Fra hjertet, gennem hænderne og direkte ud, hvor tankerne og følelserne bliver synlige for dig.
At skrive sammen er for mange mennesker lettere end at tale ansigt til ansigt med en terapeut.
For nogle kan det kræve uhensigtsmæssigt meget mod og mange kræfter at sidde overfor et andet menneske og sætte ord på sine følelser og tanker. I disse tilfælde bliver det selve mødet med terapeuten, der kommer til at fylde, imens de områder, man har brug for at arbejde med træder i baggrunden.
At tale om sig selv, tage pladsen og fortælle uden censur kan være rigtigt svært for mange og er noget, der kræver selvværd og masser af øvelse. Først når man hviler tilstrækkeligt i sig selv, kan man have et ægte møde med det andet menneske ansigt til ansigt.
Indtil man har arbejdet sig igennem det lave selvværd, den angst eller behagesyge, der kan ligge til grund for følelsen af utilpashed, vil en fysisk session kunne virke som en barriere - en uoverstigelig mur, som forhindrer en i at få den hjælp, man har brug for. Simpelthen fordi man ikke kan slappe nok af til at komme i kontakt med sine følelser i mødet.
Særligt sensitive mennesker og andre med alle sanser åbne kan også drage stor nytte af skriveterapien, fordi det at sidde uforstyrret for sig selv, hvor man føler sig mest tryg gør, at man langt bedre kan koncentrere og åbne sig, end man kan i det fysiske møde med det andet menneske, hvor man er på overarbejde med at holde styr på kropssproget, tonefaldet og alle sanseindtrykkene, der fyger gennem luften.
Lider du af angst og har svært ved at forlade din egen trygge hule, er den skriveterapi jeg tilbyder, også lige noget for dig.
Ikke at forglemme er det også bare mere praktisk for mange at skrive, når følelserne og tankerne indtræffer, i stedet for at skulle vente til næste aftale med terapeuten.
Hvordan fungerer det?
Et skriveterapeutisk forløb hos mig kan foregå på flere måder, men starter normalt således:
Du går ind i min shop og lægger en 'Forsamtale' i kurven og går til kassen og betaler. Umiddelbart derefter modtager du en mail fra mig med nogle spørgsmål om, hvem du er, hvad du kunne tænke dig at arbejde med og om du er vant til at skrive dine tanker og følelser ud.
På baggrund af dine svar foreslår jeg, hvordan vi kan starte og et evt. videre forløb og vi snakker frem og tilbage om at tilrettelægge det bedste forløb for dig. Tilsidst i den indledende mailveksling, fastsætter vi en tid til din første session, som enten kan være 8 timers mailveksling eller 90 min. chat.
Metoder jeg benytter mig af:
Samtale på Messenger:
Her fører vi ping-pong samtaler frem og tilbage, som vi ville gøre det ansigt til ansigt. En session på chat kan vare op til 90 min. Har du ikke lyst til at bruge Messenger, kan denne form også praktiseres på Skype-chat eller mail.
Samtale i mailform:
Her er der mulighed for at tage sig god tid til at tænke, skrive om og få det hele med, da du har mig hele dagen og derfor kan tage dig god tid til at formulere dig, tænke dig om og mærke efter. Jeg tager mig ligeledes god tid til at gennemarbejde og formulere mine svar og uddybende spørgsmål.
En session på mail kan tage op til 8 timer og kan kun afsluttes før, hvis du føler dig klar til det.
Automatskrivning:
Dette er et redskab, der kan hjælpe dig til at komme dybere ned i dine problemer og finde evt. glemte årsager til, at du har det, som du har det i dag. Det kan beskrives som en slags selvhypnose, hvor du i skriveprocessen bedøver dine bevidste, logiske tanker og kan opleve at få fat i ubevidste følelser og tanker, som vi kan arbejde videre med bagefter. Fra hjertet, gennem hænderne og direkte udenom al bevidsthedens censur og ud, hvor det bliver synligt for dig, så du får mulighed for at arbejde med det.