|
EAST HARBOUR JAZZBAND
- autentisk nordjysk New Orleans !
Jazzens Venner sluttede sæson 2016 af med maner.
Nemlig med et vaskeægte New Orleans band:
East Harbour Jazz Band. Et band, der spiller absolut helt
autentisk "oldschool" dixieland jazz, hvilket nok skyldes
besætningen, der består af Brian "Junior" Toft på trompet,
Niels Jørgen Christensen, "Nisse", på trombone,
Jesper Gram-Hansen på clarinet, Anders Barfod på piano,
Brian Bützau Olsen på sousafon, Erik Vinter på tenorbanjo
og Jan Holmgaard på trommer. Helt traditionelt. Men det
autentiske opstår nok især omkring sousafonen der træder i
stedet for den mere almindelige kontrabas. Netop sousafonen
lægger op til den lidt mere oprindelige stil - med streetbands -
og dermed også et lidt ældre repertoire. Så vi fik mange gode
gamle melodier at høre: "Chicago Buzz", "Georgia Camp Meeting"
og "At the Dark Town Strutters Ball", som jeg ikke kan mindes
at have hørt i lang tid.
Grundspillet blev naturligt centreret omkring sousafonens
taktfaste og dog melodiske grundspil, der sammen med banjoen,
og selvfølgelig trommerne, dannede rytmegruppen.
Rytmegruppen koncentrerede sig for det meste om at lægge den
bedst mulige basis for solisterne; men ind imellem viste gruppen
flot solospil: fine introer fra Erik Vinter på sin banjo i den skønne
melodi "Blues My Naughty Sweetie", Jan Holmgaard på trommer
og "washboard" i "Chicago Buzz". Brian B. Olsen rungede ofte ud
i lokalet med melodiske soloafsnit på sin sousafon.
Anders Barfod, der er den eneste af musikerne, der er uddannet
ud i musikken, viste sig at være en uovertruffen ragtimepianist.
Dette fik vi at høre i hans egen komposition "Karl Kålhovedes
Ragtime". En titel, der er eksponent for den særlige uhøjtidelige
humor, der åbenbart hører det nordjyske til. Vi har ofte tidligere
oplevet denne specielle humor fra nordjyske bands - som man
efterhånden kommer til at holde af.
Oppe foran havde Niels Jørgen Christensen godt hold på
trombonen, der med maskulin rå kraft understøttede melodien med de traditionelle trombonefills og de lige så, traditionelle Jack Teagarden "tailgate"
fadings. Den mere følsomme side var dog også til stede. F. eks. i
Turner Laytons "After You've Gone".
Denne aften fik vi lov at nyde en masse fint clarinetspil udført af
Jesper Gram-Hansen. Blandt andet i en flot soloudgave af Clarens
Williams "Wild Cat Blues". Her viste Jesper - som i øvrige soli -
en flot tone og beherskelse af clarinettens fulde register. Stilen er
hen imod gamle Johnny Dodds . Ikke mindst i W.C. Handys
"Perdido Street Blues", hvor sammenligningen er helt oplagt.
Fin lyd og fin tone, der måske kan tilskrives Jespers
egenfremstillede mikrofonanlæg, der var monteret på clarinetten og bygget op omkring en mikrofon fra et høreapparat. Som ingeniør har man mange
muligheder !
Up front bandt Brian "Junior" Toft en rød tråd gennem hele
koncerten. En tråd, der fandt snurrige veje gennem anekdoter fra
jazzens historie og mere eller mindre sandfærdige historier om
nordjyske sælsomme skæbner. Alle sammen fortalt med den
specielle humor, der trives der.
Et rammende eksempel i forbindelse med annonceringen af
Spencer Williams klassiker "Basin Street Blues" fra 1889, hvor
Spencer skulle have sagt:" All girls are good girls. Except the bad
girls. They are sometimes even better". Men Brian Toft var
endvidere en aldeles glimrende trompetist, med en fin lys klang i
sit leadspil og i sine fint formulerede soli. Man kunne ikke undgå
at opfatte den lyse klang fra trompeten - og måske heller ikke
undgå at lægge mærke til trompetens særlige udformning: den
manglede nogle centimeter rør, der plejer at bue helt ud til
schalstykket - i hvert fald når det er en Bb ( B ) trompet - som
man oftest ser. Men Brian spillede på en Eb ( S ) trompet, der har
kortere rør og derfor er lysere i sin klang. Brian Toft var
endvidere en glimrende vocalist. Med sin maskuline, rå,
armstronglignende stemme, kunne han med sikker rytmik og
swingende frasering sætte liv i melodierne. Når så teksten
endvidere fik et nordjysk twist blev det rigtig spændende og
morsomt. "I Want a Little Girl" blev til "Jeg går og savner én, der
savner mig .... " og "It's a Long Way to Tipperary" , det irske
"2nd Battalion Connaught Rangers" sang fra første verdenskrig,
blev til. "Der er lang vej til pissoiren, men jeg håber at vi
ka' kla'ren ....", så bliver det så nordjysk som, det kan blive.
Nå- de gik faktisk taktfast derud på - du ved nok.
Heldigvis kom de tilbage efter en pause og fornøjede publikum
med mængder af god musik og bizar humor. Publikum ville da
også nødig slippe dem, da det sidste ekstranummer klingede af.
Nordjyderne gjorde det igen.
Charmerede sit jazzpublikum i det østjyske !
Med venlig hilsen Ryan
Foto: Jørn-Ulrik Vejlby
|
