Referat fra det 10. ordinære Ældrerådsmøde 13. maj 2013 kl. 9.00-13.00
På Lokalcenter Solbjerg, Elmevangsvej, Solbjerg
Til stede:
Carl Aksel Kragh Sørensen Formand
Inge Lise Johansen Næstformand
Birthe Skov Ryberg Sekretær
Knud-Erik Sabroe Ældrerådsmedlem
Per Hovgaard -
Bjarne Friis Sørensen -
Johannes Abildgaard -
Ingrid Jensen -
Flemming Westergaard -
Kirsten Due Mønster
Aase Klitte Holmgren -
Karen Meisner Christensen Sundhed og Omsorg
Afbud
Knud Kammer Ældrerådsmedlem
Leo Arlund -
Kirsten Hedegaard -
Bente Kjeldsen -
Ad 1) Godkendelse af Styregruppens forslag til dagsorden for det 10.
Ordinære møde i Ældrerådet den 13. maj 2013.
Dagsorden blev godkendt.
Ad 2) Godkendelse af referat fra Ældrerådets 8. ordinære møde den 15. april 2013
Under pkt. 8 skal det fremgå, hvad Generationernes Hus er. Referatet blev herefter godkendt
Ad 3) Nyt fra forvaltningen
Forebyggende hjemmebesøg
Områdechef Anette Poulsen og kontorchef Annemarie Zacho-Broe orienterede om status for forebyggende hjemmebesøg, herunder også det opdaterede statistikmateriale for andelen af tilbudte besøg. Et Ældrerådsmedlem spurgte til, om der var mulighed for at få mere udspecificeret talmateriale, forvaltningen tog spørgsmålet til efterretning.
Ældrerådet drøftede udfordringer med formuleringerne i det brev, borgeren modtager om tilbuddet om forebyggende besøg, og ville gerne via baggrundsgruppen for juridisk tekst, hvor Ældrerådet er repræsenteret, bidrage med forslag til bedre formuleringer i brevet, så borgeren lettere kan forstå teksten. Forvaltningen tog forslaget til efterretning.
Det blev slået fast, at frivillige ikke skal foretage forebyggende hjemmebesøg, og der var en god dialog om, hvordan vi sammen sikrer, at myter om de forebyggende hjemmebesøg ikke får lov at leve videre. Der skal være et tættere bånd mellem frivilligkoordinatorer og forebyggelseskonsulenter.
Forvaltningen vil gerne holde Ældrerådet opdateret på status for de forebyggende hjemmebesøg I løbet af året.
Oplægget medsendes sammen med referatet.
Bilag B, “sager på vej” blevet gennemgået.
Pkt. 5) Information til Ældrerådet
Ældrerådet gennemgik information til Ældrrådet.
Bilag B “Invitation til Sommermøde” blev godkendt
Bilag C “Formandsindlæg i Vital” Indlægget er godkendt af kommunikationsudvalget og styregruppen.
Et Ældrerådsmedlem har deltaget i workshop “Demokrativærkstedet”. Drøftede hvordan man får flest mulige til at komme og stemme, når der afholdes valg.
Pkt. 6) Nye tiltag
Ældrerådet godkendte Bilag D: Ordstyrerplan for 2013
Pkt. 7) Nyt fra Ældrerådets udvalg
Boligudvalget
Udvalget holder møde d. 21. maj 2013
IT udvalget
D. 5. august 2013 efter Ældrerådsmødet opdateres de sidste medlemmer til dropbox og man lærer at oprette mapper.
Omsorgsudvalget
Udvalget kigger på sagen fra TV2 Østjylland vedr. en borger, der manglede en mobillift.
Udvalget ser nærmere på og analyserer kommunens sparede timer til hjemmehjælp fra 2011 til 2012.
Tilsynsudvalget
Udvalget planlægger møde med tilsynschef Sus Freundt omkring embedslægens årsrapport
Kommunikationsudvalget
Udvalget holder næste møde fredag d. 17. Maj.
Danske Ældreråd
Formandskandidat, Søren D. Sørensen, Høje-Taastrup, har af helbredsmæssige årsager trukket sit kandidatur.
Der er frist d. 14. maj 2013 kl. 12 for at melde nye formandskandidater ind.
Aarhus Ældreråd bakker op omkring Bent Rasmussen, Svendborg Kommune, som ny formandskandidat.
