Mediumship / Afdødekontakt

Afdødekontakt

Mediumship eller afdødekontakt minder på mange måder om clairvoyance, som vi kender det i dansk forstand. Det, vi her i Danmark kalder for clairvoyance, kalder englænderne for psykisk læsning, hvilket jeg synes er den rigtige betegnelse.

Der er nogle forskelle, der er værd at bide mærke i. En clairvoyant eller psykisk læser kan sagtens beskrive én, som har stået os nær, men som er gået over på den anden side. I vores energifelt / aura ligger alle oplysninger om vores liv og dermed også oplysninger om dem, vi har mistet. Ved hjælp af psykisk læsning kan man dermed give meget præcise oplysninger, men det har ikke noget med afdødekontakt at gøre.

Ved afdødekontakt får vi oplysningerne på en lidt anden måde. For mit eget vedkommende mærker jeg den afdødes energi komme skråt bagfra, og mærker dem altså omkring mig og ikke ved klienten. Derfra plejer jeg at sige, at det er baseret på en tanke. Jeg sender et spørgsmål ud som en tanke, og får et svar tilbage i form af en tanke, en følelse, et billede eller ord. Ja nogle gange kommer ordene bare ud af munden, uden jeg er helt klar over, hvor de kommer fra.

Jeg ved fra mange af de medier, jeg har mødt i England, i forbindelse med mine træninger derovre, at de får deres oplysninger på stort set samme måde.

En anden ting ved afdødekontakt er, at der ofte kommer oplysninger, som modtageren ikke umiddelbart kan kende, men som modtageren som regel kan få bekræftet efterfølgende, når man taler med andre, der har kendt den afdøde.

En ting jeg vægter højt, er at søge oplysninger, så jeg uden tvivl kan få placeret præcis, hvem der kommer igennem.

Når man arbejder med afdøde, kan der ikke gives garanti for, om der kommer nogen igennem, eller hvem der kommer, da de på den anden side også har deres frie valg, og ikke kan tvinges til at komme. Det skal dog siges, at det er sjældent, at der slet ikke kommer nogen. Skulle det ske, kræver jeg naturligvis ikke betaling.
Between Spirits | CVR: 18629798 | Bobjergvej 28a, 4550 Asnæs - Danmark | Tlf.: +45 2030 1243 | mail@betweenspirits.com