Familien Keller Madsen Nielsen Finn
 
       
 

Chiang Mai

15.6 - Tiger Kingdom
 
Vi var oppe allerede kl 7.30 for at gøre klar da vi skulle flytte værelse fordi Søren skulle hjem!

Da vi var færdige med det sad vi lige så stille og nød vores morgenmad udenfor så vi kunne se når manden der skulle hente os og køre os ud til Tiger kingdom kom!! Det var godt nok lidt mærkeligt for vi havde aftalt kl 9 men kl var allerede over 9. Så lige pludselig kom manden som havde severet morgenmad for os og spurgte om vi klar til at køre, vi blev meget paf og lidt flove da vi fandt ud af at han kun havde hjulpet fordi han ville have vi blev hurtigere færdige men vi havde ikke vist det var ham!!

Han kørte os så ud til Tiger Kingdom i en meget fin mini bus!! Vi (mig, Seb, far, Søren og Susannah - mor var for bange til at gå med) startede med at gå ind til de små tigere de var mega legesyge og gik bare helt op af vores ben!! Heldig vis blev ingen af os spist, haha!! Så gik mig og Seb hen til medium tigerene, de var godt nok vildt store!! Men vi prøvede at ligge op af dem og side med deres haler så det var rimelig nice!! Da vi kom ud skulle far, Susannah og Søren ind til de store tigere (mig og Seb var for små) de var mega dovne og gabte helt vildt men på billeder ligner det at de brøler så der er nogle ret vilde billeder!! Så gik vi hen til de helt små tigere (kun 2 måneder gamle). De var så mega nuttede at min næste fødselsdags gave skal være en tiger unge!! Men de sov også hele tiden så vi fik nogle billeder hvor vi lagde os ned på dem og ligne at vi sov!!

Efter alt det ville Søren gerne prøve at Bungy jumpe så chaufføren kørte os hen til et sted hvor han kunne det! Det var et mega vildt spring på 50 m. ned over en sø!! Mig og Seb havde hele tiden sagt at han ikke turde så det var ret vildt at han gjorde det!! Han fik enda hånden ned i vandet, han tabte også 300 baht hvilket ikke var et stort tab!! Efter det fik vi en is det trængte vi alle til!! Efter det kørte chaufføren hen os hen til et læder market men det var mega dyrt så vi købte ikke noget!!! Da vi alle var meget trætte og sultne, valgte vi at tage hjem og bade, spise og hygge!! Samme aften skulle Søren hjem, det var ærgeligt da Seb var blevet meget glad for lidt drenge selskab!! Lidt senere kom Susannahs eksammens resultater, hun bestod!! JUBII!!! :D

Se alle de seje billeder her!

Hilsen Louise

Efterskrift fra Lone: Tiger Kingdom er et sted hvor man forsøger at sikre en uddøende tigerrace mod helt at uddø - der køres et særligt avlsprogram i samarbejde med en lange række zoologiske haver rundt om i verden. Stedet gjorde et rigtig godt indtryk, det virkede klart som et sted hvor alle tog godt hånd om tigerne og hvor tigerne derfor havde det godt. 

 

12.6 - 14.6 - Trekking i Chiang Mai

Efter en hektisk morgen; hvad skal med på trekking/hvad skal opbevares?? Hvor meget toiletpapir skal vi medbringe?? Hvilke sko skal vi ha' med?? .... Nå afsted kom vi med Pot (vores guide) og i en åben jeep 1½ times kørsel på hullede veje til national parken syd for Chiang Mai. 

Første stop var elefantridning! Til Sebastians og min store lettelse skulle turen foregå i en stop på nakken af elefanten - hvilket omvendt var en stor skuffelse for Louise og Arne som havde håbet at skulle vise Søren og Susannah hvilke erfarne elefant-beriddere de er blevet. Vores elefant var sulten HELE tiden og desværre var den mest vild med de blade der voksede på de allermest stejle skrænter - mine skræk-udbrud var til stor morskab for den lokale fyr der styrede vores elefant. 

Efter elefantturen var der frokost og så var det på med rygsækkene og afsted ud i junglen. Første dag var en travetur på ca. tre timer afbrudt af en super skøn badetur i en vandfald. En travetur på tre timer lyder overkommelig, men når den kombineres med en ekstrem varme og luftfuftighed er det pludselig ikke ret overkommeligt. På trods af strabadserne var det en utrolig flot og spændende tur! 

Efter de tre timer ankom vi til en Karen landsby hvor vi skulle overnatte første nat. Det at landsbyen ligger i national parken, betyder at der ikke er lagt strøm og vand så alt foregår ved levende lys og bål. Det var både spændende men også lidt vildt - specielt når man skulle tisse midt om natten på det intermistiske "pedal-lokum". Pot fik stablet en fin gang ris, kylling og grøntsager på benene og vi sluttede aftenen med en sjov "gæt-en-person" leg. Specielt Søren fik via legen lært en masse om hvide amerikanske sanginder mellem 25 og 30 år - og vi nævner i denne forbindelse IKKE Lady Gaga!

