Det er ikke kun musikken, der bæres af principperne om kvart, kvint og oktav.
Mad og arkitektur regeres efter samme lov. Her kommer Pythagoras ind i billedet.
Historien går, at han en dag gik forbi en smedje og syntes, at lydene, der kom fra ambolten, som blev ramt af smedens hammer, var smukke og harmoniske.
Han så på amboltene og opdagede, at deres størrelse og klang afhang af hinanden.
Den største var dobbelt så stor som den næste (en oktav, 2:1), en anden var to tredjedele så stor som den største (en kvint, 3:2). Og så fremdeles.
Pythagoras besluttede, at der måtte være en matematisk lov bag dette, som også kunne bruges på musik.
Godt 2000 år senere var den italienske renæssancearkitekt Leon Battista Alberti overbevist om, at netop en kvart (4:3), en kvint og en oktav ikke bare gjorde musikken harmonisk, men også arkitekturen.
"Hvis en bygning blev tegnet efter de samme numeriske proportioner, ville det fryde øjet lige så meget, som musikken behager øret".
Omkring 1450 tegnede han facaden på Tempio Malatestiano i San Francesco i Rimini med en række buer.
