Aussien er en vidunderlig race at leve med og os Aussie-fans kunne simpelthen ikke forstille os en race som var bedre skabt til os, men det som gør Aussien attraktion for nogle, kan være et virkelig problem for andre.
Nedenstående kan måske virke som en ”skræmme-kampagne” mod erhvervelse af Aussier, men Aussien er en af de racer man bør tænke sig om mere end to gange før man køber, både af hensyn til sig selv, men selvfølgelig også får hunden. Der har de seneste par år desværre været flere episoder med folk som har købt Aussie og senere fundet ud af at de ikke kunne magte hunden alligevel eller den var noget helt andet end de troede; Aussien er meget end det charmerende ydre og elegante fremtræden som folk oftest falder for - og det er ikke en race for alle og enhver!
Men hvis du efter at have læst nedenstående stadig er tændt på en Aussie, så tag endelig ud af se dem live, du vil ikke blive skuffet!
Motion og aktivering
Aussien blev oprindeligt udviklet som en særdeles udholdende arbejdshund; det er derfor ikke nok for en Aussie at ligge på sofaen og følge livets gang. Selv om der eksistere både individuel forskel og forskel de enkelte linjer i mellem mht. hundens krav om motion og aktivering, skal man være opmærksom på at Aussien som helhed hører til de racer som kræver en del af sin ejer på disse punkter.
Som Aussie-ejer bør man generelt kunne afsætte mindst en time om dagen til motion + diverse tisseture hvis man ikke har have. En lang gåtur i weekenderne er simpelthen ikke nær tilstrækkelig for en Aussie. Har man ikke have, bør gåturen ligeledes henligges så hunden har mulighed for at løbe rundt på egen hånd en del af turen. Aussier elsker – og har stort behov – for at kunne bruge sin krop rent fysisk. Aussien er derfor en race for aktive udendørsmennesker, ikke sofaslænger og inkarnerede storbymennesker.
Det skal dog siges, at en Aussie godt kan klare sig, hvis man i en kort periode ikke har den ordinære tid til motion, den udvikler sig ikke til et destruktions monster af den grund. Man skal heller ikke hoppe i den anden grøft og tro at man kan kører en Aussie træt med motion. Det hjælper måske det første korte stykke tid, men i løbet af ganske kort tid har man blot en hund som er i bedre kondi end en selv og som kræver endnu mere motion for at blive træt - også er man hurtigt inde i en ond cirkel. Husk en veltrænet Aussie kan snildt udkonkurrer enhver maratonløber!
Som en særdeles intelligent race har Aussien derudover et stort behov - eller snare et større behov - for mental aktivering eller ”hjernegymnastik”. Det kan dreje sig om diverse former for hundesport som lydighed, tricks, agility, hyrdning mv. men det kan også være træning af mere dagligdagsrelateret ting, leg mv. Man behøver dog ikke konstant træne sin hund for at aktivere den, det kan også dreje sig om mere passiv aktivering som spredning af foder på græsset, aktiveringslegetøj mv.
En Aussie som ikke bliver tilstrækkeligt stimuleret kan finde på at kanalisere sit energioverskud mod forskellige former af destruktiv adfærd, enten rette mod sin omgivelser (ødelægge inventar, stikke af mv.) eller mod sig selv (stereotopy, potegnaveri mv.). Har man ikke mulighed for eller lyst til at træne/aktivere sin hund dagligt bør man derfor ikke købe en Aussie.
Psyke
Aussien er på flere måder en kompleks hund. Dens personlighed er sammensat af utrolig mange facetter og som kommende Aussie-ejer er det utrolig vigtig at man kender til alle disse sider og forstår at kunne tackle dem. Aussien kræver derfor generelt en erfaren ejer eller en ejer som er villig til at sætte sig grundigt ind i dens personlighed.