Se billeder fra dag 1 her!

Dag 2 var der morgenmad kl. 8 og så var det afsted igen på endnu en vild junglevandring. Vi startede dog med en tur rundt i landsbyen, som var en af de større med 300 indbyggere, der var en skole for børn op til 6 klasse, hvor børn fra alle de omkringliggende mindre landsbyer kom til skole hver dag. Skolen er støttet af kongefamilien - og dronningen kommer på besøg hvert år, hvilket de naturligvis er meget stolte af. Vi lærte også at der for at lette livet en anelse for de lokale hill-tribes i nationalparken er givet et lille solanlæg til de enkelte huse, som betyder at de kan have en enkelt lampe og et 14 tommer TV - aircon og PC er dog ikke mulig. 

Efter rundturen var der to gange knap en times junglevandring afbrudt af endnu en super vandfaldsbadetur - denne gang var det dog kun Søren og Sebastian der badede. Sidste del af turen var nærmest ved at tage livet af nogen af os (læs: Arne og jeg) mens andre klarede det fint! Jeg må sige jeg har tre super børn - de bar deres egen og min bagage hele dag 2 og 3 (mit hoved drillede desværre en del). Efter frokosten (i endnu en lille Karen landsby) var der mulighed for en lur - og vi faldt faktisk alle i søvn! Efter luren var vi klar igen og dennne gang var der ca. 2 timer til endnu et fint vandfald, hvor vi skulle overnatte. Endnu en fin gang ris med tilbehør og gang i gætte-legen - denne gang var det Pippi Langstrømpe som var sværest at gætte - og så var det i seng. Endnu engang var natten fuld af lyde; cikader, vandfald, haner, ?, ? - og det er klart ?'ene  der er de mest skræmmende. Nattehimlen - når stearinlysene er slukkede - er helt utrolig, jeg har aldrig set så mange og så klare stjerner!!!

Se billeder fra dag 2 her!

Dag tre startede med morgenmad til lyden af vandfaldet - super hyggeligt og nærmest surrealistisk! En fin tur på godt et par timer - mest nedad denne gang! Efter frokost blev vi samlet op af en lille pick-up hvor vi sad på laddet med vores bagage i ca. ½ time hvorefter vi ankom til et sted hvor vi skulle bamboo-rafte. Ca. 10 meget lange bambuspæle er bundet sammen til en slags tømmerflåde og så er det ellers bare ned af floden. 

Arnes beretning fra turen:

På flåden med Louise, Lone og Arne valgte man at sidde ned. Det gik rigtigt skidt. På forhånd havde deltagerne måske ikke helt gennemskuet hvor dybt flåden egentlig lå i vandet, så ”en smule våd på bukserne” var en meget stor underdrivelse – bukserne var meget hurtigt gennemblødte! Arne havde før turen spurgt guiden hvor mange der sådan erfaringsmæssigt faldt af i  forbindelse med raftingen, og guidens svar var, at det havde de godt nok aldrig prøvet. Det har de nu. På et tidspunkt af turen skal man stige af flåden lige før et ret farligt sted. I forbindelse med dette gled Lone på en - som Louise beskrev det - ”meget grøn sten som det var megadumt at træde på”og blev lidt mere våd end hun var i forvejen. ” Det kan jeg da gøre bedre” tænkte Arne og valgte at vippe sig selv baglæns ned af flåden – og i  forbindelse med manøvren næsten også skubbe styrmanden over bord. Gudskelov var der kun ca. ½ m vand og grusbund det pågældende sted. For at gøre det fuldendt var der også problemer med det endelige stop, hvor Arne igen faldt af. Guiden syntes det var meget sjovt – og det gjorde de andre også. Adspurgt om årsagen til den noget alternative måde at komme i land på mumlede Arne noget om ”ubrugelige klip-klappere” – et produkt han på trods af sine 47 år kun har ca. 2 døgns  erfaringer med at bruge. De andre mente nu nok at årsagen  skulle findes i bæreren af klip-klapperne.

Efter denne oplevelsen var det hjemad mod Chiang Mai!!

Se billeder fra dag 3 her!

Det var en virkelig fantastisk oplevelse, som klart levede op til alle de forhåbninger jeg havde inden turen. Jeg var i Chiang Mai i 1985, hvor jeg også var på trekking, og jeg har ærlig talt været urolig for om denne gang bare ville være én stor skuffelse - men det har det bestemt IKKE været - jeg er så glad for at have prøvet det hele igen. 

