Det gode hundefoder …
Af Anne Egede
Det er langt fra ligegyldigt hvad der fyldes i hundens madskål. Udtrykket ”man bliver hvad man spiser” gælder også for hunde – så der er al mulig grund til at fodre sin hund med et godt, sundt hundefoder
Det gode hundefoder har den rigtige balance mellem de forskellige næringsstoffer i foderet. Alle producenter af hundefoder følger de samme internationale standarder (fastsat af FEDIAF) for indhold i hundefoder. Denne europæiske sammenslutning af foderproducenter fastsætter standarder, som også foderproducenterne på det danske marked følger.
Energi er kroppens brændstof
Energi er kroppens brændstof, og din hund har derfor brug for energi - altså foder - til at opretholde kroppens funktioner.
Næringsstofferne kan kort opdeles i protein, fedt og kulhydrater, der er de tre hovedbestanddele i hundefoder, som jo selvfølgelig også indeholder vitaminer og mineraler.
Kroppen udvinder altså primært energi fra 3 kilder: Protein, kulhydrat og fedt. Energiindholdet angives i kilojoule (kJ). Tidligere blev det angivet i kilo-kalorier (kcal) der i daglig tale kaldes kalorier.
Protein indeholder 17 kJ/g (4 kcal/g), kulhydrater indeholder 17 kJ/g (4 kcal/g) og fedt indeholder 37 kJ/g (9 kcal/g). Groft sagt får hunden lige meget energi fra et gram protein og fra et gram kulhydrat, mens den får 2 gange så meget energi fra et gram fedt.
Foderets fordøjelighed er vigtigt
En forudsætning for at hunden kan udnytte de tilførte næringsstoffer og den energi, der er i dem, er, at foderet kan fordøjes, og dermed bliver tilgængeligt for hundens organisme. Fordøjeligheden er derfor en meget vigtigt faktor når det drejer sig om hundemad, for kan hunden ikke fordøje maden, ja, så kører det bare gennem systemet uden hunden får ernæringsmæssigt udbytte af foderet.
Det er derfor meget vigtigt at foderet er lavet af gode råvarer, som er let fordøjelige. Den tilsyneladende fordøjede mængde beregnes som forskellen mellem den med foderet tilførte mængde og den mængde, der udskilles med afføringen.
Eller med andre ord, et godt parameter for hvor meget af sin mad din hund reelt optager er, at se på hvor meget der kommer ud af den anden ende.
Vand i tørfoder
Tørfoder indeholder ca. 7-8% vand. Som en tommelfingerregel bør hunde på tørfoder drikke mindst 2-3 gange foderets vægt. For hver 100 g tørfoder skal hunden altså drikke mindst 0.2-0.3 liter vand.
Dåsefoder indeholder ofte op til 85% vand. Hunde på hjemmelavet foder og dåsefoder drikker mindre pga. det langt større vandindhold i foderet.