UDSTILLINGEN "Richard og Damekredsen"
Åben fra d. 27. april til den d. 25. okt.
lørdag og søndag fra 14:00 til 17:00
onsdag fra 18:00 til 20:00
Sommerudstillingen i år viser fotografi, maleri og skulptur af modeller, muser, elskerinder, historiske skikkelser, kvindelige kollegaer og flygtige bekendtskaber der har spillet en rolle i Richard Winthers liv og kunst.
Richards kvindeopfattelse afspejler det store opbrud, der skete i forholdet mellem kønnene i den turbulente tid efter 1970, og som udfordrede både hans kvindesyn og hans selvopfattelse. Rødstrømpernes forgængere, mente han, måtte være Jeanne D’Arc, Charlotte Corday og de mytologiske amazoner. Det synspunkt førte ham ud i et forsvar for mandens særlige overlegenhed, men også i selvvalgt isolation. Intet måtte stå i vejen for hans kunstneriske uafhængighed, heller ikke kvinder.
ARRANGEMENTER
Udstillingen viser mange af kvinderollerne. Endvidere vil der i løbet af udstillingsperioden blive mulighed for at møde nogle af medlemmerne af den skiftende damekreds, som Richard kaldte sin kreds af, muser, kollegaer, elever og modeller. Disse møder annonceres særskilt i løbet af sæsonen.
Yderligere informationer kontakt Birhte Hvarre poulstrup@mail.dk tlf.: 3061 0301
NB: Hent Jørgen Gammelgaards introduktion til udstillingen her (åbner pdf i nyt vindue)
søndag d. 8. juni kl. 14
Grethe og Helle Bull Sarning
I anledning af årets udstilling ”Richard og damekredsen” kommer Grethe og Helle Bull Sarning og fortæller om deres relationer til Richard Winther.
Grethe Bull Sarning og Richard Winther var kollegaer i de år hvor han boede i Vindeby. Grethe er billedkunstner, keramikker og forfatter.
Helle Bull Sarning er datter af Grethe Bull Sarning, billedkunstner og har det omrejsende, musikalske børneteater Ratatas.
Entre som sædvanlig 50 kr.
søndag d. 4. maj kl. 14:00
Else Marie Bukdahl
I anledning af sommerudstillingen ”Richard og Damekredsen” kommer Else Marie Bukdahl og fortæller om sit mangeårige samarbejde med Richard Winther. Entre 50 kr.
Else Marie Bukdahl var Richard Winthers kollega på Akademiet først som docent og senere som rektor. De delte en fælles interesse for barokken og hun var hans guide på rejserne med akademieleverne både i Mantua, Rom og Ægypten. Da Winther i år 2000 begyndte på sin sidste store udstilling om Johannes Wiedewelt (1731 – 1802), indledte de et nyt samarbejde. Bukdahl havde skrevet en biografi om Wiedewelt, som Winther havde et stærkt kritisk forhold til. Konflikten blev gjort almen og principiel som en strid mellem kunsthistorikeren og kunstneren.
”Else Marie har skrevet en bog om Wie, har fanget ham i en bog
Nogle gange fanger hun hans spøgelse med bogen, ved at den klapper sammen om hans hånd som en fælde. Hun løfter pegefingeren for at mane ham frem, og belærer samtidigt sine læsere, når hun forklarer dem at sådan var han, selv om hendes billede af ham er forenklet”. (Wieteksten)
Else Marie Bukdahl optrådte også som shaman i filmen om WIE, som Winther optog sammen med fotografen og filmmanden Steen Møller Rasmussen.