Rom

Det hele startede med at jeg blev skilt i foråret 2001. Mistede samlever, job, bil - og mit hjem! Jeg boede på det tidspunkt på Bornholm og arbejdede i Glostrup.

Et par gange om ugen pendlede jeg frem og tilbage med Bornholmerbussen og hurtigfærgen Villum Clausen. Jeg havde fundet en anden - var blevet forelsket - og en dag sagde min x-samlever: "Pak dit skrammel og forsvind!" - Det gjorde jeg så.

Jeg kunne heller ikke finde ud af at flytte sammen med hende jeg havde mødt. Det hele brændte sammen for mig - og jeg stak af fra det hele - til Rom!

Starte forfra

Jeg hutlede mig igennem sommeren 2001. Jeg var dybt ulykkelig og rodløs. Kunne ikke finde ud af kærligheden. Boede rundt omkring hos venner og familie, på et værelse og i et lejet hus, som selvfølgelig blev solgt lige da jeg var flyttet ind!

Jeg følte at mit liv var i ruiner, men også at jeg fik en mulighed for at starte forfra. Ideen om at tage til Italien begyndte så småt at tage form i mit forpinte hoved.

I mange år har jeg interesseret mig for Italien og stort set alle mine ferier har jeg været i Italien: Venezia, Verona, Firenze, Pisa, Roma, Sicilia og et par andre steder.

Jeg har gået til lidt privat sprogundervisning og engang 2 uger på Dante Alighieri i Siena. Jeg er bestemt ikke god til italiensk, men mit højeste ønske her i livet er at lære italiensk flydende.

Dagpenge med til udlandet

Det er sådan at når man er ledig i mere end 4 uger, kan man tage sine dagpenge med til et andet EU-land. Jeg havde hørt om ordningen før og begyndte nu at undersøge nærmere hvordan jeg kunne komme afsted.

Første trin er at gå på Arbejdsformidlingen og få et skema som hedder EØS 303. Det udfylder man og sender til sin fagforening som sender det videre til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Her ligger skemaet og venter til 4 uger før afrejsedato. Jeg sendte ansøgningen af sted og ventede på at det skulle blive 1. oktober.

Egentlig havde jeg bare tænkt mig at tage til Pisa eller en anden norditaliensk by i 3 måneder, men som tiden gik, kom jeg til at tænke på hvad pokker jeg skulle få hverdagen til at gå med.

En dag så jeg tilfældigvis en annonce fra mts-sprogrejser i Bornholms Tidende.

Den evige stad

Selvfølgelig skulle jeg gå på sprogskole det halve af dagen og have fri til at se og opleve resten af dagen. På den måde kunne jeg også løse mit boligproblem, fordi skolen kunne arrangere at jeg kunne leje et værelse.

Jeg kom i tanke om at det måtte være meget bedre at tage til Rom - Den evige Stad. Her ville jeg i hvert fald ikke løbe tør for muligheder for at leve og opleve.

Endelig, et par dage før 1. oktober 2001, fik jeg besked fra Direktoratet om at jeg kunne tage af sted. Jeg skyndte mig at cykle hen til Erhvervsrejser Bornholm hvor jeg købte en returbillet til Rom - afrejse den 5. oktober.

Tilmeldes inden 8 dage

Når man rejser på en EØS303 har man 8 dage at rejse i, før man skal have tilmeldt sig den lokale arbejdsformidling i det land man vil rejse til.

I mit tilfælde ville det sige at jeg skulle melde mig senest mandag den 8. oktober, med fare for at miste retten til dagpenge hvis det italienske bureaukrati spændte ben for mig.

I mens alt dette stod på, havde jeg alligevel haft mentalt overskud til at søge et job. Jeg blev indkaldt til jobsamtale torsdag den 4. oktober i Dragsholm Kommunes IT-afdeling - nu er det Odsherred Kommune.

Jeg fløj fra Bornholm om morgenen, tog til samtale, besøgte mine forældre og vendte tilbage til Bornholm sent om aftenen. Min x-samleverske var sød til at hente mig i lufthavnen da jeg kom tilbage.

Jeg smed de sidste par ting i mine to kufferter og sov for sidste gang i mit gamle "hjem".

