Aktuelle artikler

- politisk håndværk eller blændværk

Erhvervspolitik, beskæftigelsespolitik og velfærdspolitik er tre dybt forbundne områder i samfundsøkonomien. De er hinandens mål og midler. Men det er i høj grad den enkelte borgers og politikers observans, der afgør hvad man ser som mål og middel – fx

- velfærd, i form af sundhedssystem, børnehaver, skoler og uddannelser, er et middel til at realisere et konkurrencedygtigt erhvervsliv, men

- hvad er det værd for et samfund at have et konkurrencedygtigt erhvervsliv, hvis det ikke kan finansiere samfundets velfærdsydelser via skatter og afgifter?

I øjeblikkets krisestemning er alles øjne rettet mod at skabe balance mellem de offentlige udgifter og indtægter – og dette i særdeleshed ved at reducere på udgiftssiden. Det er bedrøveligt at være vidne til, hvorledes det symbiotiske forhold mellem de tre politikområder ikke dyrkes proaktivt, men kun reaktivt – som nu fx i DA’s seneste udfald mod størrelsen af overførselsindkomsters indflydelse på folks motivation til at tage et arbejde.

Endnu værre går det, når et enkelt politikområde dyrkes blindt i forhold til de to andre. Her er det formodentlig dyreste, og mest nytteløse, den klientliggørelse, der sker af såvel dagpenge- som bistandsmodtagere. Den sker via diverse oprustninger af den enkelte til at søge et job eller med de løntilskudsordninger, som udløses pr. klient, hvis de rette individuelle kriterier er opfyldt. Det kan fx være at man er arbejdsløs akademiker, at éns dagpengeperiode udløber (akutjobordningen), eller man er visiteret til flexjob vha. lægeerklærede skavanker. Alt sammen er politisk stuerent i forhold til det enkelte menneskes skæbne, men nærmest virkningsløst i symbiosen mellem erhvervs- og beskæftigelsespolitik.

Den jammer tager flere og flere samfundsdebattører heldigvis del i, men det kniber helt gevaldigt med de proaktive løsninger, som kan skabe fornyet synergi mellem erhvervsliv, arbejdsmarked og et øget skatte- og afgiftsprovenu til finansiering af velfærdsstaten. Alle kan se at en passiv fremskrivning af de velkendte virkemekanismer vil føre til et samfund med større opsplitninger og øget fattigdom. Og Statsministeren synes ikke at kunne komme løsningerne nærmere end: ’hårdt arbejde’!

I Danmark er der tradition for at modsætninger kan mødes, når lokummet brænder – Kanslergadeforliget fremhæves gerne som den gode historie om dette. Her er fem konkrete forslag til synergiområder – men det kræver nogle tværministerielle samarbejder, og slagtning af hellige køer, at realisere dem.

1) En dagpengereform. Dagpengeperiodens længde har hidtil været en politiske handlingsparameter – lige til at putte i regnearket til at udregne besparelsen ved afkortning – hvis man da ellers har troværdige ledighedstal! Konsekvenserne ved den besparelse i en krisetid viste sig i den grad politisk uacceptabel, at uddannelsesgodtgørelse og akutjobpakken måtte introduceres som plaster på det sår man selv havde skabt. FORSLAG: Dagpengeperiodens ide afskaffes og erstattes med et aftrapningsprincip, hvor dagpengenes timesats nedsættes måned for måned med fx 1-2%. Det giver en mindre dramatisk økonomisk situation for dagpengemodtageren, og et stigende incitament til bl.a. at tage deltidsarbejde.

Man ser faktisk denne model anvendt sporadisk i nogle jobcentre, men typisk af de konsulenter, som har baggrund og netværk i de lokale virksomheder og lidt fornemmelse for, hvor især de mindre virksomheder har en flaskehals, som kan afhjælpes med en ledig med de relevante kompetencer.

3) Nødlidende produktioner. Det kan egentlig undre at Staten, med en for næsten alle danskere helt ukendt risiko, holder hånden både over og under finanssektoren med diverse bankpakker og selskabet ’Finansiel stabilitet’. Men man vender det blinde øje til, når flere hundrede tusinde arbejdspladser udflages til lavlønsområder. Og ingen ansvarlig politiker tør kommentere Mærsk-chefen Nils Smedegaard Andersens udtalelse forleden: ’at danskerne skal ned i løn’. Den udtalelse kunne i øvrigt også høres som ’fattigdomsprofetiet’.

Hvis der stadig findes ærlige socialister i regeringen, så burde de se at nogle af de gamle udrangerede socialistiske samfundstanker måske har fornyet aktualitet i det nye verdensbillede med global konkurrence. Det drejer sig i alt væsentligt om at turde skabe statsejede og –drevne produktionsvirksomheder. Masser af de mennesker i den arbejdsdygtige alder, som modtager overførsler i intervallet 150-250.000 kr. p.a. kan sagtens bestride en funktion i en virksomhed, som er tilpasset deres fysiske og psykiske habitus. Det er et uværdigt menneskeliv at blive klientliggjort, blot fordi effektivitetskravene for at bestride et overenskomstlønnet job nærmer sig flere og flere menneskers stresstærskel. De overførsler, som vi her taler om, gjorde nok større samfundsnytte, hvis de kunne udbetales som aflønning i en statsejet virksomhed. Det kræver nye selskabskonstruktioner, som kunne rumme nedlægningstruede produktioner i Danmark – fx begrænset til typiske underleverandørvirksomheder, der kunne levere (billige) komponenter til fremstilling af de færdigvarer, der sælges til slutbrugere. Der er her tale om en bevægelse, som umiddelbart synes i modstrøm med den aktuelle tankegang om offentlig-private partnerskaber (OPP). Men måske er det den samme tankegang – blot med Staten som vinder på den lange bane. I OPP-partnerskaber om store anlægsinvesteringer bliver Staten i længden jo taberen, med mindre pensionskasserne da har tænkt sig at begynde at forære opsparernes penge væk!

4) Iværksætterstøtte. Dagpengereformen skal tilpasses enkeltmandsvirksomheder i den spæde startfase. Det må aldrig blive en overvejelse hos dagpengemodtageren, om det nu kan betale sig at prøve at starte selvstændig virksomhed frem for at udleve dagpengeperioden. Fx kunne hver kommune oprette et administrationsselskab, som varetager fakturering, bogføring og udgiftsgodkendelse, momsindbetaling, dagpengeindberetninger ud fra den dagpengeberettigede iværksætters faktiske indtægter omregnet til timesats og andre basale rutiner, så iværksætteren kan koncentrere sig om sin forretningside. Det vil være et overkommeligt udvalgsarbejde at lave konstruktionsarbejdet.

5) Cost-benefit ved offentlig it-udbygning og teknisk rationalisering. Vi er nødt til at diskutere, om det er profitabelt i samfundsøkonomien at udbygge it og teknisk forvaltning med mandskabsbesparende teknik. Det kræver ganske enkelt en ny tradition for kalkulation af offentlige besparelser, hvori det fx kunne indgå, om besparelsen og afskrivningsperioden kan ’bære’ at det sparede personale overgår til offentlig forsørgelse!