Stolt af....

At skrive sig ud af sin sorg, smerte og afsavn, når ens datter begår selvmord, er en god proces. En healende proces.
Mens man er i chok, og dermed beskyttet, fra livets onde realitet og brutalitet. De oplevelser fra nær og fjern, som følger med. De beslutninger, som fremadrettet er så usigelige svære at tage. Folks reaktioner på godt og ondt.
At skulle lære at leve uden dig, en dag ad gangen til at starte med. Håbløsheden. Tude turene som aldrig stopper, smilene og grinene som forsvandt.
Arbejdspladsen, venner og familie. Min kæreste. Min søn. Mig. Følelser og tanker. Alt er forandret og du er slet ikke klar, til det nye, som venter foran dig.
Livet bliver håbløst, fremtidsløst og uden mening.

Et stort puslespil på 80.000 brikker, som du lige har kylet på gulvet, og nu skal til at samle. Brikkerne ligger hulter til bulter, nogle på hovedet, andre den rigtige vej. Hvor skal du starte? Uoverskueligt. Det kommer til at tage sin tid. Du kan godt. En brik ad gangen.

Min bog var fra starten af kun terapi. Til at holde mig beskæftiget, til at få mig til at holde op med at tude. Jeg skrev derudad. Ordenen kom ganske af sig selv. Jeg tænkte ikke. Jeg skrev bare. Og pludselig gav det hele mening. Det skulle blive til en bog. Om dig. Mig. Hele det første år, uden dig. Alle oplevelserne og højtider. Alt sammen første gang uden dig. Brevet til min datter.

Måske en anden mor derude, ville kunne bruge mine tanker, følelser og oplevelser til noget brugbart. At man ikke er ved at blive sindssyg. At det er okay, at tænke de mørke, grimme tanker. At det er normalt, at blive forskrækket, første gang man griner igen. At få skyldfølelse, når man ikke lige, har tænkt på dig i dag.

Jeg overlevede. Jeg lever. Jeg griner. Jeg elsker. Jeg oplever.

Jeg græder. Jeg længes. Mærker smerten. Sorgen. Savnet. Dig.

Min bog udkom. Den blev udsolgt. Og optrykt igen. Jeg er stolt. Stolt af, alle de positive tilbagemeldinger, jeg har fået. De få som har fortalt mig, at de aldrig prøver at begå selvmord igen. De havde aldrig tænkt over, hvad de efterladte gennemgår. Før de læste min bog. Stolt af, at så mange har kunne bruge mine tanker, ord og handlinger, til at kunne kæmpe videre. Til at kunne se lyset. Til at ville leve igen. Se solen stå op igen i morgen.

Mine tanker. Mine ord. Mit liv.