Rejsen

Fredag morgen, den 5. oktober, stod vi tidligt op og kørte mig til Bornholms Lufthavn. Afsted klokken 7 til Kastrup og et par timers ventetid. Midt på formiddagen afgang til Fiumicino - Roma. Det var skønt. Jeg var glad og forventningsfuld.

På vej mod nye oplevelser og eventyr. 2 timer og 20 minutter senere landede flyet. Jeg fik fat i mine kufferter og travede gennem terminalerne til togstationen.

Herfra er der direkte tog til Stazione Termini - Roms Hovedbanegård. Jeg havde pænt tøj på, skjorte og sort jakke. Der var stegende hedt og jeg svedte som et svin da jeg nåede Termini. Gik rundt på den enorme station for at orientere mig.

Fandt Metro A og tog afsted til Appiano, videre med bus til Viale delle Medaglie d'Oro. Derfra til fods med mine tunge kufferter de sidste 5-600 meter. Endelig, endelig nåede jeg til den lille Via Lattanzio, hvor jeg skulle bo de næste par måneder.

Her sad Antonio Nuzzo og ventede på sin Vespa. Han havde ventet på mig i næsten 4 timer, mens jeg var på vej til lejligheden. Han er mellemmand mellem sprogskolen som jeg skulle starte på om mandagen og ejeren af lejligheden.

Jeg kom indenfor og fik mit værelse at se. Et enkelt rum med en seng, et skrivebord, et klædeskab og en lænestol. Hvidmalede vægge og lofter, de typiske italienske rulleskodder og tunge gardiner. Udmærket!

International bolig

I det fælles køkken var der liv og glade dage. Et par unge svenske fyre og svenske Karin var i gang med at lave fælles mad - pasta.

I løbet af de næste par timer pakkede jeg ud og indrettede mig i mit værelse og lidt senere på aftenen gik jeg en lille rekognosceringstur i de små gader i nærheden.

Det så ud til at der var alt hvad jeg havde brug for i det daglige: Alimentari, marcelleria, frutta & verdura, supermarcato og - som noget meget vigtigt - den lokale bar, hvor jeg kunne få min caffè og min morgenmad (la prima colazione) hver dag.

Dagbogen

En af de første aftener skrev jeg i min lille dagbog: Roma Roma! Endelig er jeg her - en rejse der har taget mig mere end 45 år. Her i Den evige Stad mødes al tid - fortid, nutid, fremtid - plus alle de andre tider man skal lære når man bøjer verber her. Hvad har de dog ikke fundet på de skøre romere!

Jeg er her i de sidste 3 måneder inden den gode gamle lira forsvinder og Euroen bliver Italiens og det meste af Europas fælles mønt. Danmark slap fri i første runde.

Jeg må nyde at gå rundt med tusinder af lire på mig og føle mig rig og italiensk. Snart er det slut og gamle stolte Italien - og Roma - bliver efterhånden til en intetsigende region i De forenede Europæiske Stater.

Ja, jeg ved godt at Italien er et ungt land, men kulturen, menneskene, traditionerne - den fantastiske måde italienerne har at leve på, er ældgammel.

Bare navnet: Roma - aroma - amore.

Det smager og dufter at liv, kærlighed, lidenskab og kunsten at nyde. Der er ingen andre mennesker i verden der som romerne forstår - at nyde.

Midt i Roms stegende, kogende helvede en varm oktoberdag, med tusinder af biler, busser, scootere, sporvogne, larm, støj, møg, forurening og svedende turister, forstår romerne at nyde en caffè på den lokale bar, at læse avisen, at samtale - at elske. Roma - amor.

Det var da godt at det var Romulus der overlevede og grundlagde Rom, ellers var der mange digte, rim og ordspil vi slet ikke kunne skrive...

Romerinderne!

Jeg bliver ør og skør af alle de romerske, smukke dejlige erotiske kvinder. De oser langt væk at lidenskab, passion og hemmelig vildskab. Mange gange hver dag bliver jeg instantant forelsket - i bussen, hos købmanden, på gaden.

Utilnærmelige, reserverede, ikke nemme at få øjenkontakt med - men lur mig om de ikke er ægte vulkaner når de først bliver tændt.

Og i fantasien kan alt ske - her går man virkeligt op i La Bella Figura - at tage sig ud, når man er udenfor sit hjem. Det er ikke så underligt at H. C. Andersen har fantaseret sig selv i søvn mange gange i Rom (men det var måske mere over mændene).