Aussien i besiddelse af en stor intelligens. Dens oprindelige arbejde fordrede at den besad evnen til at løse problemer, kunne tænke selvstændigt når det var påkrævet samt ligeledes kunne udtænke flokkens reaktioner og kontrollere dem, uden selv at komme til skade. Men lige så klog som Aussien er til at udtænke flokkens reaktioner, lige så klog er den til at udtænke dine! Man skal derfor være opmærksom på ikke at lave for mange fejl eller lyve over for sin Aussie, den er ganske klar over når noget er forkert, når man ikke har styr på tingene eller man siger noget til den som man faktisk ikke har kontrol/pondus nok til at føre ud i livet.
Mange Aussier er samtidig utrolig grænsesøgende, hvilket dog desværre oftest fejl-fortolkes som forsøg på at overtage magten/lederskabet. En Aussien har, ligesom børn, derfor brug for at der bliver trukket grænser for dens opførsel og handlinger. Dog bør ikke stille flere end man selv kan håndtere dem på en fair måde og heller så mange at det helt fratager hunden muligheden for egen initiativstagning. Hvilke grænser man stiller er helt op til en selv, så længe det er dig og ikke hunden der vælger dem – også er det utrolig vigtigt at man er konsekvent i sin behandling og opdragelse/træning af hunden, ”nej” er altid nej, også selv om det på tidspunktet måske synes uhensigtsmæssigt at gennemtrumfe ens krav, hvis hunden ikke må springe op, så må den aldrig springe op. Manglende konsekvens resultere i manglende tillid og Aussien er så klog ”at går den et sted, så gør den også et andet sted!”. Er du ikke indstillet på at forlange at dine krav konsekvent holdes, er en mindre kompliceret race som en Golden Retriever måske et bedre valg.
Når det er sagt skal det også siges at Aussien samtidig generelt er en blød hund, der er yderst sensible over for ejerens humør og sindsstemning, ofte kan blot et irriteret tonefald gøre hunden ked af det og fratage den lysten til at samarbejde. En Aussie er derfor ikke en hund for en som har svært ved at styre sit temperament eller mener at en hund skal opdrages med en hård hånd.
Det bløde sind gør at en Aussie er lettere at vælte ud af kurs end f.eks. en schæfer hund er. Dårlige oplevelser er noget som lagres og som kræver meget træning at ”slette” igen, en Aussie er også eminent til at generalisere, både på godt og ondt, f.eks. én Sort Russisk Terrier slem = alle sorte terrier-lignende hunde slemme. En Aussie tåler af samme grund heller ikke opdragelse med en hård hånd og den kan, afhængig af hundens linjer og sind, let trykkes/undertrykkes hvis man forsøger at gennemtrumfe sin vilje med magt (fysisk som psykisk). Hvis man ikke forstår at kunne sætte sig igennem hos en hund på en rolig og selvsikker måde, er det ikke en Aussie man skal have, ganske som andre hunde bør den opdrages med en blid, kærlig, tålmodig, retfærdig og forstående hånd.
Det er også vigtigt at huske på at selvom Aussien måske ikke har set skyggen af får i generationer, er hyrdeinstinktet dybt begravet i mange af vore Aussier. Du skal være forberedt på, at der en risiko for at dette instinkt kan bryde igennem og forårsager, at den forsøger at hyrde trafik, andre hunde, børn m.v. Derudover er mange Aussier temmelig nysgerrige og vil da gerne lige se hvad der gemmer sig rundt om hjørnet. En grundig indhegnet have er derfor et must, hvis man ønsker at holde Aussie på en ansvarlig måde.
I sammenhæng med det ofte stærke hyrdeinstinktet følger en konsekvens som står i skarp kontrasts til Aussiens lidt bløde sind: Aussien kan være ufattelig ”tuff” når det drejer sig om smerte og ubehag, det er set at Aussier har fortsat med at arbejde trods svære skader, som brækkede knogler! Det er derfor utrolig vigtigt at man viser opmærksomhed hvis ens hund viser tegn på ubehag eller smerte. Finder man sin hund uoplagt og sløv bør man også straks være på vagt, en Aussie har ikke en dårlig dag i den forstand som os; sløvhed er tegn på at der er noget galt.
