Træneren er fredet

Skrevet af Peter Bredsdorff-Larsen
2010-05-18 12:00
I sportens verden giver den slags overskrifter ikke mening. For naturligvis er træneren ikke fredet. Når resultaterne udebliver giver det ingen mening at fyre alle spillerne - alene af praktiske årsager må man naturligvis nøjes med træneren. Snusfornuft.

At fyre træneren er mange klubber sluppet godt af sted med - senest i fodboldens verden er de godt tilfredse med resultatet i eks. Randers, Midtjylland og i Brøndby.

Hvem ellers er fredet ?

Det interesserer mig, at man stort set aldrig hører om, at andre i sportsklubberne bliver fyret pga dårlige resultater. Bestyrelserne i sportens verden tager som oftest beslutning om at træneren skal ud. Men hvordan selvsamme medlemmer kan undgå at kigge indad, og tage samme konsekvens af vedvarende og årelange dårlige resultater, er mig en gåde. Længere nede i systemet sidder sportschefer og direktører også på flæsket. De bliver heller ikke fyret, når de mennesker, som de selv har rekrutteret, ikke fungerer.

Parolen er: “Vi starter på en frisk”

Og det gør man så sæson efter sæson, og ingen evaluerer på om det så blev “en frisk”.

I Brøndby er ledelsen den samme - hvad angår dem som ikke allerede er fyret.

I Randers blev sportschefen reddet af en vanvittig dygtig træner.

I Århus kunne man i går på spisesedlen for avisen Århus Stiftstidende læse følgende - “Fyr ham”. Med et billede af Erik Rasmussen, gik man efter min mening langt over grænsen ved, at melde sig så råt og kontant ind i evalueringen af AGF’s miserable sæson. For selvfølgelig er AGF i fuld gang med at evaluere, og gøre sine taktiske og strategiske indsatser med det klare mål at komme hurtigt tilbage til den bedste række.

“Lad os starte på en rigtig frisk”

Måske burde AGF denne gang overveje at starte på en frisk - sådan en rigtig frisk. Med en målsætning om oprykning, kunne man jo overveje om det på en række organisatoriske niveauer kunne være værd, at starte på en frisk. Kun på den led sikrer klubben, at man kommer tilbage til ligaen med en realistisk forhåbning om at komme lidt tættere på den fodbold-top, som vi i lokalsamfundet nu har hørt og læst om i ca 15 år - uden at AGF på noget tidspunkt har været i nærheden af toppen.

Med 2 nedrykninger på bare 4 år, kan det kun være træneren der er fredet.

Peter Bredsdorff-Larsen | CVR: 29085048 | Skovagervej 16 B, 8240 Riskov - Danmark | Tlf.: 40 834733