Ingen jens-okking-bukser

Her er ingen der går i hængerøvede jens-okking-bukser og er ligeglade med alting. Her tager man hensyn til sine medmennesker og ser godt ud når man færdes iblandt dem.

Men hvorfor er jeg her egentlig? Nåh, jo - egentlig for at søge arbejde og for at lære sproget. Og nu har jeg en enestående chance for at lære det italienske sprog og den romerske måde at leve på - inden jeg vender tilbage til et dansk standardliv.

Bureaukrati

Den første weekend følte jeg mig lidt ensom, men jeg vidste jo at fra mandag ville jeg have masser af ting at gøre med at få alt mit papirarbejde på plads. Det var meget vigtigt for mig at blive tilmeldt Arbejdsformidlingen og Socialkontoret som her hedder INPS (Istituto Nazionale Previdenza Sociale).

INPS og AF

Her er hvad jeg skrev til Arbejdsdirektoratet da det hele var gået i orden for mig:

Så er det endelig lykkedes at få alle formaliteter i orden her i Italien. Det er altså ikke helt så enkelt som det lyder til i Direktoratets vejledning.

Jeg ankom til Roma fredag den 5. oktober om eftermiddagen. Resten af dagen gik med at blive indkvarteret og lige lære at finde rundt med tog, bus, sporvogn og Metro. I weekenden lykkedes det mig at finde ud af hvor INPS ligger (Piazza Augusto Imperatore 32) og jeg øvede mig et par gange i at finde dertil med bus, så jeg kunne være der tidligt når kontoret åbnede.

Mandag morgen tidligt tog jeg afsted, fuld af forventning om at alt ville glide glat og at jeg let og smertefrit ville få mine papirer i orden. Adskillige funktionærer sørgede omhyggeligt for at vi der ventede ikke kom ind et sekund før tid.

Endelig fik vi lov at trække et nummer og jeg kom forholdsvis hurtigt til ved Sportello 4. Prøvede at forklare sagen og viste de officielle dokumenter fra Danmark frem.

"Hvor bor du?", spurgte herren i lugen træt. "Via Lattanzio 58", svarede jeg beredvilligt. "Hmm, så er det ikke her. Du skal tage til INPS på Via di Torrevecchia 592".

Jeg skyndte mig af sted med Metro, bus og Taxi og ankom til INPS. Igen trak jeg nummer i køen til Sportello 8 og kom til efter en halv time. Den meget smukke dame i Sportello 8, kendte intet til EØS 303 og sendte mig op på første sal.

Her ventede jeg en time inden jeg opgav og gik ned igen.

Trak igen nummer til Sportello 8 og ventede. "Nix", sagde hun, "jeg kan intet gøre før du har været på Ufficio di Collocamento og fået et papir derfra."

Jeg fik adressen og skyndte mig ud på gaden. Sprang ind i en taxa og bad ham køre til adressen. Den kendte han ikke og begyndte resolut at køre i den forkerte retning. Han opdagede fejlen og tilbød at køre mig gratis fordi han havde fridag(?). Jeg sagde 1000 tak og fandt Ufficio de Collocamento.

Der stod 100 mennesker i een kø og 6-7 i en anden. Jeg valgte den korteste. Der stod jeg i 20 minutter inden jeg kom til ved glaslugen.

En meget venlig og interesseret dame kiggede lidt på de blå stempler og de gule stjerner, tilkaldte en anden ansat og miraklet skete: hun vidste hvad der skulle gøres. Jeg blev hevet ind på et kontor og en meget venlig og kompetent dame fik mig indskrevet i Collocamentos computer og jeg fik papirer og stempel. - Jeg var lykkelig.

Tilbage til INPS - nyt nummer i køen

"Det var fint", sagde damen i Sportello 8, "men jeg kan intet gøre før du har udfyldt Una Domande di Disoccupazione.

Den fik jeg ved informationsskranken. Nyt nummer og tilbage til Sportello 8.

"Så skal du udfylde her, her, her, her, her og her", sagde hun, og satte kryds med kuglepennen på samtlige 6 sider.

Jeg fandt et lille hjørne i ventelokalet og begyndte at udfylde papirerne så godt jeg kunne.

Nyt nummer og tilbage til Sportello 8.

Jeg var vist ikke lige heldig med det hele.

