Bestyrelsesmøde 3. marts 2011

04-03-2011

Generalforsamlingen

Den 11. april afholder vi generalforsamling. Der skal vælges 3 bestyrelsesmedlemmer i år og tilsynsførende. Bestyrelsen vil desuden lægge op til debat om en lidt ændret struktur på forældrearbejde/engagement. Mere information følger med indkaldelsen til genralfor­sam­lingen senere på måneden.

Overvej allerede nu, om du kunne tænke dig at stille op til bestyrelsen, eller spørg evt. den/de, du vil overveje at foreslå, om vedkommende har lyst. Vil du vide mere om bestyrelsesarbejdet, så kontakt én i bestyrelsen.

 

Hærværk

Vi har desværre været udsat for groft hærværk på skolens traktor. Traktoren er brudt op, og der er smidt en kraftig rørbombe i førerhuset. Hele førerhuset og dele af instru­mentbrættet m.m. er mere eller mindre ødelagt, og der er også skader på loft og tag i garagen i bankens bygning. Skaderne løber op i 25-30.000 kr. Vi har ingen kaskoforsikring på traktoren. Vi ejer den i fællesskab med banken, så vi er i gang med at undersøge, om banken har en forsikringsdækning. Hærværket er meldt til politiet.

 

Fremtidig skolestruktur på Mors

SF Mors inviterer alle friskole interesserede til debat om den fremtidige skolestruktur på Mors. Vi glæder os over, at der endelig er politikere, der kan se friskolerne som et positivt bidrag til skolestrukturen og ikke en hindring for en god skolestruktur. Vi kan kun opfordre til at møde op på rådhuset den 17. marts og høre nærmere. Vi har lagt programmet på skolens hjemmeside – læs her. Bemærk, at arrangørerne gerne vil have tilmelding af hensyn til kaffen.

 

Tidlig SFO start 1. april

Der bliver selvfølgelig en ordentlig velkomst til de nye børn i 5'eren og deres forældre den 1. april. Mere information følger. Der starter 12 nye børn, og der bliver godt fyldt op om morgenen. Vi har derfor besluttet at sætte ekstra personale på i morgentimerne.

 

Elevtallet

Med de seneste tilmeldinger forventer vi, at der starter 115 børn efter sommerferien. Det er 3 flere end der startede sidste sommer, og faktisk 6-7 børn flere end vi forventede før indskrivningen startede.


Kategori: Fra bestyrelsen