Hilsen Lone

PS. For pigernes vedkommende sluttede turen med 1 times body scrub efterfulgt af 1 times lavendelolie massage!!!Kan det så blive bedre?

11.6 - Sebastian og chilien
 
Dem der kender Sebastian kan sikkert genkende de to følgende hændelsesforløb:
 
Sebastian sidder med en chili mellem hænderne og spørger: "Er den her stærk?" 
 
scenarie A. Svar: "Nej, overhovedet ikke den smager af chokolade" -  Sebastian spiser den
 
scenarie B. Svar: "Ja" - Sebastian spiser den
 
Uanset scenarie var resultatet:
 
 
 
 
 
 
Sceanarie B. var i øvrigt det korrekt - SURPRICE!
 
10. 6. - Eagle track
 
Louise, Sebastian, Susannah og Søren var på de vilde vover i dag! Sebastians beskrivelse af dagen:
 
Luksus bil med air-con. På vejen derud fortalte guiden en vildt masse ting om Thailand, f.eks. sad ham og Søren og snakkede om hvor mange der er i den Thailandske hær. I hele Thailand er der 250.000 soldater i tjemeste og 20.000 af dem er i Chiang Mai – ca. ligeså mange som i den danske hær sagde militærmanden Søren.

Da vi kom til Eagle track skulle vi vente i ca. en time, men så blev det vores tur. Vi fik en masse sikkerhedsudsty på og så var det bare afsted – vi var så heldige at få en tur helt for os selv. De andre var i STORE grupper vi var alene fire.

Vi skulle ned af trapper, gå på kung fu walk, spøjse gangbroer – men det sjoveste var nok at svæve på wirere mellem træerne. På en af wirerne kom jeg ikke hele vejen over – jeg var for let – så guiden måtte komme ud for at hente mig. Der var også et frit fald på ca. 40 m. – guiden tog turen med hovedet nedad, det ville Søren også, men han ombestemte sig til sidst. Undervejs på turen tabte guiden Sørens kamera 40 m. ned – han sagde UPS og sprang derefter ned for at hente det i skovbunden. Da alle kom ned sagde guiden; ”low bateri!” – men Søren var ret ligeglad med hvor meget batteri der var på, han var bare mega glad for at kameraet havde klaret turen.

Da vi kom tilbage viste de os et vandfald og tog et gruppebillede. Ved huset fik vi frokost og kørte hjem. På vejen hjem fortalte og snakkede guiden også heletiden, han vidste vildt meget  – Louise og jeg faldt dog i søvn.

Han fortalte også den vildeste vittighed; ”I Thailand har aber kun et venstre øre!” – vi hoppede alle fire på den.

Smadder god og spændende tur.

Hilsen Sebastian
 
For yderligere beskrivelse af turen læs Susannahs beskrivelse her og se billeder her!
9.6. - Chiang Mai - Susannah og Søren kommer
 
Susannah og Søren ankom til hotellet kl. 6.30, hvor Arne hørte dem ankomme til værelset ved siden af os - så alle vågnede selvfølgelig til knus og kram. Masser af snak, grin og historier til morgenmaden. 
 
Efter en lang pool tur gik vi på byrundtur - vi skulle arrangere vores trekking tur. Vi skal afsted tre dage med Pot - tager afsted tirsdag og kommer tilbage torsdag aften: én overnatning i en Karen landsby (hilltribe village) og én overnatning i en jungle camp. Det skal nok blive sjovt.
 
Vi mødte endnu en utrolig venlig thailænder som havde en masse gode råd om hvad der er værd at opleve - hun anbefalede blandt andet en fantastisk restaurant hvor vi spiste frokost. Vi blev også anbefalet fredagsmarked som foregår hver fredag aften - fed oplevelse! Utroligt hvad man kan købe sådan et sted. Aftensmaden fra de lokale boder løb op i den formidable sum af 50 kr. for os alle seks. Søren, Sebastian, Louise og Susanne skulle også forsøge sig ud i skyde-kunsten; Søren fik skudt én bamse mens Louise "nakkede" to - Søren mente bestemt der var noget galt med riflen.
 
Dagen sluttede med fodbold (Danmark - Holland) på den lokale bar - der var MANGE hollænder, men hold da op hvor blev de tavse da Danmark kom foran. Susannah, Louise og jeg forlod "festen" mens legen var god - dvs. mens Danmark fortsat førte.
 
I morgen skal Søren, Susannah, Louise og Sebastian på Eagle Track - det er noget af det vildste jeg har set; de skal "svæve" mellem trætoppe, gå på smalle "broer" højt oppe mellem træerne og meget andet vildt i samme boldgade! Jeg regner med at sidde hjemme og holde fingrene krydsede og håbe på at jeg ikke dør af skræk ved tanken om hvad der KAN ske! Men TOTALT FED oplevelse er jeg sikker på det bliver for dem alle fire.
 