Ægteskabelig stilling: Skolelærer

Fx fik jeg under "Ægteskabelig stilling" skrevet "Skolelærer", hvad damen i Sportello 8 straks så (og smilede til mig).

Jeg prøvede at forklare at jeg havde meget brug for en kvittering med stempel og dato på at jeg havde været der. "Kom igen fredag, så tror jeg papirerne er klar til dig", sagde damen - audiensen var slut.

Jeg vendte tilbage fredag den 12. og damen genkendte mig. "Un attimo" sagde hun og faktisk varede det kun et øjeblik inden jeg fik kvitteringen på at alt var i orden.

Jeg spurgte hvad jeg så skulle gøre nu. "Vi kontakter dig pr. brev om 10-15 dage".

Endnu har jeg intet hørt, men der er heller ikke gået så lang tid endnu.

Jeg undskylder min lange beretning, men det er for at give jer et indblik i at i et land som Italien kan procedurerne i praksis være helt anderledes end de oprindeligt er udtænkt i fx Bruxelles eller København. Fx skal jeg her først tilmelde mig Collocamento og derefter INPS. Direkte modsat af hvad der står i de papirer jeg har fået i Danmark.

Måske kunne man opnå større smidighed ved at have papirer med på italiensk, istedet for engelsk, som ikke engang offentligt ansatte taler her.

Jeg er overbevist om at der går rod i udbetalingen af mine dagpenge, selvom jeg opfylder alle betingelser til punkt og prikke.

Jeg kontakter Direktoratet så snart jeg kommer til Danmark igen den 22. december og håber at I er hurtige til at hjælpe mig.

Tja, sådan er det vist ofte med bureaukrati - ikke bare i Italien, men også i Danmark skal man ofte grueligt meget igennem for at få noget gennemført.

Skolen DILIT

Sprogskolen DILIT ligger ganske tæt ved Stazione Termini - i Via Marghera 22.

Mandag den 8. oktober var min første dag. Jeg skulle møde klokken 14 og have lektioner til klokken 17.

Jeg gik ind ad porten til den store bygning og op ad trappen hvor der altid står lærere og studerende som ryger og snakker - italiensk.

På kontoret sidder mindst 3 dejlige og søde sekretærer som er utroligt flinke til at hjælpe med alt muligt. Jeg havde min faktura med og viste hvad jeg havde bestilt hjemmefra. For at finde ud af hvilket hold jeg skulle på, var jeg til en kort samtale med undervisningslederen.

Efter 10 minutter var han sikker på at jeg skulle starte på niveau 3 hos en lærer der hedder Giuliano Padroni.

Jeg bevægede mig op på 2. sal og bankede forsigtigt på døren til Aula E1 - til venstre. Lektionen var i fuld gang og jeg præsenterede mig kort for de andre 5-6 studerende og satte mig på en ledig plads.

Lige på og hårdt - vi fik udleveret en svær artikel der handlede om designerens brug af farver. Puha - jeg syntes det var svært og der var masser af ord jeg ikke kendte.

Kun italiensk

Pædagogikken på DILIT er at man hele tiden taler, skriver, tænker, ser og hører italiensk - uden alt for meget brug af ordbog. Det er absolut forbudt at tale engelsk (eller andre sprog indbyrdes). Og det virker...

Klokken 15:30 holdt vi pause og gik ned i "Il Club" i kælderen for at købe caffè, cappucino, sodavand, kager og panino hos Luciano, der suverænt styrer baren. Han er en pragtfuld stor mand med et imponerende overskæg (baffi). Vi var et par stykker der hurtigt døbte ham Baffi Natale (Babbo Natale er julemanden, mens baffo betyder overskæg) - men selvfølgelig ikke når han hørte det.

Man kan tage sin caffè med ud i haven eller op på en af tagterrasserne. Her sad vi i det vidunderlige solskin og snakkede og pjattede på vores specielle italienske dialekt dilitaliano, selvom vi kommer fra alle dele af verden: Japan, Schweiz, Tyskland, Holland, New Zealand, Australien, Sverige, Danmark og Columbia - tutti i paesi.

Efter pausen fortsatte lektionen med at vi lyttede til bånd. Det er saftsuseme svært at følge en samtale eller et interview i normal italiensk hastighed, men som dagene og ugerne gik, blev vi mærkbart bedre.