Det er også en virkelig god idé at få sin Aussie HD fotograferet. Pga. dens store smertetærskel kan den reelt gå i flere år uden at man er opmærksom på at den har HD og opdages det først på baggrund af smerter er det alt for sent at gøre det noget for sin hund.
Vagt/vogteinsinkt
En af de egenskaber som avlerne søgte at fremavle hos Aussien, var vogteinstinktet. Når ejeren ikke var hjemme var det dens job at passe på ejendommen, besætning samt kvinder og børn og den oprindelige Aussie kunne være ret beslutsom i dette job.
Standarden foreskriver da også at ”Australian Shepherd er en intelligent brugshund med stærke hyrde- og vogterinstinkter”. I dag ser man dog en tendens til at dette naturlige og stærke vogteinstinkt forsøges bort-selektere (bevidst eller ubevidst?), men det findes stadig velbevaret hos rigtig mange Aussier, hvilket betyder at man som udgangspunkt skal regne med at den udvoksede Aussie (2-3 års alderen) er i besiddelse af et veludviklet beskytte/vogte-instinkt. Dette kan give sig udtryk i både territorial-, objekt- og/eller ejerforsvar, dvs. at hunden optræder truende eller aggressivt mod invasions i det som den betragter som sit rum.
En velsocialiseret Aussie har dog normalt ikke problemer med at acceptere gæster af huset og synes nærmere at nyde denne ekstra opmærksomhed og de ekstra hænder. Er folk først introduceret vil en Aussie også huske dem som venner af huset og byde dem velkommende som sådan; mange Aussie kan vise en overstrømmende glæde for ens gode venner – dog skal man være opmærksom på at denne hengivenhed måske ikke rækker til at de for lov at gå ind i huset hvis man ikke er hjemme eller ligger og sover.
En ting som er meget vigtigt at huske på i forbindelse med det stærke vogteinstinkt er, at en Aussie, specielt af de oprindelige typer, normalt vil gribe til ”action” hvis den føler sig truet eller føler at dens familie er truet – og man skal ikke føler sig sikker bare fordi man har et sødt sofastykke af en Aussie som ellers aldrig gør noget. Har man mindre børn bør man også vide at visse Aussier kan være ekstra beskyttende over for husets børn, hvorfor man bør være ekstra opmærksom på sin hund når børnene har legekammerater mv. på besøg; intelligent som Aussien er, kan den dog have svært at skelne børnenes lege-hyl og tagfat fra mere alvor.
Mange Aussien udvise også en del resourcheforsvar, hvilket vil sige at de ofte meget stærkt vogter et objekt som de betragter som deres eller deres ejers. Det kan f.eks. være bilen, buret, barnevognen mv. Det er noget man skal være opmærksom på således at uheldige situationer ikke opstår, men man kan til gengæld helt trygt parkere barnevognen, tasken mv. sammen med sin Aussie uden foran butik – og ingen hverken hund eller menneske får da lov at komme den nær.
På baggrund af Aussiens naturlige vogteinstinkt og det fakta at den (oprindeligt) ikke bakker ud hvis den udfordres, bør man ALDRIG købe en Aussie med det eneste formål at skaffe sig en vagthund.
Det skal til slut nævnes at man ofte finder det stærkeste vagtinstinkt hos arbejdshundene, mens flere showlinjer efterhånden kan vise et mere begrænset instinkt. Mange af disse Aussier optræder i dag således mere som alarmere i stedet for vogtere.
Aussien og fremmede mennesker
Oprindeligt har Aussien, som en hyrdehund med et veludviklet beskytterinstinkt, være reserveret over for fremmede, den skulle ikke interessere sig for andre end dens familie, men de seneste 50 år er der sket et skred i opfattelsen af hvad der er normen og acceptabelt. Således dikterer ASCA, den oprindelige og deraf mest korrekte?, standarden at ”He is reserved with strangers …”, mens den danske standard siger at “Den kan være lidt reserveret over for nye bekendtskaber”.
