponeret og inspireret af alle de mennesker, der i det daglige, bidragere til at holde liv i lokalsamfundet i Svanninge, Millinge og Faldsled. En respekt der kun er vokset i den tid jeg har boet i området og efter at jeg har mødt og snakket med mange af de ildsjæle, der dagligt arbejder og kæmper for vores fælles bedste.