Kaniner og rovdyr!
For de af os, der har fritgående kaniner i haven, er rovdyr ofte et emne, vi er nødt til at forholde os til, når andre hører om kaninerne i haven. Skal du som kaninejer være bekymret for rovdyr? Og i så fald, hvilke?
Lad os tage de potentielle rovdyr fra en ende til en anden. Som udgangspunkt lever vores kaniner ikke livet farligt i en dansk villahave, men du kan være uheldig.
Ræve
Ræven er de senere årtier blevet langt mere almindelig i haver og parker i stort set alle danske byer. I byerne lever ræve primært af trafikdræbte eller skadede dyr, rotter og mad fra overfyldte skraldespande. En ræv kan godt tage en mindre kanin, men er der “lettere” mad til rådighed vil den ikke nødvendigvis forsøge sig med kaninen. Ræve i byen har ofte god adgang til mad og jager derfor ikke i samme grad som landræve.
Konklusion: Der er risiko for at byræven tager en kanin, men sandsynligheden, for at den finder noget andet at spise, er dog større.

Husmår
Husmåren er almindeligt forekommende i Danmark. Husmåren foretrækker smågnavere, fugle og fugleæg, men den tager også frøer, insekter, ådsler og bær. Den er nataktiv.
Konklusion: Husmåren tager ikke kaniner.
Brud
Bruden er Danmarks mindste rovdyr. Føden består overvejende af mus, men bruden kan også tage småfugle, fugleæg, frøer, firben og insekter - og kaniner. Bruden lever i skov og markkrat, men kan også leve i parker og haver i byerne. Den lever, hvor der er mange mus. Om vinteren opholder den sig i stalde, lader, kældre, afløb m.m. Den jager om natten.
Konklusion: Bruden jager kun om natten, så er dine kaniner kun ude om dagen, har du intet at være bekymret ved. Nogle kilder skriver, at bruden ikke tager kaniner, og da bruden primært lever af mus, må konklusionen være, at risikoen ikke er den største. Katte kan sagtens tage brude, så bor du i et villakvarter med mange katte, er sandsynligheden endnu mindre.

Ilder
Ilderen er udbredt over det meste af Danmark, dog ikke på Bornholm, Lolland, Falster og en række mindre øer. At den forekommer på Sjælland og Fyn skyldes, at undslupne farmdyr siden 1930erne har etableret vildtlevende bestande. Ilderen lever af smågnavere, frøer og tudser, men den kan også tage kaniner. Ilderen foretrækker lave, fugtige områder, men kan også findes i skove og landbrugsområder.
Konklusion: Ildere er ikke udbredt i Danmark, og de foretrækker at bo udenfor byerne, eller langs vandløb og søer. De kan tage kaniner, men de er ikke øverst på menukortet. Sandsynligheden for, at din kanin bliver dræbt af en ilder i haven, er derfor ikke stor.