Nogle dage så vi en stump af en videofilm, eller hørte og lavede øvelser med sange, digte, artikler, interviews. Hovedideen var altid at forstå indholdet i teksten og at tale sammen om teksterne - ikke så meget at oversætte.

Dagligdagen

Det er dejligt at være i Rom, på trods af al larmen, støjen, osen - sådan er Rom bare.

På skolen er alle meget, meget søde og hjælpsomme. Lige fra sekretærerne til Il Direttore - og alle studerende prøver at hjælpe hinanden med at lære så meget som muligt.

Huset vi bor i

Her i huset bor vi 1-2-3-4-5-6 personer sammen.

Franske Claire, japanske Mie, svenske Karin, svenske Annika - og jeg. I weekenden flyttede italienske Antonella ind. Hende har vi stor glæde af og hun gider godt at snakke med os.

Hver morgen står de andre op først, fordi de møder klokken 9, og jeg står op når de er taget afsted. Jeg møder først klokken 14, så jeg nyder at have god tid. Så tager jeg et bad, spiser lidt morgenmad og nogle gange går jeg lige over på baren og får en caffè og en cornetto, ciambella, bomba, cannola eller hvad der ellers er.

Så arbejder jeg lidt med lektierne og tager afsted ved middagstid med bus, tog eller Metro. Det hurtigste er at gå til Metroen ved Stazione Cipro 500 meter herfra og derefter til Termini - i alt 35 minutter.

Byen rundt med bus og Metro

Men ellers eksperimenterer jeg ofte med at tage forskellige busser for at se hvor jeg ender.

I hele oktober har McDonald tilbud på 2 cheeseburgere for kun 2000 lire (8 kroner), så det får jeg næsten hver dag til frokost - det kan ikke gøres billigere.

Når jeg ankommer til skolen går jeg som regel ned i Il Club og tager en caffè og læser en af de små gratis aviser der deles ud her i Roma, enten Leggo eller Metro. Der er lige de korte nyheder om Krigen og hvad der ellers sker i verden og Italien.

Aftenarrangementer

Så har vi lektioner fra 14 til 17, og klokken 17:30 er der hver dag et eller andet arrangement (gratis). Jeg har været med til alle siden jeg kom.

Nogle gange er det en film, andre gange er det en gåtur et sted i Rom og andre gange spiser vi spaghetti sammen og i dag er der et "seminar" om italienske vine - med smagsprøver! Som regel er klokken 19:30 inden skolen er slut, og så tager jeg hjemad.

Når jeg kommer hjem er de andre i gang med at lave mad eller spise og jeg laver også noget pasta med et eller andet til. Vi snakker hyggeligt på italiensk + en blanding af alle de sprog vi kender.

Jeg har iøvrigt besluttet at fortsætte med at gå i skole kun om eftermiddagen. Det passer mig fint at møde sent. Så har jeg huset for mig selv hele formiddagen og på skolen kan jeg deltage i de sene arrangementer uden at skulle vente.

Tiden flyver

Tænk, nu har jeg allerede været her en hel måned. Det er slet ikke til at forstå at tiden går så hurtigt.

Jeg er blevet "stamgæst" på il bar lige overfor. Hver morgen, omkring klokken 9 går jeg lige over og får en kage og en americano. Bar-fatter og mutter er begyndt at snakke til mig og give mig gode råd om hvad jeg bør se, når jeg nu er i Rom.

Her i huset er jeg også blevet gode venner med portnersken, Romina. Hun snakker med mig hver dag og lærer mig nye ord og er flink til at lytte og rette.

Jeg havde et par jeans som var gået op i syningen bagpå. Dem reparerede hun for mig fra den ene dag til den anden. Hun ville absolut ikke have noget for det, men som tak købte jeg en æske chokolade til hende. Det blev hun næsten fornærmet over.

Det er altså ikke nok at lære sproget, man skal også lære en anden kultur og stolthed at kende. Nå, men vi er nu gode venner igen.

Jeg er ved at være godt kendt i Rom nu. Centrum kender jeg som min egen bukselomme og nu er jeg begyndt at udforske forstæderne lidt. I weekenderne tager jeg systematisk på udflugt med bybusserne og hver gang jeg har fuldført en buslinie fra start til endestation sætter jeg en ring omkring ruten på kortet.

