Tekst fra uge 39-2018 om selvmordstanker
Uge 39 var dedikeret til selvmord. Forebyggelse, hjælp til pårørende, beretninger om de, der forlod os og måden de gjorde det på.
Gennem årene har jeg i terapi mødt mange mennesker med tanker om at ville dø, tanker om ikke at kunne holde livet ud. Det er en vigtig del af at finde tilbage til at magte livet, at der er rum til at dele tanker om ikke at ville være her og at støtte i, at man har lov til som menneske at have disse tunge tanker.
Det er en del af livet somme tider ikke at magte det, det er ikke farligt at sige det højt og man er ikke et svagt menneske, hvis man tænker på ikke at ville være her. Det må man gerne, det er i orden, det gør een levende.
Vi er ikke så gode til at acceptere, at livet har en ende, døden. Vi ved det, men taler ikke gerne om det, kun når vi mister nogen.
Det vil være så godt og det ville være kærlighed til livet og hinanden, hvis vi kunne tillade og give plads til, at de, der lider med tunge tanker om at ville dø, kunne få lov at sige det højt, simpelthen. Uden at den, der lytter, bliver helt fortabt og bange. For hvad nu, hvis?
Det vil skabe adgang til de tunge tanker og i nogle tilfælde give forbindelse til livet og måske bare lidt lyst til at leve det og i lykkeligste tilfælde forhindre, at man tager sit liv.
Livet og døden hænger sammen og vi går på en line, hvor vi alle så let kan tabe balancen, men vi skal turde se hinanden og i det møde dele livet på godt og ondt.
Mange af os kender det sorte hul, har mødt den dybe ensomhed, følt os magtesløse og følt trang til at give op, det er en del af livet. Vi skal turde tale om det, det gør os levende.
