Debatindlæg: Slå automatpiloten fra, når du og dit barn vælger uddannelse

2018-03-05 11:10
 
Læserbrev af Søren Dyhr, formand for Aarhus Haandværkerforening.

Snart pibler det ud i Aarhus' gader med glade elever, der er færdige med folkeskolen. De sidder lige nu og skal vælge en ungdomsuddannelse. For mange unge er det ikke et nemt valg, for hvad skal man vælge? Aldrig har der været så mange forskellige ungdomsuddannelser at vælge imellem. Skal man vælge en uddannelse med jobsikkerhed? Skal man vælge efter lyst? Eller skal man vælge ud fra begge dele?

Frygten for at vælge forkert fylder meget, derfor råder mange forældre deres børn til at vælge gymnasiet, uden at kende til mulighederne med en erhvervsuddannelse. Det er brandærgerligt og synd for de mange unge, der ikke kender mulighederne med en erhvervsuddannelse. Mange kender slet ikke til eksistensen af EUX, hvor man kombinerer erhvervsuddannelsen med en gymnasial eksamen.

Som formand for Aarhus Haandværkerforening og som medlem af SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark, ved jeg, hvor meget virksomhederne skriger på faglært arbejdskraft. Muligheden for at få et attraktivt drømmejob, med en god løn og gode fremtidsmuligheder, har aldrig været større.

Jeg mener, at man både bør skele til lyst og jobsikkerhed, når man står og skal vælge ungdomsuddannelse, og netop derfor er en erhvervsuddannelse et godt valg. Der er 106 forskellige erhvervsuddannelser at vælge imellem, lige fra de traditionelle håndværksfag, til uddannelser som finansassistent og skov- og naturtekniker, så der er noget for enhver smag og lyst. Med en erhvervsuddannelse i hånden er mange døre åbne.

Vi skylder os selv og ikke mindst de unge, at slå automatpiloten fra og investere minimum en halv time på at se nærmere på de forskellige erhvervsuddannelser, før vi vælger.
 
Aarhus Haandværkerforening
HHKT/AARHUS
Rådhuspladsen 5
8000 Aarhus C 

Tlf. +45 86 12 23 65
Fax. +45 86 12 23 65
post@aarhushf.dk