Ældrerådet valgte at give den afgående formand for danske Ældreråd en afskedsgave enten direkte eller gennem regionssamarbejdet. Det er efterfølgende besluttet at give den gennem regionssamarbejdet.
Regionsudvalg, herunder 7-by udvalg
Der er fem tilmeldte til konferencen “medicin, medicin, medicin” i Fårvang
Øvrige udvalg og repræsentationer
Der har været møde i det Sociale Forbrugerråd.
Der er møde i Frivilligrådet d. 14. maj 2013.
Ældresagen drøftede muligheden for at frivillige selv tager ud i borgernes eget hjem og hjælper med IT.
Der er møde i digitaliseringsgruppen d. 13. maj 2013, hvor udvalget drøfter problemstillingen om, Ældre og IT.
Et Ældrerådsmedlem deltog i møde omkring Bøgeskovhus. Senest d. 7. juni 2013 er det endelig afklaret, hvilke opgaver der skal i udbud.
Ny ikrafttrædelsesdato er 1. juni 2014 i stedet for 1. april 2014.
Pkt. 9)Drøftelse mellem Ældrerådets medlemmer, herunder forslag til dagsordenspunkter til kommende ældrerådsmøder
Ældrerådet gennemgik Bilag E: Årshjul til Ældrerådsmøderne
Ældrerådsmedlemmer foreslog, at budgetoplæg til Ældrerådet forud for budgetforhandlinger, sættes på mødet d. 5. august 2013. Forvaltningen afklarer, om det er muligt at komme med et oplæg der.
Pkt. 10) Eventuelt
Ældrerådet drøftede muligheder for at byde ind på forslag til anvendelse af det overskud, der er genereret i Aarhus Kommune.
Torsdag d. 3. oktober 2013 kl 19, er der borger og vælgermøde i Ældresagen, Vesteralle 8 kl. 19-21. Borgmesteren har tilmeldt sig arrangementet.
Pkt. 11) Oplæg og dialog om pedelfunktioner og udlicitering af vedligehold af grønne områder v. gruppeleder Lars Nielsen og Flemming Brandt-Nielsen
Ældrerådet modtog oplæg om pedellernes funktioner og tilsynet med vedligehold af grønne områder.
Pedellerne har skiftevis formelt været ansat hos lokalcentrene og forvaltningen. I dag er de forankret i lokalcentrene.
Man har valgt at udarbejde præcise opmålinger og beskrivelser af opgaver. Det medfører en del administrativt arbejde. Forvaltningen overvejer en mere fleksibel beskrivelse, så den matcher det beløb, som beboere betaler til pedelfunktionen, og hvor lokalcentret kan vælge at bruge deres pedel til andre og flere funktioner til gavn for borgeren.
Ældrerådet opfordrede forvaltningen til at give indflyttere information om, hvad pedelfunktionen indebærer, og hvornår beboerne kan få hjælp. Forvaltningen går videre med dette forslag.
Udlicitering af vedligehold af de grønne områder
Sundhed og Omsorg fører tilsynet med snerydning og de grønne områder. Sundhed og Omsorg har forlænget kontrakterne med udførerne på baggrund af hans tilsyn.
Man overvejer mulighederne for at lægge funktionerne sammen på tværs af magistratsafdelinger. Entreprenørerne har en ramme for, hvad og hvordan opgaverne skal løses, og kvaliteten følges nøje af Sundhed og Omsorg.
Pkt. 12) Introduktion til Eden principper mv. v. områdechef Morten Ilsøe
Morten Ilsøe ridsede op historisk baggrunden for, at Område Syd arbejder med Eden principperne. Derudover kom han bl.a. ind på følgende fokusområder:
- Uddannelse af medarbejdere og familie til beboere I Eden tankegangen prioriteres
- Fokus på sproget. Man kommer eksempelvis ikke på plejehjem, men man flytter inde en ny bolig. Der er fokus på værdige indflytninger.
- Fokus på familien, det er centralt, at beboerens familie er inddraget og er en del af hverdagen.
- Fokus på overgangen mellem vagtskifte, hvordan de kan gøres smidigere, blandt andet med nye arbejdstider mv.
Morten Ilsøes oplæg ligger på dropboxmappen for mødet d. 13. maj 2013.