Forstå varedeklarationen på din hunds foder …
Af Anne Egede
Når man læser varedeklarationen på et foder er der en del udtryk som går igen, og som det derfor godt kan betale sig at kende.
Først og fremmest skal man vide, at når man finder betegnelsen ”rå-” foran en ingrediens, så betyder det, at der kan være mere af den pågældende ingrediens i foderet end det angives.
Et eksempel kan være ”råaske”, hvor ”rå-” angiver at råasken ikke er helt identisk med foderets indhold af uorganiske salte.
Råaske:
Råaske er ikke er noget, der er tilsat foderet. Råaske er udtryk for den mineraldel, der er tilbage efter at foderet er forbrændt, altså fordøjet. Foderet er blevet nedbrudt til forskellige bestanddele såsom proteiner, kulhydrater, fibre, fedt/olie og væske. Alt der ikke hører under disse kategorier er aske, og aske indeholder mineraler og vitaminer, som er vigtige for din hunds helbred.
Råfedt:
Råfedt er alle de fedtstoffer som er indeholdt i foderet, både vegetabilsk og animalsk. Ikke alle typer fedt er lige fordøjelige.
Råolie og råfedt forsyner din hund med energi, ligesom proteiner gør, men fedt giver dobbelt så meget energi, hvilket er værd at huske på når du fodrer. Det nødvendige fedt findes blandt andet i: Fiske olie, hvedekim, majs og soja.
Råfibre-træstof:
Er ufordøjelige kulhydrater som tilfører fylde til foderet. Kilder til fibre inkluderer planteskaller såsom havreklid eller vegetabilske materialer, fx roetrevler.
Råfibre er uopløselige og tjener til at opsuge vand og sikre en vis fylde i tarmen. Fibre påvirker gennemløbstiden af maden, altså hvor lang tid, der går fra hunden spiser sin mad til resterne af foderet komme ud i den anden ende. Hvis indholdet af råfibre i foderet er højt vil det typisk vare 2-3 gange længere for et sådant foder at passere gennem mave-tarmkanalen i forhold til et foder med knap så mange råfibre.
Værd at vide:
Står der andre vitamintyper på deklarationen end A, B, C, D, E og K, så er der risiko for, at det er såkaldte ”fup-vitaminer”. Vitamin B3, B4, B5, B7, B8, B9, B10, B11, B13, B15, B17, F, G, H, M, P eller PP er enten forældede betegnelser eller betegnelser for noget, der i hvert fald ikke er vitaminer.
De anvendte ord på emballagen er absolut ikke tilfældige. Der er klare regler for, hvad producenter må skrive på varedeklarationen. Der er eksempelvis forskel på, om foderet indeholder ”lam” eller ”lammekød”. Gå altid efter ”lammekød”, fordi du dermed kan være sikker på, at det er kød og ikke fx affaldsprodukter i form af brusk el.lign.
Der er nogle gange nævnt betegnelsen ”bi-produkter”, hvilket sjældent er udtryk for ingredienser af god kvalitet. Ofte dækker det over diverse affaldsprodukter såsom ben, fødder, kornrester mv.
En god tommelfingerregel er at gå efter fuldfoder med ingredienser, der kan identificeres og uden om brede betegnelser såsom ”kylling”, ”lam” osv.