Reservation dækker over at hunden ikke har noget behov for eller noget særligt ønske om at gøre nye bekendtskaber, den ser simpelthen ikke nogen grund til at skulle interessere sig for fremmede, reservation er ikke og bør heller ikke forveksles med skyhed eller mistillid.
I dag foretrække langt de fleste at Aussien ikke udviser nogen form for reservation over for fremmede, faktisk anser man det langt mere hensigtsmæssigt at Aussien som show- og familiehund er lige så ”out-going” som f.eks. en Golden retriever. Opdrættere har de seneste årtier derfor bevidst forsøgt at avle den naturlige reservation ud af Aussien, faktisk anses det i dag som en fejl i flere af showkredsene! Den naturlige reservation ses i dag derfor oftest hos hundene af arbejdslinjerne, men racen er ikke så gammel så det vil til stadighed ofte popper op hos showhundene.
Som hvalp bør en Aussie gives en god og intensiv socialisering, som fastholdes og intensiveres hele det første år. En Aussie som ikke er socialiseret ordentligt kan udvikle sky og/eller aggressiv adfærd, især hvis den kommer fra de mere reserverede linjer.
Som hyrdehund er Aussien generelt også det som man kalder signalfølsom; dvs. at den i forhold til andre racer er mere følsom over for de signaler som vi, bevidst eller ubevidst, sender til den. Dette kan misledende få hunden til, at virke sky eller sur over for hundeukyndige folk, som henvender sig til hunden på en ”uhøflig” måde. Gennem en grundig socialisering kan hvalpen dog lære at det er OK at de to-benede opføre sig på en sådanne – for hunden – besynderlig og upassende måde og at de trusler som sendes faktisk ikke betyder noget.
Aussiens som familiehund
De fleste Aussier er ekstrem glade for meget tæt fysisk kontakt med deres ejer, de elsker simpelthen at blive nusset og vil meget gerne sidde på skødet af en, i ordets bogstaveligt forstand. Selv om det er en aktiv race ved de heller ikke noget bedre end at putte i sofaen eller sengen (i alt fald ind til det bliver for varmt). Mange Aussier er opsøgende i deres behov for fysisk kontakt, f.eks. liste en snude ind i hånden på en eller slet og ret klaske en pote i skødet på en. Nogle tager ovenstående som tegn på et ”kupforsøg”, men dette er ikke nær noget som ligner dominans- eller lederskabsrelateret adfærd; Aussien har bare et stort anlæg for socialt samvær. En Aussie er derfor ikke en hund som trives med at leve sit liv i en hundegård, ej heller trives den med at man har en masse aktiviteter som kræver at hunden overlades til sig selv det meste af dagen. Kan man ikke trives med en hund som har brug for et tæt kammeratligt forhold skal man ikke købe en Aussie.
Man skal heller ikke købe en Aussie hvis man lider af rengøringsvanvid eller sætter pris på et perfekt hus og have. Aussie har en forholdsvis lang og tæt pels, dvs. at den dels fælder en del og dels slæber snavs med ind – og Aussier kan være nogle være små grisebasser som elsker at grise sig godt og grundigt til. Derudover elsker mange Aussier også at ”lege havearkitekter”.
Aussien og børn
Som opdrætter bliver man ofte spurgt om Aussien er en god børnehund og mit svar er gerne ”hvis børnene er gode hundebørn!" Der findes ikke nogen hunde som er fødte børnehunde, men det er klart der er racer som er mere oplagte end Aussien, så som Labrador mv. En Aussie kan dog være en super børnehund, som viser utrolig stor hengivenhed og tålmodighed over for børnene og som vil forsvare dem til sidste blodsdråbe, men dens forhold til børn kommer helt og holdent an på dels børnene og dels hundens erfaringer med børn.
Først og fremmest skal Aussien socialiseres ordentlig på børn. Som hyrdehund med dens tendens til signalfølsom, skal man på dette område være lidt mere påpasselig end f.eks. en labrador der er noget mere ”sprogdum” (sorry labbe fans!). Men en Aussie kan sagtens lære at børn bare er temmelig klodsede og upræcise væsner og at deres uforsigtige og utilregnelige adfærd ikke er farlig og ikke har til hensigt at skade hunden.
