Pårørende til en udsendt soldat
At være pårørende til en udsendt soldat vil for det meste påvirke ens liv på flere forskellige måder. Det stiller nye og anderledes krav til én. Hvilke krav, der er tale om, afhænger selvfølgelig af, hvilken relation man har til soldaten. Der er forskel på at være forælder eller søskende til soldaten og på at være soldatens kæreste eller ægtefælle.
Den første tid for soldaten
Din soldat har en ny opgave foran sig. Stort set alt han ser og oplever, er nyt. Han pumpes med nye indtryk hele tiden. Specielt den første tid. Han skal i de fleste tilfælde integrere sig socialt med mange nye mennekser, vænne sig til nyt klima (varmt!) og til at privatlivet er på et minimum. Samlet set skal soldaten indrette sig under nye og meget anderledes forhold. Og det er ikke ligefrem en chartertur. Derfor er det vigtigt for soldaten at få overblik over sit ansvar på opgaven. Så de første uger har I måske ikke så meget kontakt, som du kunne ønske dig. F.eks. skal soldaterne ved ankomst vente på at få et "login" til de ofte få velfærdscomputere, som er til rådighed. Hvilket kan være en del af forklaringen på, hvorfor du ikke lige får svar på dine mails den første tid.
Den første tid for partneren
Det meste af opmærksomheden inden en udsendelse er gået til soldaten, og i de fleste tilfælde skal partneren forsætte de daglige rutiner hjemme i vante omgivelser, der minder en på soldaten. Hele tiden, kan det synes. Og du føler måske savn, uro og ensomhed. På mange måder står man over for en lige så stor opgave som den udsendte soldat, og alligevel vil al bekymring og opmærksomhed fra omgivelserne ofte rette sig mod den udsendte. Det kan være en hård tid. Og reaktioner er helt naturligt! For de fleste er der tale om en overgangsperiode, som finder et, om ikke andet, så tåleligt leje. Det er meget forskelligt, hvilke reaktioner der kommer. Men for nogle kan det udløse svære reaktioner. Så HUSK, som pårørende kan du altid kontakte
forsvarets psykologer.
Soldaten reagerer
Optakten til udsendelse kan været lidt stressende, og når soldaten har fundet en måde at håndtere de afvekslende opgaver og udfordringer i mange variationer, indfinder der sig også en slags rutine. Så når der er overblik på situationen, og der praktisk har indfundet sig en forståelse af det valg, soldaten har truffet, kan der blive mere mentalt og følelsesmæssig plads. Det udløser måske en reaktion for soldaten, og et større behov for kontakt til dem derhjemme kan fylde. Savn af partner, børn og andre pårørende, og simple hverdagsting. For de fleste soldater er det rart og trygt at høre om de daglige rutiner på hjemmefronten. Om I fik frikadeller til aftensmad, om ungerne fik lavet lektier, om hækken i haven blev klippet osv.
Partneren reagerer
Efter noget tid, hvor man som partner i et eller andet omfang har indfundet sig med den nye situation, kan der komme en reaktion. Nogle bliver lettede over at opdage, at tingene faktisk kører. En succesoplevelse af at man får tingene til at fungere uden sin soldat, kan give et boost. Specielt, hvis du har været vant til at være to om daglige gøremål med børn osv. For andre kan det udløse en følelse af, at det er unfair at man står med det hele selv. Du kan blive vred og frustreret, og det kan komme til udtryk i Jeres telefonsamtaler. Bagefter fortryder du måske, og syntes du overreagerede. Eller du brænder måske inde med dine følelser, fordi du ikke vil ødelægge stemningen i de få opkald I har. Det er "normalt". Følelsen er der, og det handler om at finde en måde at håndtere det.
Behov for at tale med andre om situationen
Det er velkendt at folk omkring dig ikke helt forstår, hvad du som partner eller pårørende til en udsendt soldat går igennem. Og ofte har man behov for at tale meget mere om det, end omgivelserne kan forstå eller rumme. Og der findes heldigvis masser af muligheder for at tale med andre i samme båd. På
Facebook oprettes løbende (ofte lukkede) grupper for pårørende i alle versioner. Søg under ISAF (eller den mission din soldat er på) Og HUSK, som pårørende kan du altid kontakte
forsvarets psykologer.
Erfaring med styrke
En udsendelse er også en periode, som vil give nye færdigheder og styrker, som man kan tage med sig i livet, når udsendelsen er afsluttet. Mange pårørende fortæller om værdifulde erfaringer, de har fået i netop denne periode, og som de ikke ville have været foruden
Stærkere parforhold
Mange par oplever, at deres forhold bliver styrket af adskillelsen. Måske giver udsendelsen anledning til at få talt eller skrevet om nogle ting, man ikke tidligere har delt med hinanden. På den måde lærer både den udsendte og den pårørende nye sider af sig selv og hinanden. Ofte nævner partneren herhjemme også, at hun/han har fået en mere tilfreds og rummelig ægtefælle hjem, som ikke hidser sig så hurtigt op over småting, og som udstråler en ny selvtillid på grund af stoltheden over at have klaret at være ude i international tjeneste og have arbejdet for at hjælpe mennesker i nød.
Endelig kan savnet virke som katalysator i parforholdet. At være adskilt og savne hinanden kan gøre det lettere at mærke, hvor meget den anden betyder for én, og man bliver måske erindret om, hvad det er ved den anden, som man i sin tid faldt for.
