Diverse ture / Tur til Naturcentret Nyruphus

En spændende dag på Nyruphus

At være på oplevelsestur i skoven, på stranden, ved vandhullet eller hvorhen vi skulle have lyst til at tage hen, giver god mulighed for at få nogle fine snakke med børnene om alt det forunderlige, der findes derude - alt det vi ser, hører. lugter og føler. At komme væk fra stierne, bruge sanserne, undersøge og undres samt forhåbentlig få en fornemmelse og forståelse for alt det levende derude. Det er noget vi sætter meget højt i vores dagplejegruppe. Og derfor har vi booket

et oplevelsesforløb på fem besøg på Naturcenter Nyruphus, hvor hvert besøg får sit eget tema.

Temaet for vores første besøg var MUS. Naturvejleder Maj-Britt Salhauge tog imod os. hun præsenterede os for musen Møller (en sød tøjmus med hue på og bare tæer, for han frøs aldrig om tæerne)

Så gik vi alle over i skoven, hvor vi fandt et dejligt sted med læ og masser af sol. Maj-Britt spurgte om vi ville hjælpe med at lave en rede til Møller. Og det ville vi gerne. Alle børnene løb rundt for at finde grene, småpinde og blade, så Møller kunne bo rigtig fint.

Da Møller var flyttet ind i sit nye hus, sad vi lidt og talte om hvad mus mon spiser. "Blade" var der en som foreslog, men det blev hurtigt rette til frø og nødder. Maj-Britt syntes at børnene var rigtig dygtige, da de vidste det. "Skal vi prøve at finde lidt mad til Møller ?", spurgte Maj-Britt. "JAAAAAA" råbte børnene, også kravlede vi alle rundt og gravede i skovbunden efter noget lækkert til vores nye museven.

"Vi kan måske også lege at vi er små mus, også bygger vi vores eget hus. Var det ikke en god ide ?", spurgte Maj-Britt. Det var en god ide. Og sammen byggede vi en rigtig flot stor rede af grene. Alle børnene kravlede ind i reden, lagde sig ned og så op i trækronerne. Også talte vi om det de kunne se, mærke og høre. skyerne, vinden og hvor er alle bladene henne? Det var imponerende at vores små børn kunne ligge stille og bare se op i træerne og deltage aktivt i snakken om hvad der skete der oppe.

Så var det tid til at de små mus (vores dagplejebørn) skulle ud og opleve skoven. De Kravlede rundt over træstammer, rundt om træerne, op på en træstub, ned igen, kravle kravle. Det var meget sjovt. Vi grinede og tiden gik rigtigt hurtigt.

Så skulle vi tilbage til naturcentret. Og der havde Maj-Britt nogle rigtige levende mus. De var bare super søde. Vi fik også lov til at se (og røre) ved nogle af de mange udstoppede dyr de havde overalt i naturcentret.

Efter vi havde spist vores madpakke, kørte vi hjem igen, og vi var alle enige om at det havde været en fantastisk tur. Og vi glæder os allerede til næste gang vi skal på oplevelsestur på Nyruphus.

Dagplejen i Annisse  | Tlf.: 51555451 | dagpl.annisse@hotmail.dk