Dernæst – og meget vigtigt – skal børnene lære at behandle hunden på en ordentlig måde og det er 100 % forældrenes opgave og ansvar. Børn skal lære at respektere hunden og dens grænser, de skal lære at man ikke trækker hunden i halen eller pelsen, prikker den i øjnene, at man ikke løber efter hunden – heller ikke i leg, det kan gå så grueligt galt hvis hundens jagtinstinkt tager over, de skal lære at holde sig fra den når den spiser og sover eller blot ligger i kurven. Det er derimod en rigtig god idé at medbringe børnene i træning af hunden mv.
Uanset hvor glad en Aussie er for børn– faktisk gælder dette for hunde af alle racer – bør du ALDRIG nogensinde lade børn og hunde være alene sammen, heller ikke blot for lige at hurtigt at hente en kop sukker hos naboen.
Aussien og andre hunde
Man kan skrive tommetykke bøger om hunde og deres indbyrdes relationer. Kort sagt trives en Aussie generelt rigtig godt i flok, men den har ikke et lige så stort behov får det som f.eks. en Husky, men ingen tvivl, 2 hunde har ekstrem meget glæde af hinanden – og det giver ikke dobbelt besvær.
En Aussie er generelt meget opmærksom på fremmede hundes tilstedeværelse, hvilket afhængig af hundens reaktionsmønter både kan være en positiv men også negativ ting. Langt fra alle Aussie er ubetinget glade for fremmede hunde og de kan være temmelig dominante over for særligt mindre hunde. Man skal derfor ikke forvente at en fuldt udvokset Aussie uden videre kan være løs sammen med fremmede hunde, særligt gælder dette for hanhunde over for hunde af dens eget køn. Grundig socialisering på andre hunde i hvalpe og unghunde tiden kan dog reducere disse tilbøjeligheder en del og lære hunden at være sammen med andre uden at skulle hævde sig, men man skal være opmærksom på at overfald eller blot undertrykkelse fra andre hundes side i disse følsomme perioder kan sætte som permanente ar på sjælen.
Den signalfølsomheden som kan observeres over for mennesker, kan også give sig udslag i problemer med andre hunde. Godt nok er Aussien en intelligent race, men den forstår ikke og kan deraf have svært ved at acceptere at andre hunde ikke har en lige så fintfølende ”radar” som den når det drejer sig om kommunikation. F.eks. er det i vore øjne bare en glad labrador som kommer løbende for at lege og vi står uforstående over for det hurtige udfald som vores Aussie retter mod den. Ser vi med vores Aussiens øjne, er det dog et særdeles groft brud på almen hunde-etikette (løbe i direkte linje mod en fremmed med blikket rettet på denne) og da labradoren ikke reagere på den første advarsel (stirren), ej heller den anden advarsel (imponere positur) og måske ikke engang den tredje advarsel (rynket snude, evt. knurren), får den en discipliner opsag (udfald) - som desværre ofte tolkes som at Aussien er aggressiv, labradoren ville jo bare lege!. Igen kan grundig socialisering på andre hunde – og specielt andre hunderacer – lære en Aussie at ikke alle hunde er lige så gode til at kommunikere som den og at labradorens fjollede direkthed er ikke en trussel.
Så godt som alle Aussie finder dog stor glæde i at lege med nye og gamle bekendtskaber, særligt hvis legekammeraten også er hyrdehund. Hver race (næsten) har deres karakteristiske måde at lege på, der som oftest er relateret til funktion hunden oprindeligt har haft. Aussiens foretrukne leg er at jage hinanden i meget høj fart, hvor formålet er at jægeren skal nedlægge ”byttet”. Nedlæggelsen sker ved at de at bide efter hinandens bagben, skubbe, body-slammer (smide sig ind mod den anden hund) eller lave ”nakkebid”. Nærkamps lege er hyppigst noget som hunde kun bruger over for andre de har stor tillid til, trods ellers meget kammeratlige forhold benytter den voksne Aussie sjældent denne form for leg.; de ynder nok nærmere at lege ”tovtrækning” med hinanden, dvs. bide sig fast i hinanden.
