Fodboldugen der gak

Skrevet af Peter Bredsdorff-Larsen
2010-06-19 12:00
80’er helten Søren Lerby, blev under VM i Mexico i 1986 mit store idol. Et godt stykke ind i forberedelserne til den slutrunde sagde han de berømte ord; ”Nu har vi snakket nok om den tynde luft”. Sætningen burde gentages i disse VM tider - i himlens navn hvor bliver der af alle tænkelige medieplatforme gransket og vinklet på de danske forberedelser og muligheder.

Her ganske få timer før det igen går løs, vil jeg bare opfordre fodboldlandsholdet til at se stort på den tynde luft, og så komme i gang med at vinde en fodboldlandskamp !

Det er simpelt. Spis og drik fornuftigt i løbet af dagen, sørg for at middagsluren ikke bliver for lang. Tjek en ekstra gang at benskinner og støvler er med i tasken, og mind dig selv om dine opgaver i kampen. En let opvarmning, og så er vi klar til at vinde resten af kampene ved VM. Alt hvad der krydses kan er krydset for, at vi i aften kan påbegynde et par ugers dansk VM-fest.

Hvor svært kan det være?

Og så blev det ganske vist. AGF har ansat en ny træner. Peter Sørensen hedder han, og ham er der med god ret store forventninger til. Den gode Peter lagde - som alle forgængerne i embedet - frisk ud, men kom efter min mening til at anvende en retorik, der meget præcist beskriver hvor stor en udfordring han egentlig har sagt ja til. Han udtalte at ”AGF er en storklub”. Det er ikke sandt – AGF kan på baggrund af resultaterne i nyere tid dokumentere at klubben i bedste fald er en stor klub med et stort potentiale.

I forbindelse med præsentationen af AGF’s nye cheftræner, spærrede jeg øjnene op, da jeg kunne læse at sportschef Brian Steen Nielsen blev citeret for at minde omgivelserne om, at det at være ”fodboldtræner ikke er en videnskab”. Det er da at give sig selv og den øvrige organisation et regulært benspænd, når man tænker på, at det på trods af at det tilsyneladende ikke er en videnskab, er lykkedes at ansætte en stribe spillere og trænere, som er rykket ud af ligaen 2 gange på 4 år.

”Der er så meget kvinder ikke forstår”

Hjemme i privaten bliver VM også fulgt tæt. Husets farmor og husets frue snakker meget, og som oftest med forstand. Men de er friske på at spille rollen som ”Der er så meget kvinder ikke forstår”.

Seneste eksempel fra dialogerne følger her i en lettere forkortet udgave:

Farmor: Ved du, hvad en dødbold er?

Fruen: Nej, hvor har du hørt om det?

Farmor: De nævner det ofte i fjernsynet.

Fruen: Tror du ikke det har noget at gøre med hvor meget luft der er i bolden?

Farmor: Måske, jeg spørger lige Jakob (Søn og 10 år gammel, som svarede med en overbærende latter)

Peter Bredsdorff-Larsen | CVR: 29085048 | Skovagervej 16 B, 8240 Riskov - Danmark | Tlf.: 40 834733