B
         

Kort oversigt

Kort oversigt over grundreglerne i basketball.
 
Basketball er grundlæggende et hurtigt spil og reglerne er lagt an til at holde tempoet oppe i kampen.
 
Reglerne her gælder for alle spillere over 14 år, de yngre spillere har specielle børneregler.
 
Spillere:
Der må være 12 spillere på hvert hold, hvoraf 5 spillere er på banen ad gangen. Der er løbende udskiftning, dvs. at træneren kan anmode om en udskiftning når dommeren har stoppet kampen pga. fejl, scoring eller lignende.
 
Point:
Holdene får point ved at skyde bolden i kurven. Et sådant "mål" hedder en scoring og den tæller forskelligt antal point afhængigt af følgende:
På banen er der optegnet en halvcirkel som kaldes 3-point linien. En scoring indenfor linien tæller 2 point og udenfor linien 3 point. Straffekast giver 1 point.
 
Spilletid:
Hver kamp består af 2 halvlege med 2 perioder á 10 min. i hver halvleg. Der er 2 min. pause mellem 1. og 2. periode og mellem 3. og 4. periode, halvlegspausen er på 15 min. Spillerne skifter banehalvdel imellem halvlegene.
Selvom dette reelt giver en kamp på 40 min. + halvlegspause, spilles der i basketball med effektiv kamptid. Dvs. at baneuret stoppes hver gang dommeren fløjter for fejl, indkast, straffekast mm., så en typisk kamp i Canal Digital Ligaen varer ca. 2 timer med halvlegspause.
En basketballkamp må ikke ende uafgjort, hvis scoringen står lige efter endt kamp spilles der ekstra perioder á 5 min. indtil stilling ikke er lige mere.
Under kampen kan hvert hold bede om en timeout, dvs. en pause på 1 min. hvor træneren kan snakke taktik med spillerne. Hvert hold har 2 timeouts i 1. halvleg og 3 timeouts i 2. halvleg.
 
Andre tidsregler:
Fra et hold får bolden på egen banehalvdel må der højst gå 8 sekunder inden bolden skal passere midterlinien. Bolden må ikke spilles tilbage over midterlinien når den først er på  modstanderens banehalvdel.
Hele angrebet fra en spiller får bolden til angrebet afsluttes må højst vare 24 sekunder.  
Man må højst holde bolden i hånden i 5 sekunder, derefter skal man aflevere eller drible.
Under kurven er der et 3-sekunders felt, hvor en angriber højst må opholde sig 3 sekunder ad gangen.
Dette er basisreglerne, derudover er der flere specifikke regler for hvad der tæller af sekunder indenfor de enkelte regler.
 
Personlige fejl:
Som hovedregel må man ikke slå eller skubbe en modspiller.
Når en spiller har fået 5 fejl er det ensbetydende med en udvisning og spilleren må ikke spille mere i den kamp. Spilleren erstattes med en anden spiller fra bænken.
Hvis fejlen begåes i en skudsituation giver det 3 straffekast hvis spilleren har været indenfor 3-point linien og 2 straffekast hvis spilleren har været udenfor linien. Hvis spilleren alligevel får scoret selv om han bliver fejlet, tæller scoringen og han får et ekstra straffekast.
Fejl begået hvor der ikke har været skudforsøg giver indkast fra side eller baglinie.
Når der er givet 4 fejl til et hold indenfor samme periode bliver der en holdfejl, hvorefter alle fejl giver straffekast til modstanderne.
Der er mange forskellige regler for hvordan en spiller kan få fejl indenfor basketball, her er nogle af dem:
Angrebsfejl/offensiv fejl - en angriber skubber til en forsvarsspiller for at komme forbi.
Forsvarsfejl - en forsvarsspiller går i vejen for en angriber.
Teknisk fejl - en spiller eller træner optræder usportsligt over for dommeren eller en modspiller
Usportslig fejl - en overdrevent hård fejling af en modspiller.
Ved en hård usportslig fejl eller voldsom adfærd kan spilleren diskvalificeres.
 
Andre fejl:
Andre fejl der dømmes for er f.eks. skridtfejl og dobbeltdribling.
Skridtfejl er når en spiller tager mere end 1 skridt med bolden i hånden uden at drible. Det er dog tilladt at rotere på en fod og man må tage 2 skridt under skudforsøg.
Dobbeltdribling er når man har driblet med bolden, tager den op i hånden og så dribler igen. Man må heller ikke bruge begge hænder til at drible med.
Når bolden ryger udenfor banen er der indkast til modspillerne.
 
Alt i alt er der mange regler indenfor basketball men dette er de gængse grundregler. Det fulde regelsæt fra FIBA kan ses her
Malalei Fashion/Basketballshoppen | CVR: 32210139 | Solbakken 25, 8240 Risskov  | Tlf.: 29730314 | info@basketballshoppen.dk