Aussien kan godt virke meget kropslig og vild i sin leg over for andre hunde som ikke er vant til dem. Mange Aussier er også meget støjende når de leger og bruger en væld af lyde som kan virke skræmmende på andre hunde.
Aussien som hyrdehund
Hyrdehunde deles i "strong-eye" og "loose-eye" hyrdehunde efter den måde de hyrder på. Man kan temmelig groft sige at strong-eye hyrdehunde flytter dyrene ved at ligge et mentalt tryk på, mens loose-eye hyrdehunde ligger et mere fysisk tryk på dyrene. Loose-eye hyrdehunde er racer som Border Collie og Working Kelpie, mens resten kan betegnes som loose-eye hyrdehunde. Du kan læse mere om forskellen på Aussiens og Border Colliens hyrdestil under Aussie versus BC.
Standarden foreskriver at ”Australian Shepherd er en intelligent brugshund med stærke hyrde- og vogterinstinkter”. Gennem de seneste 50 år er racens popularitet som showhund dog vokset markant, hvilket har betydet at hyrdeegenskaber kun har været sekundært. Ønsker man sig derfor en Aussie til at hyrde med på et seriøst plan bør man som et minimum køber hvalp efter forældrene som selv kan arbejde. Heldigvis ses hyrdeinstinkt stadig hos en del showhunde, om end de ikke er nær så intense som working Aussier.
Aussien blev oprindeligt skabt som en alsidig ranchhund, hvis opgaver bestod i at flytte dyr fra et sted til et andet, enten fra den ene fold til den anden eller fra ranchen til markedet mv. Derudover skulle den hjælpe til ved indfangning, holde dyrene så behandling var mulig, hjælpe til ved læsning - og så skulle den ikke mindst bevogte både farmen, dens indbyggere og besætning.
Aussien havde kun få opgave med håndtering af dyr på friland og dens primære arbejde bestod i at flytte tungere dyr, både på den ene og anden måde. Aussiens strategi til at flytte dyr er deraf en helt anden end f.eks. en Border Collies. Da dyrene er "tungere", er de ofte sværere at flytte og kræver derfor at hunden arbejder tættere på og "trykker" hårdere. Aussien fremtrædende måde at driver flokken frem på, var/er således ved at snappe, gø eller slet og ret skubbe til dyrene (utroligt men sandt!). Pga. dens hyrdestil kan en Aussie derfor have svært ved at kontrollere lette dyr og den er ofte utryg ved at arbejde på for lang afstand til flokken. En Aussie skal derfor lære at den sagtens kan flytte og kontrollere dyrene uden at den behøver at være tæt på.
Som hyrdehund er Aussien oftest særdeles alsidig og lære oftest hurtigt hvor meget tryk de forskellige dyr kræver, f.eks. kan den i det ene øjeblik var den barske hyrdehund, som driver de stridslystne tyre frem ved at snappe og gø, mens den i det næste øjeblik ganske forsigtigt flytter de nyfødte lam ud på marken. Der er selvfølgelig forskel på linjer, nogle er bedre til kvæg, andre bedst til får.
Aussien og hundesport.
ASCA standarden foreskriver at “The Australian Shepherd is intelligent ... He is versatile and easily trained, performing his assigned tasks with great style and enthusiasm”, mens den danske slet og ret siger ”Australian Shepherd er en intelligent brugs hund …”.
Den ideelle Aussie er kendetegnet ved at være en yderst alsidig arbejdshund, der mestre alt fra spor, over lydighed, agility til hyrdning; har man en god Aussie behøver man derfor ikke ”låse sig fast” på en sportsgren. Dog skal man være opmærksom på at bidearbejde (PH og IPO) ikke er noget som falder alle Aussier særlig naturligt.