Gadesælgerne

For et par dage siden så jeg en af de "sorte mænd", de afrikanske gadesælgere, der var ved at rigge til med dansende Topolinoer (små papirfigurer som forestiller Anders And, Andersine eller Mickey Mouse).

Jeg forklarede ham at jeg var blevet narret 2 gange i Venezia og om han ville fortælle mig hvordan de dansende figurer virkede. Han indvilligede og viste mig hvordan han bandt en meget tynd, sort, sytråd fast mellem en stor taske og antennen til ghettoblasteren. Så vidt jeg forstod var der en eller anden form for motor indeni tasken. Da der begyndte at komme "kunder" blinkede han til mig og jeg forsvandt diskret.

I dag, søndag, har jeg været på udflugt til en lokal flyveplads - Urbe. Ja, faktisk ligger der den fineste flyveplads a la Rønne Lufthavn lige udenfor centrum.

Den italienske pige, Antonella, der også bor her, har en ragazzo som hedder Francesco. Han er ved at tage certifikat, så vi har fået en vældig flyver-snak, og jeg har selvfølgelig sagt at de altid er velkomne i Danmark, hos mig.

Venter stadig på INPS

I morgen tidligt, mandag, tager jeg på INPS, for at høre om jeg snart får nogle penge udbetalt. Det ville være rart at få et par millioner lirer.

Men ellers har jeg det godt her. Jeg keder mig lidt i weekenden, fordi jeg jo er meget alene, men til gengæld er skoledagene sjove. Der er masser af sjove oplevelser og dejlige mennesker.

Krigen

Her går det stadig godt, men pludselig går det for alvor op for mig at jeg lever og bor i et land der er i krig.

VI ER I KRIG!!!

I går var der 2 store demonstrationer her i Rom. Een for freden og een for regeringen Berlusconi som er gået ind i krigen uden at spørge folket. Jeg var ikke selv med, men vidner fortæller at der måske var 130.000 mennesker i een lang strøm fra Piazza Venezia og til Bocca della Verita (der hvor man stikker hånden ind i munden på en stenfigur for at prøve om man taler sandt).

Men alt forløb fredeligt og flere tusinde betjente holdt de 2 grupper demonstranter på lang afstand af hinanden, så der ikke skete gentagelser af de tragiske hændelser i Göteborg og Genova.

Pompei

I går var jeg med skolen på en dagstur til Pompei og Napoli. Jeg har været i Pompei flere gange tidligere, men det er altid en spændende oplevelse at vandre rundt i de små gader og forestille sig livet der for 2000 år siden.

Da det blev frokost og alle de andre spiste på et pizzaria fyldt med turister, stak jeg af og fandt et hyggeligt lille Trattoria, hvor jeg har spist for 6 år siden. Stemningen og maden der er perfekt, og jeg nød min frokost alene. Bagefter var der lige tid til en times gåtur i Napoli, hvor man skal passe på hvad man har i lommerne.

I dag, søndag, har jeg sovet længe og ellers gået en hyggelig tur på det store marked ved Porta Portese. Det er altid en særlig oplevelse at gå i den over 1 kilometer lange markedsgade, med et mylder af mennesker der taler alle sprog.

Rød regn fra Sahara

I dag har det regnet en mærkelig regn.

Himlen var nærmest helt rød og når regnen landede på bilerne, busserne og os mennesker, blev vi helt plettede og beskidte af støv. Det er simpelthen støv og sand fra Sahara der bliver ført med vinden og skyerne der falder ned sammen med regnen og sviner alting til. Alle biler her i Rom ser forfærdeligt snavsede ud og selv fine fruer i skindfrakker ligner druknede vagabonder.

Sky af fugle

Jeg har også oplevet en andet naturfænomen her, nemlig når flere millioner af fugle hver aften, efter fugle-fyr-aften, samler sig og slår ned i træerne ved Stazione Termini eller parken ved Villa Borghese.

Det er et imponerende syn at se en sky af fugle der danser ballet og danner de særeste mønstre på himlen. De vender alle på een gang og flyver i en anden retning, vender igen i en ny retning. Deler sig i flere flokke og samles igen. Jeg tænker at skyen af fugle er mange hundrede meter høj.

Hele showet varer 10 minutter, så er alle fuglene landet i træerne, hvor de sidder og snakker om dagens hændelser - og skider på bilerne neden under.