Hilsen Lone  
8.6. - Chiang Mai - elefant tur
 
Dagen startede klokken 7.30 med lækker morgenmad på hotellet, mig og Louise spiste toastbrød med flormelis, Nam Nam. Lidt efter cirka klokken 8.15 kom der en sej minibus og hentede os. Vi skulle nemlig på "ElepHant Camp". Bussen hentede også 2 Hollændere og 2 Tyskere. Turen ud til ElepHant Camp tog cirka 1 time og 30 minutter. På vejen stoppede bussen ved et marked, fordi guiden skulle købe vores frokost.
Og vi købte cola og oreo, det kaldte vi så for nødration. vi købte også 2 store is. Da vi næsten var der ude skulle vi køre op af nogle MEGA stejle bakker mor var ved at få et hjerte-anfald.
Da vi endelig kom derud så vi nogle Mega søde elefanter og en kæmpe aggressiv elefant. Så skulle vi have noget andet tøj på, det var utrolig specielt.
 
Først lærte guiden os nogle simple kommandoer f.eks:
Huu=Frem.
Hao=Stop.
Toi=tilbage.
 
Så fik hun elefanterne til at kysse os, ret så klamt
 
Her bliver Louise kysset af elefanten DoDo.
 
Derefter skulle vi så op og ride et par meter på elefanterne. Far og Louise hoppede begejstrede op på elefanterne, mens mig og mor var lidt mere forsigtige.
 
Mig til træningen.
 
Derefter skulle vi ud i junglen, mor og jeg var modige vi sad i en kurv med en chauffør mens Louise og far vist var lidt mere modige de sad bare på dens ryg helt alene.
 
Louise klar til jungle turen.
 
Den lange tur i junglen tog næsten en hel time, mig og mor var MEGA bange stolen knirkede og vores elefant var stedets mest aggressive!!!
Fars elefant farede hele tiden væk og gik den forkerte vej.
Louise var bare helt rolig og afslappet, hun havde god kontrol over elefanten DoDo. 
 
 Så fik vi en rigtig lækker frokost.
 
Bagefter skulle vi bade elefanterne, det var rigtig sjovt. Vi skulle skrubbe dem og sprøjte vand på dem, MEN så fik elefantpasserne elefanterne til at tage vand i snablen og sprøjte det efter os så vi blev drivvåde. 
 
 
Til sidst tog vi vores normale tøj på.
da vi skulle op til bussen satte der sig to i bilen og 6 i traileren supersjov afslutning på en fantastisk dag.
 
PS. da vi kom hjem gik vi DIREKTE i poolen.
endnu bedere afslutning på en fantastisk dag.
 
Hilsen Sebastian!
7.6 - Chiang Mai - dag 1 på en meget lang ferie
 
Efter at have sovet MEGET længe var alle friske og klar på oplevelser! 
 
Formiddagen gik med at arrangere elefant-tur - en hel dag hvor vi skal fodre, pleje, træne og ride på elefanter - det ser lidt vildt ud! Tjek billeder i morgen aften - hvis vi altså når helskinnede tilbage til hotellet.
 
Vi har også fået tilbud om en 3 dages trekking tur med privat guide sammen med Susannah og Søren - overnatning hos en hill-tribe og i en jungle-camp (hvad det så end er?). 
 
Susannah og Søren kommer lørdag eftermiddag med toget - vi tager ud og møder dem og glæder os VILDT meget til at se dem!  
 
Chiang Mai er en super hyggelig by - masser af liv, trafik, larm og smilende mennesker overalt. Jeg forsøgte på mit bedste Thai at sige navnet på vores hotel til en dame, hvorefter hun brød totalt grinende sammen - der mangler vist lidt hvis på udtalen!
 
Frokosten blev indtaget på et af de typiske gadekøkkener - 3 gange stegt ris med kylling og 1 gang spicy mango salat - meget lækkert og til den formiddable sum af 170 bath = 34 kr. 
 
 
Hjemturen foregik med sorng-taa-ou - en form for lokalbus/delt taxi. Klog chauffør - han forstod hvor vi skulle hen straks jeg nævnte navnet på hotellet - jeg må hurtigt have "fanget" den korrekte udtale.
 
 
Efter en meget varm fodtur rundt i byen er det skønt med en pooltur.
 
 
Dagen sluttes med en tur på night-marked, hvor vi regner med at finde endnu et skønt gade-køkken!
 
Hilsen Lone
 
Susannah Keller Finn | Dublin 2 - Ireland | Tlf.: +353877918605 | susannah.kellerfinn@gmail.com