Kennel Fjante ...
Kennel Fjante er grundlagt i slutningen af 80´erne. Oprindeligt havde jeg Riesen- og Dværgschnauzere, men i dag har jeg udelukkende hunde af jagthunderacer.
Min kennel hedder Fjante efter min allerførste avlstæve, den herligste lille dværgschnauzertæve ved navn "Eskorte Fjante". Dværgschnauzer Fjante blev næsten 17 år gammel, og hun var alle dage en kilde til stor glæde og fornøjelse.
Mine Bayerske Bjergschweisshunde
Mine Bayere er familiehunde, jagthunde - schweisshunde - og udstillingshunde. Jeg tilstræber at lave smukke hunde, der lever op til racens standard og som kan arbejde effektivt på schweiss. Der tages således hensyn til såvel eksteriør som brugsegenskaber, når jeg planlægger et kuld hvalpe.
Jeg laver ikke ret mange Bayerhvalpe, og der er flere år hvor jeg slet ikke har haft hvalpe. Når jeg endelig har hvalpe gør jeg til gengæld alt hvad jeg kan for at lave hvalpe af virkelig høj kvalitet både med hensyn til sundhed, udseende og brugsegenskaber.
Mine andre racer
Udover Bayersk Bjergschweisshund har jeg også Labrador Retriever og Bracco Italiano. Jeg opdrætter dog ikke længere Bracco Italiano. .
Jeg har tidligere arbejdet med brugshunde og trænet hunde i Politihundeforeningen, hvor mine Riesenschnauzere også blev kåret som politihunde. De seneste 10-12 år har jeg udelukkende haft jagthunde, og jeg har været på – og er blevet præmieret på – såvel markprøver som apporterings- og schweissprøver. Jeg har jagttegn, og riffeltilladelse (dvs. jeg må skyde med jagtriffel) og har gået på jagt i over 20 år.
Hjertesagen
Schweissarbejdet er det, der suverænt står mit hjerte nærmest, og jeg har beskæftiget mig intenst med schweiss siden jeg mødte min første Bayerske Bjergschweisshund tilbage i 1988.
I knap 15 år har jeg været registreret schweisshundefører i schweissregistret – jeg har været i schweisshunderegistret med flere forskellige hunde af racerne Bayersk Bjergschweisshund og Labrador. I mine år i schweissregistret har jeg haft flere hundrede positive schweisseftersøgninger.
Jeg har holdt masser af schweisskurser, ligesom jeg også har undervist de registrerede schweisshundeførere på efteruddannelseskursus på Jægerskolen på Kalø. Jeg har skrevet ganske mange artikler om schweissarbejde, schweisshunde og hvad der sker med, og i, vildtkroppen, når den rammes af en kugle.
På schweissprøve
Jeg har gået på schweissprøver siden slutningen af 1980`erne, og har et tocifret antal 1. præmier på 3 timer schweissprøver og et tocifret antal 1. præmier på 20 timer schweissprøver. Jeg har gået på schweissprøver – og er blevet præmieret – med hunde af racerne Bayersk Bjergschweisshund, Bracco Italiano, Labrador Retriever og Cocker Spaniel – som er ”mine” fire racer. Desuden har jeg trænet hunde af mange andre racer på diverse kurser og schweissseminarer.
Mine schweisskurser
Jeg afholder jævnligt kursus i træning af schweisshunde - du kan se mere om mine kurser ved at klikke HER
Mine bøger
Jeg har en dyrlægemæssig baggrund, men har i de seneste mange år arbejdet som freelancejournalist og forfatter. Jeg skriver primært om hunde, dyr, natur, veterinære emner og jagt. Jeg skriver bøger om hunde og hundetræning.
I maj 2012 udkom min seneste bog, der handler om schweissarbejde, og – tør jeg godt sige – er den mest udførlige bog, der er skrevet om dette emne. Bogen baserer sig på alle de erfaringer jeg har gjort mig med schweiss gennem årene. Bogen hedder ”Solskin på sporet – fra hvalp til schweisshund”, og den byder på mange ting, som man helt sikkert aldrig tidligere har læst i relation til schweiss – ting, der virker og som skaber bedre schweisshunde og schweisshundeførere. Du kan se mere om min schweissbog og mine øvrige bøger ved at klikke HER
Registreret schweisshund, Bayersk Bjergschweisshund,
SOLSKIN