Folkekirke og den åndelige søgen
Om baggrunden for den åndelige søgen og udfordringen for Folkekirken. Hvad søger folk og hvad savner de i kirken? Min erfaring er, at der i Jesu lære og i kirkens spirituelle tradition findes svar på menneskers spørgsmål og længsel. Den åndelige søgen kan ses som et spejl på hvad vi som kirke har glemt. Vi kommer ind på emner som personlig udvikling, meditation og reinkarnation.
Krisen i Den centralafrikanske Republik
Jeg fortæller om mine oplevelser fra mit arbejde som sygeplejerske i Den centralafrikanske Republik i 1990’erne. Centralafrika er et af verdens fattigste lande, og efter kuppet sidste år er der opstået en tilstand af total lovløshed og landet er ved bryde sammen. Jeg reflekterer over hvordan det kan gå så galt og hvad der ligger bag religiøse kontlikter. Og hvordan religion kan være en del af løsningen. Der er mulighed for at se ‘gammeldags’ lysbilleder
Mindfulness i kristendommen
Ingen behøver at gå over åen for at lære at meditere! Vi kan øse af kilderne i vores egen kristne tradition. I foredraget belyser jeg, hvordan der i bibelen og salmerne er beskrivelse af den tilstand af ro og hvile, som troen giver. Jeg gennemgår en enkel form for kristen meditation, som kaldes Centrerende bøn, eller Heartfulness meditation. Hvordan minder Mindfulness og Heartfulness meditation om hinanden og hvori består det 'særligt' kristne?
På vandring med Livets Perler
Livets Perler, også kaldet Kristuskransen symboliserer Jesu vandring og vores erfaringer i hans fodspor. Perlerne rummer alle livets grunderfaringer som smerte, glæde, ørken, sorg og håb. De symboliserer en vej mod at blive et helt menneske og finde glæde, fodfæste og sammenhæng i livet. Kransen er med til at give nyt perspektiv på livets udfordringer. De seks stilhedsperler minder om at give plads til eftertænksomhed, at finde inspiration og måske ny retning. Særligt egnet som workshop, hvor man samler kransen.
Honorar
3000 kr eller efter aftale