Derudover er racen ligeledes kendetegnet ved dens store trænbarhed, hvilket vil sige at den lære hurtigt – på godt og ondt, den elsker udfordringer og udviser gerne en udpræget ”will-to-please”, dvs. lyst til at behage sin fører. Der findes dog eksemplarer af racen, som er mere stædige og/egenrådige og som deraf kan være vanskelige at motivere, derudover kan man ofte se reduceret ”will-to-please” og ”drive” i mange af showlinjer, ligesom hundene fra disse linjer oftest er store og tungere og deraf knap så ”lette på benene”. Derfor gør det sig gældende som for hyrding, at ønsker man en Aussie til at arbejde med, så bør begge forældre have bevidst at de kan arbejde.
Selv om en Aussie er en race, som mange lister som lige så intelligent som en Border, så er der megen stor forskel i hvordan de to racer opfatter træning og bør trænes.
Selv om en Aussie udviser megen ”will-to-please” så samarbejder en Aussie med sin fører, den arbejder ikke for sin fører. Det sammen med at den oftest er meget fokuseret på ejerens sindsstemning gør, at de kan være yderst vanskelige at træne hvis man ikke forstår at kunne dæmpe sin irritation – og det er næsten umuligt at lyve sig for noget for en Aussie! Bliver man irriteret bakker Aussien ud af ”legen” og nægter at samarbejde, før man kan opfører sig ordentlig igen.
Derimod over er Aussien er eminent til løse problemer, tænke selvstændigt og træffe deres egne beslutninger, evner som var nødvendige under håndtering af de potentiel farlige køer, men disse evner kan blive et problem hvis man insistere på at træne sin hund efter princippet om at gentagelser forbedre resultatet. En Aussie bliver hurtigt træt af en øvelse hvis den gentages for mange gange, det kan godt være at den gør hvad du forlanger, men gider den ikke, så bliver resultatet også der efter. Det kan også godt være at den begynder at opfinde elementer af sig selv eller simpelthen bare smækker bremserne i. Optimal træning af en Aussie kræver at de for lov at tænke over tingene og/eller bruge lidt af denne problemløsningsglæde, ligesom man skal variere træningen således at Aussien ikke begynder at kede sig. Når en Aussie mestre en øvelse, bør man da heller fortsætte træningen i det uendelige, selvfølgelig skal øvelsen holdes ved lige, men for mange gentagelser øger risikoen for at hunden begynder at opfinde elementer selv eller gør et mønstre ud af at sjuske. Det er da bedre at træne uregelmæssigt og da med stor motivation så hunden fastholder glæden ved øvelsen.
De seneste år der heldigvis sket et skred i opfattelsen af hvordan indlæring bedst finder sted, men desværre finder man stadigt hyppigst steder, som benytter sig af tvang, straf og andre former for korrektion. Vi kan selvfølgelig ikke komme uden om at vi nogen gange bliver nøden til fortælle vores hund at det den har gang i er forbudt, men korrektion i den fysiske form er ikke en god måde at træne en Aussie på (gør sig dog gældende uanset hvilken hund man har!). Tænkt på at en god Aussie som hyrder skal kunne tåle temmelig hård ”korrektion” fra dyrene uden at den dropper den adfærd den har gang i, hvis f.eks. en ko sparker skal den rejse sig og fortsætte trods evt. smerter – og det gør de! En god Aussie træner bør derfor finde metoder til at vise hunden hvad der er rigtig og forkert, på en sådanne måde at hunden føler den samarbejder med sin ejer frem for at den gør tingene for at undgå ubehag.
Aussien har gerne et stor ”food-drive”, som gør at de generelt er nemme at træne hvis belønningen falder i form af godbidder. Mange Aussier besidder også en stor del ”prey-drive” som med fordel kan benyttes i lydighedstræning. Derimod er det ikke alle Aussie som er særlig glade for ruske-lege og bidepøller som belønning. Hvad den enkelte Aussie tænder på er noget man på afprøve på sin hvalp, men det er en god idé at lære den at arbejde for belønning i form af bidepøller mv.
