Status for lokalrådet Ådalen 2008

Lokalrådet Ådalen er et nyt distriktsråd i Syddjurs Kommune, der dækker Ådalsskolens skoledistrikt. Efter et indledende møde i foråret, hvor vi hentede inspiration fra lokalrådet i Voldum ved Hanne Smedegård, var vi en gruppe, der indkaldte til stiftende generalforsamling d. 20 august. På dette møde blev Lokalrådet stiftet. Vi fik vedtaget vedtægter og valgt 5 repræsentanter til bestyrelsen.

Selv om vi er et ungt distriktsråd, har vi allerede mange ting i støbeskeen. Vi har som bestyrelse haft 2 bestyrelsesmøder, og vi har en mødefrekvens hver 6.uge. Allerede fra begyndelsen har vi været enige om at nedsætte en række arbejdende undergrupper, da vi er af den overbevisning, at det, som vi hver især brænder for, er det, vi skal beskæftige os med. Det medfører også, at vi kan inddrage ildsjæle fra hele området. Vi ser os selv som en slags ”paraply” for områdets foreninger og aktiviteter. Vi har p.t følgende ad hoc arbejdsgrupper:

• Børn og ungegruppen, som for tiden arbejder med bl.a. et arrangement for børn, unge og forældre i Ådalsområdet, hvor man vil præsentere børne- og ungegruppen og få input til behovene i lokalområdet, så der arbejdes i den rigtige retning. Derudover ønskes også nedsat et egentligt børne og ungeråd. , der skal arbejde for et samlingssted for de mere uorganiserede børn og unge i området. Der arbejdes med at arrangere en ”store-legedag for børn og unge i Ådalshallen i 2009. Desuden er der et tværkommunalt samarbejde i gang med Ørsted, Norddjurs Kommune om et projekt vedr. børn og sundhed: Børn og unges sundhed og trivsel i landdistrikterne

• Ådalsportalen, I første omgang skal der laves en Ådalsportal på internettet, og samtidig skal der udvikles en model for, hvordan alle andre i lokalområdet - foreninger, private, menighedsråd, selvstændige m.m. - får mulighed for at oprette gratis hjemmesider og sikres hjælp til at holde et højt kvalitetsniveau. Hvordan og hvorledes er vi i fuld gang med at undersøge. Der er mange ting, der skal falde på plads layoutmæssigt m.m, før portalen er klar. Derudover arbejdes der også meget ihærdigt på at få indsamlet materiale til en folder, der fortæller om området og alle dets fortræffeligheder. Vi er et område, der består af rigtig mange småbyer, foreninger, forsamlingshuse, kirker, skoler, hal, børneinstitution m.m. Denne folder skal husomdeles.

• Ådalshallen/aktivitetshus. Området omkring hallen er et rent slaraffenland for noget fælles. I flæng kan nævnes: Skolen, kirken, forsamlingshus, 4H-hus, dagplejehus, børneinstitution, grønne arealer til motionsstier, åen, fodboldbane,SFO, ungdomsskole, tennisbaner. Disse fysiske rammer kunne mikses. Eksempelvis tænkes der på : Kulturhus, multihal med springgrav, kunstudsmykning, kantinemulighed for skolen, cafè, genoptræning, sundhedspleje, lægehus, opdateret ældrecenter, fleksible børnepasningsmuligheder i Kulturhuset. Alt dette er strøtanker, men vi arbejder på at få virkeliggjort nogle af ideerne.

Det kræver selvfølgelig penge at få disse tiltag op at stå . Vi har søgt lokale fonde og LAGmidler samt tilskud fra Velfærdsministeriets landdistriktspulje. De fleste ansøgninger er blevet tilgodeset og vi fortsætter arbejdet med at søge midler, for vi synes, at projekterne er seriøse og kan gøre en forskel for Ådalsområdet.

p.b.v.

Ellen Aarrebo Jensen

Formand for Lokalrådet Ådalen