Lækat
Lækatten findes spredt over hele landet undtagen på Bornholm og en række mindre øer. De lever på åbne arealer med græs og krat ved enge, moser, langs levende hegn, og andre småbevoksninger, skovkanter samt i skove. De kan også finde på at flytte ind i kældre og lofte. De lever primært af mus, men kan i områder med kaniner godt leve af disse i perioder. De jager primært om natten. Lækatten kan tage bytte, der er 5 gange så stort som den selv. Lækatten skriger, når den angriber et dyr. Når dyret er dræbt, bliver det slæbt hjem til dens bo. Finder den mange byttedyr et sted, dræber den per refleks så mange som muligt.
Konklusion: Der er risiko for at din kanin bliver taget af en lækatten. Bliver dine kaniner lukket ind om natten, bør du dog ikke være bekymret, da lækatten kun jager i skumring/nattetid. Har du flere kaniner, men mangler kun én, har det ikke været lækatten, der har været på spil.
Katte
Katte tager ikke kaniner. Kaniner kan finde på at snige sig ind på kaniner og løbe efter dem, men det er ikke for at slå dem ihjel, men for at lege. De fleste katte er bange for kaniner – og med god grund. Skulle det blive til et opgør, vil kaninen vinde.
Konklusion: Katte tager ikke kaniner, og der er ingen grund til bekymring.
Hunde
Der har været historier om store hunde, der er løbet ind til naboens kanin og har slået den ihjel. Større hunde kan godt slå en kanin ihjel. Ikke alle hundeejere har styr på deres hunde, så sørg for at haven er godt indhegnet, hvis dine kaniner løber frit udenfor.
Konklusion: Haven skal være indhegnet for at fremmede hunde ikke kan komme ind. De fleste kaniner kan dog hurtigt løbe fra en hund, så er der plads at løbe på og buske at gemme sig i, så vinder kaninen.
Havørne
Der findes kun 48 haveørnepar i Danmark pt. (2013). Som navnet indikerer lever de ude ved kystområderne. De er menneskesky og sandsynligheden for at se dem over en større by er derfor ikke stor. Havørne jager både levende bytte, og tager ådsler, hvis det er muligt. Fisk, fugle, rotter og ådsler af døde pattedyr og fisk er på menuen. Som regel fanges byttet over havet, og ofte er det blishøns og ænder, som tages på overfladen, som regel efter flere fangstforsøg. Ørnen kan løfte en vægt på højest et par kilo, hvis den skal flyve med det.
Konklusion: Medmindre du bor lige ud til hav er der ikke sandsynlighed for at din kanin bliver taget af en havørn. Samtidig er kaniner slet ikke på havørnens normale spisekort.
Musvåge
Musvågen er den almindeligste rovfugl i Danmark. Musvåger opholder sig nær byerne, hvor de er vænnet til mennesker. Musvågens foretrukne føde er mus, og godt 90% af dens føde består af gnavere. Derudover tages insekter og regnorm.
Konklusion: Musvåger tager mus og ikke kaniner.
Hvepsevåge
Hvepsevågen minder umiddelbart om en musvåge, men er lidt større, og har en anden flugt. Hvepsevågen lever mest af insekter, og specielt hvepselarver, derfor navnet.
Konklusion: Hvepsevåger lever af hvepse.
Spurvhøg
Spurvehøgen er en lille hurtig rovfugl. Spurvehøgen lever udelukkende af fugle.
Konklusion: Spurvehøgen tager ikke kaniner.
Duehøg
Duehøge lever af ringduer, skovskader, krager og andre større fugle. De kan også tage fasaner og fritgående høns. Duehøgen lever og jager i skove.
Konklusion: Selvom duehøge kan tage større fugle, så er der ikke risiko for at de tager kaniner. De tager kun fugle og jager kun i skove.
Rød glente
Rød glente er meget sjælden. Der menes kun at være 40-50 par i Danmark. Den jager på åbent land. Føden er ret alsidig, og kan være alt fra ådsler til insekter og fugleunger. Den røde glente er forholdsvis tillidsfuld, og kan også gå ned ved bygninger med åbne møddinger, for at undersøge om der skulle være noget spiseligt. I skåne, hvor der er mange kaniner, tages de også, hvis glenten får mulighed for det.
Konklusion: Rød glente lever og jager i skovområder, og da det samtidig er en sjælden fugl, er sandsynligheden for at de flyver ind over et villakvarter og tager en kanin meget lille.

Rørhøg
Rørhøgen er den almindeligste af kærhøgene i Danmark. Som navnet antyder, foretrækker rørhøgen rørskovsområder som ynglelokalitet og fødesøgnngsområde. Den fouragerer over rørskoven, ved søer, på enge eller i moser. Kornmarker og levende hegn er også en del af jagtterrænet. vådområdets fugleunger, en mus, eller måske et større insekt.
Konklusion: Rørhøgen udgør ikke nogen risiko for kaniner.
Tårnfalk
Føden består hovedsageligt af mus, men tårnfalken kan tage fugleunger, padder, orm og insekter.
Konklusion: Tårnfalke tager ikke kaniner.
Fiskeørn
Fiskeørnen er fødespecialist, og lever næsten udelukkende af fisk.
Konklusion: Fiskeørne tager ikke kaniner.
Kilder
www.fugle-faaborg.dk/websted/havornefakta.php
www.havenyt.dk/artikler/dyr_i_haven/dyr/409.html
www.naturstyrelsen.dk/Naturbeskyttelse/Artsleksikon/Dyr/Pattedyr/Rovdyr
www.fugleognatur.dk/felthaandbogen.asp?mode=start