Projektbeskrivelse

Eventyrligt landliv

 

Rosenholm Slot og Lokalrådet Ådalen er gået sammen for dels at styrke områdets fællesskab og sociale relationer og for dels at tage nye initiativer og skabe nye aktiviteter.

 

Fælles projekt

Det nye lokalråd for Ådalsområdet og Rosenholm Slot er gået sammen i et fælles projekt om dels at fastholde og styrke de nuværende aktiviteter og sociale relationer i nærområdet - og dels skal skabe nye aktiviteter og initiativer i et tættere samarbejde.

Et væsentligt parameter er kvalitet og seriøsitet, hvor man på trods af afhængigheden af mange frivillige også har det mål, at det næstbedste ikke er godt nok.

 

Gensidigt udbytte

Rosenholm Slot ejes af en fond som ikke får offentlig støtte og derfor er afhængig af dels forskellige tilskudsmuligheder og dels af slottets besøgende.

Et tættere samarbejde med lokalområdet åbner op for mange nye muligheder for at styrke slottets eksistensgrundlag ved at skabe større lokalt engagement og flere aktiviteter - og for at styrke lokalområdets identitet ved at bruge slottet som et samlingspunkt på tværs af alder, interesser, bopæl m.m.

Et af målene er, at slottet som lokalt samlingspunkt kan blive udspringssted for mange nye idéer og initiativer - også af erhvervsmæssig karakter.

Undersøgelser viser, at noget af det væsentligste for et landområdes trivsel og vækst er at få fortalt de gode historier.

Der findes næppe mange bedre udgangspunkter for det end et ægte dansk eventyrslot.

 

Ådalsportal

I første omgang skal der laves en Ådalsportal på internettet, og samtidig skal der udvikles en model for, hvordan alle andre i lokalområdet - foreninger, private, menighedsråd, selvstændige m.m. - får mulighed for at oprette gratis hjemmesider og sikres hjælp til at holde et højt kvalitetsniveau.

I ansøgningsbeløbet er der afsat midler til at hjælpe cirka 5-6 foreninger, erhvervsdrivende, private i gang med hjemmesider og få skabt et netværk, hvor folk ved hjælp til selvhjælp bliver klædt på til at hjælpe hinanden - og til at hjælpe endnu flere med at komme i gang.

 

Slotsportal

Rosenholm Slot arbejder på større involvering af lokalbefolkningen, og der skal også laves en speciel hjemmeside som slottet bruger til denne del at sine aktiviteter.

 

Brugervenlige

Fælles for hjemmesiderne er brugervenligheden. Siderne laves i et meget brugervenligt gratis-system, som alle med adgang til nettet selv kan oprette og vedligeholde.

Systemet skal udbredes i lokalområdet, så man via hjælp til selvhjælp bliver uafhængige af enkeltpersoners faglige viden for at kunne arbejde med hjemmesiderne.

 

Informations-/kunstudstilling

For at synliggøre de nye tiltag og for at skabe kontakter til lokalområdet, laves en kombineret informations-/kunstudstilling primært med udgangspunkt i motiver fra Rosenholm Slot - samt eventuelle andre lokale motiver.

Det er vigtigt i forhold til det samlede projekt at sikre et vist kunstnerisk/kvalitetsmæssigt niveau for at understrege seriøsiteten.

Udstillingen skal være udgangspunkt for udstillinger/arrangementer rundt om i lokalområdet på skoler, i foreninger, i virksomheder m.m., hvor foredrag og informationsmateriale fortæller om tankerne og skaber kontakterne.

I de perioder hvor udstillingen ikke er udlånt, vil den kunne opstilles på slottet.

Udstilling og informationsmateriale vil løbende blive udviklet efterhånden som projektet tager form.

 

Information

For lokalrådet i Ådalsområdet handler det blandt andet at fortælle om lokalrådets arbejde, hvor en af de store opgaver er at udbygge Ådalshallen og Ådalsskolen som områdets naturlige samlingspunkt.

Men også om samarbejdet med slottet, om aktiviteter i området og meget, meget mere.

For Rosenholm Slot handler det om at komme ud i lokalområdet og skabe kontakt til frivillige mennesker for at skabe større lokalt engagement, for at gøre slottet til et levende sted for gammelt håndværk og husflid, for at involvere skolerne - og få lokale mennesker involveret i pasningen af slotsparken.

Senere i forløbet skal der åbnes en lang række døre til flere samarbejdspartnere for at sikre en fast rodfæstelse og fortsat udvikling af nye tiltag. Der er mange ideer til kommende projekter.

 

 

Målgruppe

Målgruppen er i første omgang de cirka 3.000 mennesker i Ådalsområdet, men Rosenholm Slot henvender sig til et langt større område, og derfor relaterer slottets målgruppe sig til et meget større geografisk område - i første del af projektfasen defineret som den tidligere Rosenholm Kommune.

 

 

Udviklingsstrategi

Projektet og det nye samarbejde mellem Rosenholm Slot og lokalområdet henvender sig til en stor målgruppe i lokalområdet og åbner op for en lang række nye tiltag, aktiviteter og samarbejder, som kommer til at involvere en lang række andre mennesker.

Dels via Ådalsportalen og udbredelsen af gratis hjemmesider til et stort lokalområde, og dels via nye aktiviteter på Rosenholm Slot, hvor mange nye mennesker fra lokalområdet skal engageres for blandt andet at gøre slottet til et levende sted for gammelt håndværk og husflid, for at skabe aktiviteter for skoler og skolebørn, og for at få lokale mennesker involveret i pasningen af slotsparken.

En del af projektet handler om udvikling af serviceydelser som på sigt kan udvikles til at skabe en indtægt til fortsatte aktiviteter - og nye arbejdspladser.

 

 

Første projekt

Projektet med at bruge slottet som indog skabe kontakterer det første i en række, hvor man i næste omgang vil søge nye samarbejder i et større lokalområde og brede nogle af tankerne ud til hele Djursland.

Modellen med flere og bedre hjemmesider samt via udstillinger o.l. at skabe flere lokale kontakter kan direkte kopieres af andre, og der kan måske skabes grundlag for 1-2 deltids-/fuldtidsstillinger med hjælp og rådgivning til forskellige former for information og kommunikation.

Indtægten kan dels komme for brugerbetaling i forbindelse med hjælp, vejledning, rådgivning m.m., og dels overvejes det at lave en form for frivilligt medlemskab med en række fordelagtige tilbud - blandt andet i relation til benyttelse af slottets faciliteter og muligheder.

En nærliggende idé er, at LAG-Djursland på en eller anden måde indgår i et samarbejde, så der bliver lavet en hjemmeside for alle de godkendte projekter, hvor man løbende følger udviklingen.

Projekterne kan få hjælp og vejledning til selv at komme i gang med det - og/eller kan blive en del af dette her projekt for blandt andet at bruge det som gode eksempler på god information.

 

Øget samarbejde

Hen ad vejen vil man søge et mere formaliseret samarbejde med erhvervslivet/erhvervsorganisationer, skoler, kommune, handelsstandsforeninger og andre foreninger m.m., da parterne på mange måder kan gøre brug af hinanden til gensidig inspiration og idéskabelse.

Erfaringerne fra Ådalsportalen tænkes på et senere tidspunkt at skulle bruges til at skabe en uafhængig Djurslandsportal med den overordnede målsætning at fortælle de gode historier om Djursland.

Men det handler om at tage tingene i den rigtige rækkefølge og i det rette tempo - og bruge den nødvendige tid på at drage erfaringerne og skabe de synlige resultater.