
Amager Badminton Club har eksisteret siden 1935. Det gør den til en af landets ældste badmintonklubber. Flere spillere har holdt 50 års jubilæum, mens unge, nye badmintonhåb slår deres folder på banerne hver eftermiddag.
ABC er klubben for enhver med lyst og interesse for badminton. Vi har baner, der kan lejes fast eller for en enkelt time, og vi har fælles træningshold for alle, uanset alder, niveau og ambitioner.
I ABC bliver der kun spillet badminton. Der er ingen generende streger eller lys direkte over banen, og hallen bliver løbende istandsat. I august 2012 stod nye omklædnings- og fællesrum klar. Vi tør godt sige at vi har Danmarks bedste badmintonhal. Kom selv ned og se!
ABC's hal danner ikke kun rammen om badminton, men også om et hyggeligt klubliv godt støttet af ABCafé. Her kan man efter dagens kamp få en øl eller vand og købe lidt snacks.