En partner til en soldat beskriver leave:
"Det er lidt sjovt med leave. For det er også noget vi snakker om i den pårørende gruppe jeg er i. Når "nye" spørger: "Hvordan føles leaven, hvordan føles det at få ham hjem?", svarer jeg, at det er svært at forklare, men at det bare er SÅ fantastisk, ja, mere end man drømmer om. Og følelsen kan de ikke forstå, før de selv har prøvet. Og hvis du så spørger dem efter en leave, hvordan det var, så siger de typisk; ”så ubeskriveligt og fantastisk”. Og så giver det, man har fortalt dem, pludselig mening. For følelsen er så svær at beskrive til en som ikke har oplevet det selv, synes jeg. Man kan sige en masse ord – ”Fantastisk, vidunderligt, skønt, dejligt, ubeskriveligt” - men den følelse og sandhed der ligger bag ordene, er svære at formidle så den anden helt forstår det man siger.
For mit vedkommende var han hjemme på leave ca. midtvejs i udsendelsen. Og jeg oplevede at han mentalt stadig lidt var i missionsområdet. Det er en kæmpe omvæltning for dem at komme fra krig til meget rolige Danmark. Og det skal den pårørende også lige vænne sig til. Soldaten er i en ny verden, den pårørende er i en ny verden, og når de kommer hjem på leave, skal man jo forsøge at forene de to verdener på kort tid. Og så er der gentagelsen af at skulle sige "på gensyn". Hos os hedder det ikke farvel. Det samme gælder for opkald, vi siger aldrig farvel!
Jeg kan huske at jeg tænkte, at leaveperioden er så kort og man skal få det bedste ud af den. Og kan man nu nå det hele på 3 uger? Og nej, det mener jeg ikke man kan. Først skulle vi begge lige bruge tid på at vænne os til tanken at han var hjemme igen. Og i slutningen af leave perioden brugte vi i fællesskab tid på hans klargøring til at tage af sted igen. Og så bliver leave perioden pludselig kort. Men samtidig føles den lang (på en virkelig dejlig måde), fordi at man får hele 3 uger sammen efter at have undværet hinanden så længe. Og når man står og skal sende ham afsted igen, så føltes de 3 uger pludselig uendelig korte. Det er nok fordi at savnet rammer en, inden man sender ham afsted igen.
Om den anden del efter leave ligner første del inden leave. Hmm...jeg tror det kommer helt an på forholdet. Altså hvor åbent man snakker sammen om sine oplevelser, og om man har haft en god leave sammen. Dog vil jeg sige at anden del på sin vis ikke er lettere at komme igennem end første del. Da det er to forskellige ting man ser frem til - første del ser du frem til at få 3 ugers leave sammen med hjem og anden del ser du frem til at få soldaten helt hjem.
Jeg kender nogle stykker som faktisk hellere vil undvære leave og så få ham tidligere hjem - fordi de synes leave perioden er rigtig svær og også perioden efter Personligt ville jeg ikke undvære leave, men det er jo også fordi jeg selv har haft en fantastisk leaveperiode med min soldat"