Galleri / Bag for en sag

Rekordbeløb til Børnetelefonen

Onsdag den 24. oktober 2018 deltog vi atter engang i kampagnen Bag For En Sag, som organisationen Børns Vilkår står bag.

Ideen er, at skolebørn over hele landet bruger en skoledag på at bage, hvorefter der holdes cafe, hvor bagværket sælges og overskuddet går til Børnetelefonen, som Børns Vilkår driver.

Børnetelefonen er bemandet med voksne, som er vant til at tale med børn med vanskeligheder eller problemer. Børn kan ringe anonymt til telefonen og snakke med en voksen om noget, de måske ikke i første omgang har lyst til at indvie forældre eller lærere eller andre nære voksne i.

Sidste år blev der indsamlet næsten 2 millioner kroner over hele landet, og der er berettiget forventning om et endnu større beløb i år - blandt andet slog vi her på Christiansø Skole vores egen rekord, idet vi fik flere penge i kassen end nogen af de foregående fem gange, vi har været med.

1.500 kroner blev det til - blandt andet fordi vi startede dagen med at bage og sælge morgenboller til øboere, der fik besøg af elever fra skolen først på dagen.

Se lidt indtryk fra dagen på ”Bagebilleder” i menuen til venstre eller klik her.

Børnene på vej ud med morgenboller
Børnene på vej ud med morgenboller
Christiansø Skole | CVR: 2577 5635 | Christiansø 4, Christiansø, 3760 Gudhjem - Danmark | Tlf.: 56 46 20 72 | skoleleder@christiansoe.dk