Mine Bayere / De, der var / Rose - Registreret schweisshund
ROSE - Døndalen Rosa (1996-2008) - opdrætter: Per Lindholm - ejer: Anne Egede
 
Rose var den smukkeste hundehvalp man kan tænke sig. Jeg var SÅ forelsket i hende som hvalp, som jeg aldrig har været med nogen anden hvalp. Jeg kan huske at jeg kunne kigge på hende i timer, og stadig ikke se mig mæt på den smukke, smukke Bayerhvalp. Og da hun voksede til blev hun ikke mindre smuk - det er ikke uden grund, at Rose er mor til den smukkeste af de smukke, nemlig Max (Fjante´s Maximillian Solskin)
 
Men Rose var ikke kun smuk, hun var også en utrolig sød hund og en virkelig god schweisshund, som hurtigt fik 1. præmien hjem på både 3 og 20 timers schweiss. Rose blev, ligesom Solskin, registreret schweisshund i schweissregistret, hvor hun var aktiv fra 1998 til 2005, hvor en skade, som hun pådrog sig under en hetz på en buk, satte en stopper for hendes virke i schweissregistret. Alle hunde bag Rose, på hendes stamtavle, var iøvrigt registrerede schweisshunde i det danske schweissregister.
 
 
Også Rose gjorde det rigtig flot på udstilling, hun var Dansk Champion, Dansk Klubchampion og Europavinder97, og det selvom hun ikke blev udstillet ret meget - for hun brød sig ikke om det. Rose var langt mere til schweissarbejdet end til at se fin ud på udstilling. Sådan er der nogen hunde, der har det og det blev selvfølgelig respekteret, så udstillingerne blev droslet ned.
 
Som Solskin var Rose en meget elsket hund, og jeg vil - blandt meget andet - altid være hende taknemmelig for det fantastiske hvalpekuld hun gav mig i 2003 - det eneste kuld hvalpe hun nogensinde fik - men hvilke hvalpe ...
En ung Rose med sin allerførste buk