Pressemeddelelse fra DR

2016-06-23 15:32
 Pressemeddelelse fra presseafdelingen i DR:

 

”Fem fredage i juli rykker DR ud med campingvognen og sender live fra forskellige steder i Danmark. Her tegner vi et sommerportræt af fem vidt forskellige, kendte danskere i fem forskellige danske byer. Første stop er skønne Samsø, hvor Pia Kjærsgaard er aftenens gæst hos vært Sisse Fisker. Vi skal have lækker lokal sommermad, quizze, finde ud af hvad historien er bag den kendte Samsøkartoffel, og så tager Sisse Fisker os med ud for at besøge Pia Kjærsgaards kærlige pletter på øen. Aftenen byder også på musik, når programmets husorkester spiller Pias foretrukne sommerhits.

 

Programmet sendes fra nordøens perle, Gadekæret i Nordby, og byens borgere og øens turister er alle inviteret med som publikummer, når programmet sendes live ud til danskerne på DR1.

 

Og der er god grund til at komme i god tid. Kl. 18 åbner byen op for en byfest arrangeret i samarbejde med byens erhvervsliv, foreninger, restaurationer og DR. Her får publikum en unik mulighed for at nyde godt af alt det bedste på Samsø, både gastronomisk og musikalsk. Oplev folkedans i smukke, traditionelle dragter, lyt til korets yndige stemmer og byg din egen kartoffelmad med nye Samsøkartofler. Derudover vil der være mulighed for at komme helt tæt på DR forud for liveudsendelsen, at være med til at danse folkedans, samt at deltage i quizzen om en ”Mit Sommerliv” T-shirt.”

 

DR Event

Mit Sommerliv

 

 
Nordby Sogns Borgerforening Samsø  | borgerforeningen8305@gmail.com