De første usikre tag med pagajen
Jeg begyndte at ro kajak i Silkeborg Kajakklub i 1981. Det var min medstuderende Carsten Høyer fra Silkeborg Seminarium der selv er en inkarneret kajakroer fra Struer, som fik mig med til træning.
Vi var et helt hold der startede i den uge. Vores dygtige instruktører forklarede hvad der var nødvendigt og fik os installeret i kajakkerne.
Jeg startede som alle andre med de første usikre pagaj-tag, hvor jeg mærkede at kajakken lå ovenpå vandet og dirrede og kun pønsede på at vende rundt med mig. Efter at have padlet 10 minutter uden uheld, begyndte jeg at føle mig nogenlunde sikker og lagde lidt flere kræfter i tagene.
Højre - venstre, højre - venstre, højre - venstre. Lidt mere energi og lidt sug i tagene. Måske kunne jeg trække lidt mere i venstre side og stikke pagajen lidt dybere...
Svuuushs - der væltede jeg - hvad skete der? Tjaa - pagajen lidt for dybt og skivet forkert - det skal prøves! Og det skal prøves under kontrollerede forhold i en klub hvor der er en instruktør til rådighed.
Jeg er kæntret mange gange under træning og også senere - og det er nødvendigt for at erfare hvordan det fungerer.
Efter nogle dage - eller uger - sker det forunderlige! - Lige pludselig en dag mærker jeg at kajakken falder til ro - at den lægger sig roligt i vandet og at jeg kan gøre næsten hvad som helst uden at den kæntrer.
Det handler om tillid, afslapning og tyngdepunkt! - Alle kan lære det :-)
Fra den dag følte jeg at den var et "skiw" - at den var stabil som en supertanker og at jeg kunne danse på fordækket!
Jeg kunne have benene nede i kajakken, udenfor kajakken, jeg kunne lege, bruge alle min kræfter, sole mig, spise madpakke, drikke kaffe - alt var muligt! - Et luksusliv ganske gratis!