Endelig penge

Midt i en ellers kaotisk verden forstår romerne stadig at leve - at nyde. Det er forbløffende at denne storby faktisk virker, men det gør den. Trafikken er kaotisk, men alle kommer frem. Elektriciteten virker, der er vand i hanerne og skraldevognene kører om natten og rydder op efter dagens forbrug. Midt i alt kaos er der alligevel et system, en form for orden.

I går var jeg i banken for at veksle en check. En fuldstændig normal operation der tager 3 minutter i en dansk bank. Jeg havde trukket et nummer og ventede pænt på at det blev min tur. Der var fem luger, men kun den ene var bemandet, selvom vi stod 8-10 personer i kø.

Efter 20 minutter var det ved at være min tur. Men pludselig dukker en bankmand op (ud af den blå luft) og henvender sig til mig - om jeg skal veksle denne check? Ja-tak!

Har De nogle dokumenter, legitimation? Ja, et øjeblik. Her er mit pas og mit kørekort.

Jamen, har De ikke nogle italienske papirer? Øøøhhhh, jo forresten, jeg har dette brev der fulgte med checken (siger jeg, og står på hovedet i min lille taske).

Tak, et øjeblik.

Så forsvinder han med check, pas, kørekort og mit brev. Jeg tænker at hvis det nu er et trick, vil jeg aldrig kunne forklare hvad der er sket og mine papirer vil være forsvundet for evigt.

Men, heldigvis dukker han op igen 5 minutter efter. Han har fotokopieret hele molevitten og fundet at alt er i orden. Mit nummer har forlængst været på tavlen, men han er flink og afbryder en anden ekspedition så jeg kan komme til.

Han forklarer sagen til damen i lugen. Hun kigger omhyggeligt alle fotokopierne igennem og ser mig dybt i øjnene for at se om de flakker og om jeg er en svindler og bedrager.

Jeg ser så ærlig og troværdig ud som jeg kan. Med stor autoritet stempler hun samtlige sider og ønsker mig tillykke med mit lange underlige navn: Hans Tim Bregning Karlsen.

En anden herre kommer ind i hendes boks og peger interesseret på et eller andet i mine papirer. Åh, nej - tænker jeg og forestiller mig nye forhindringer, men han bliver heldigvis afbrudt af en kollega der spørger om han vil have kaffe. Det vil han gerne og går sin vej.

Endelig, endelig åbner damen pengeskuffen og begynder at tælle sedlerne op. Et bundt dejlige store sedler: to-millioner-femhundredefemtitretusinde-nihundredeogtyve lire (de 920 lire har hun i et privat syltetøjsglas ved siden af kassen). Med et smil skubber hun pengene ud under glaslugen. Jeg putter dem i tegnebogen, som jeg lyner forsvarligt inde i min jakke og siger farvel. Går ud gennem den dobbelte sikkerhedssluse, hilser på den bevæbnede vagt med skudsikker vest og går glad hen imod busstoppestedet.

Det er en skøn fornemmelse at være millionær.

Snart er det slut

Nu løber tiden bare afsted her, men jeg har vist nået alt det jeg skal indtil nu.

I går fik jeg ordnet de formelle papirer som jeg skal have med hjem til Danmark. Alt er OK. Igen i går tilbragte jeg 2 timer i en bank bare for at veksle en check, men det lykkedes.

I aften er min sidste aften her i huset og næstsidste aften i Rom. Måske går jeg ud og spiser med to danske piger: Mette og hendes veninde Gitte.

Jeg glæder mig faktisk til at "stikke af" fra skolen de sidste par dage. Der er selvfølgelig en mærkelig opløsningsstemning i hele huset, fordi så mange tager afsted nu og aldrig vender tilbage.

Nu vil jeg tage til Napoli i morgen sammen med Karin og besøge Antonella. Når jeg kommer tilbage hertil fredag aften, mødes jeg for sidste gang med Marion og Judith fra min klasse inden det er farvel til Roma for denne gang.

Arrivederci

Lørdag den 22. december 2001 var det så afgang til Danmark. Det var meget, meget vemodigt at sige farvel til de mange gode venner jeg har mødt her i Rom.

