Regler og rettigheder om betalingsfrist

2019-03-26 12:14
Har du en anden betalingsfrist end 30 dage, så er det ikke nok at skrive det på fakturaen. Det skal aftales, når du indgår aftalen.


Vil du have din betaling efter 8 eller 14 dage, skal du huske at oplyse kunden om din betalingsfrist ved aftalens indgåelse.


Af: Heidi Juul Petersen, SMVdanmark

Hvor lang en betalingsfrist er rimelig? Det spørgsmål er der mange små og mellemstore virksomheder, der stiller sig selv, når de bliver mødt med kravet om betalingsfrister på 60, 90 eller helt op til 120 dage. Men husker de selv at oplyse om deres egen betalingsfrist? Er der regler for, hvor kort eller lang en betalingsfrist må være? Og er det nok, at betalingsfristen er oplyst nederst på fakturaen?

Mange aftaler i byggebranchen er omfattet af AB18 og AB18 forenklet og har derfor en betalingsfrist på 15 arbejdsdage, men er aftalen ikke underlagt AB18 eller AB18 forenklet, så skal du være opmærksom på at oplyse dine kunder om din betalingsfrist.

Skal aftales ved aftalens indgåelse
Ifølge SMVdanmarks jurist Jeppe Rosenmejer så er det ikke nok at skrive sine betalingsbetingelser nederst på regningen, der bliver sendt til kunden.

”Ønsker du en betalingsfrist på 8 dage netto, så skal du aftale det med kunden, allerede når du indgår aftalen om opgaven - eksempelvis ved at vedlægge et sæt standardbetingelser. Det er de vilkår, der er aftalt ved aftalens indgåelse, der er gældende. Alt, hvad man ønsker ændret efter aftalens indgåelse, kræver enighed mellem parterne. Du kan altså ikke bare udføre arbejdet og så sende en faktura bagefter, hvor din betalingsfrist er skrevet på nederste linje. Den vil ikke være gældende,” siger SMVdanmarks jurist Jeppe Rosenmejer.

SMVdanmark, der repræsenterer mere end 18.000 små og mellemstore virksomheder, rådgiver blandt andet medlemsvirksomhederne i, hvilke regler der gælder for eksempelvis betalingsbetingelser.

Udgangspunktet er 30 dage!
Desværre er der mange små og mellemstore virksomheder, der ikke kender reglerne for betalingsfrister. Selvom du kan være ’heldig’, at din kunde heller ikke kender dem, men blot betaler efter den frist, der står på fakturaen, så er det en rigtig god idé at kende reglerne i tilfælde af uenighed om betalingsfristen.

”Hovedreglen for betalingsfrister i aftaler indgået mellem erhvervsdrivende er 30 dage. Du skal derfor være klar over at i de tilfælde, hvor sælger og køber ikke har aftalt en bestemt betalingsfrist, så er betalingsfristen automatisk 30 dage fra det tidspunkt, sælger beder om betaling eller sender en regning. Ønsker du at få pengene hurtigere, så skal du derfor huske at aftale det, allerede når du indgår aftalen med kunden,” forklarer Jeppe Rosenmejer.

Hvor lang betalingsfrist må du kræve?
Sælger og køber kan frit aftale en betalingsfrist på op til 30 dage, de skal blot være aftalt ved aftalens indgåelse. Men indgår du en aftale om en betalingsfrist, der er længere end 30 dage, er der nogle helt særlige regler.

”For betalingsfrister over 30 dage gælder, at de SKAL være udtrykkeligt godkendt af sælger, og de må ikke være urimelige over for sælger. Og så skal de også være aftalt ved aftalens indgåelse,” forklarer Jeppe Rosenmejer.

Ifølge SMVdanmarks jurist er det helt afgørende, at sælger udtrykkeligt og helt konkret har godkendt betalingsfristen på mere end 30 dage. Så det er langt fra nok, at kunden har henvist til sine betalingsbetingelser på 90 dage i sine standardvilkår på side fem. Betalingsfristen skal fremhæves særskilt for, at den anses for at være gyldigt aftalt.

”Det er desuden vigtigt at vide, at det er kunden, der har bevisbyrden for, at sælger har givet sin udtrykkelige accept. Kan kunden ikke det, så er betalingsfristen 30 dage.” forklarer Jeppe Rosenmejer.

BETALINGSFRISTER MELLEM ERHVERVSDRIVENDE
- Udgangspunktet for betalingsfrister er 30 dage
- Betalingsfrister skal være aftalt ved aftalens indgåelse, eksempelvis ved AB18 og AB18 forenklet
- Er der ikke indgået nogen aftale, er betalingsfristen på 30 dage fra det tidspunkt, sælger sender en faktura eller kræver betaling
- Er betalingsfristen længere end 30 dage, så skal sælger udtrykkeligt have godkendt den, og betalingsfristen må ikke være urimelig over for sælger.

Kom til gratis gå hjem-møde:
Er du en af de mange, der kæmper med at få store kunder til at acceptere en fair betalingsfrist? På SMVdanmarks gratis gå hjem-møder bliver du klogere på dine muligheder og rettigheder. Se mere her
 
Aarhus Haandværkerforening
HHKT/AARHUS
Rådhuspladsen 5
8000 Aarhus C 

Tlf. +45 86 12 23 65
Fax. +45 86 12 23 65
post@aarhushf.dk