Vi var nogle stykker der ventede sammen i lufthavnscafeen inden vi splittedes i alle retninger til hver sin Gate til det land vi var kommet fra. Afskedstårerne flød i stride strømme, og vi lovede hinanden at vi ville holde kontakt via email og måske mødes til foråret i Rom.

Hjemme igen

Jeg er i live og har det godt, men hold da kæft hvor har mit liv været rodet det sidste halve år. Jeg har jo været i Rom i næsten 3 måneder. Det var et fantastisk ophold og jeg har haft det så godt.

Nu er jeg vendt tilbage til Danmark og det "virkelige" liv. Jeg fik faktisk det job som jeg var til samtale på lige inden jeg rejste.

Jeg er begyndt på nyt arbejde som Uddannelseskonsulent i 3 vestsjællandske kommuner: Dragsholm, Trundholm, og Nykøbing-Rørvig (de er nu blevet til Odsherred Kommune). Så nu er ringen sluttet og jeg er vendt tilbage til min fødeegn.

Jeg har boet på hotel og på vandrerhjem i Holbæk. Endelig er det lykkedes mig at finde et midlertidigt sommerhus som jeg flytter ind i på mandag. Det er et lækkert hus tæt ved Sejerøbugten, hvor jeg har trådt mine badesko som barn. Jeg tror nok at jeg lige bliver boende en periode indtil min økonomi er stabiliseret. Derefter vil jeg annoncere efter en lejlighed eller et lille hus i Holbæk.

Her er utroligt dejligt, men meget meget stille. Når jeg kommer hjem fra arbejde klokken 16 eller 17 har jeg bare en laaaaaanng aften foran mig. Her er ingenting i nærheden og ingen overhovedet at tale med. Og når jeg så tænker på millionbyen Rom og alt det der konstant er i bevægelse, er det noget af et kulturchok.

Jeg har kigget lidt på Internettet efter nogle steder hvor man kan gå til italiensk, men jeg synes ikke rigtigt at jeg har fundet noget. Jeg havde troet at man lige kunne finde en aftenskole, gymnasium eller HF i Holbæk eller omegn, men det ser ikke umiddelbart ud til at der er italiensk som liniefag.

Jeg har det rigtigt godt med mit nye job. Det er både sjovt og spændende, men jeg savner Rom meget.

Et par nyttige tips

Når man er i Rom skal man leve - og opleve. I starten var jeg lidt for sparsommelig, fordi jeg var nødt til det, men i Rom er det vigtigt at gå ud at spise, gå i biografen, i teatret, gå på udstillinger, på messer, til kirkekoncerter - og se Paven i Peterskirken. Lad være med at sige: "Det kan jeg gøre en anden gang!" Gør det nu!

Tag ud og spis med studiekammeraterne og find jer en Pub, fx "Druids Rock" eller "Druids Den" tæt ved Santa Maria Maggiore, ikke så langt fra Termini. Det er vanvittigt rart og godt for sprogindlæringen at komme ud i "det virkelige liv". Vær ikke bange for at tale italiensk med nogen som helst. Alle vil gerne forstå og hjælpe - også selvom man laver masser af fejl.

Så snart du ankommer til Rom skal du købe et månedskort til Metro-Bus, så har du frihed til at fare rundt i hele Rom for kun 200.- kr. pr. måned.

Tag et par gode ordbøger med hjemmefra. Til hverdagsbrug en lommeordbog fra GAD, men til studiebrug Gyldendals Røde. Og så kan jeg varmt anbefale Garzanti's enorme luksus-ordbog på italiensk.

Hvis man virkeligt vil forstå den italienske grammatik er det godt at have Flemming Forsbergs "La Grammatica" - den havde jeg ikke, men jeg fik den som gave da jeg kom tilbage til Danmark.

Hvis du har en bærbar computer skal du tage den med - men lad være med at slæbe den med i klassen. Dér dur den ikke, fordi det altid er det levende sprog der er i centrum under lektionerne. Men hjemme er den rigtig god til at lave øvelser på.

Arrivederci!

Tak til alle gode venner som jeg mødte i Rom: Karoline, Mette, Marion, Judith, Larissa, Camilo, Sanja, Mie, Claire, Karin, Ulf, Anders, Laura, Filomena, Antonella, Francesca, Francesco, Alessandra, Jens, Nadia og mange andre - I har betydet meget for mig.

Måske vi mødes igen?