Juni 2011
Dag nummer 43
Lige kommet fra mindehøjtidelighed for 3 britiske soldater... Hmm.. jeg kendte dem ikke.. heldigvis, tænker jeg i mit stille sind. Det ville være forfærdeligt.. Selv nu, med absolut intet kendskab, står jeg der i den bagende solnedgang og føler mig berørt. At høre mindeordene læst op, ganske vist på klingende skotsk.. tanker der går til den dræbtes 2 årige datter, hans kone, forældre.. hans kammerater i enheden. På den anden side.. gid jeg havde kendt dem.. de lyder som gode fyre. Som nogle man kunne have delt en øl med på en pub, en stille sommeraften.. Som nogle fyre, som delte den samme ide og håb for verden, for ellers ender man ikke i Afghanistan.
Hvis man ikke engang imellem gider stå op i en solnedgang med flere hundrede andre soldater og tænke lidt... Hvis man ikke tager en aften derhjemme, slukker fjernsynet og snakker med sin familie eller sine venner.. hvis man ikke, af og til, sætter sig på en bænk i skoven og glor ud i luften.. Så tror jeg man går glip af essensen af livet.
Essensen. Vores højtidelighed er kristen.. jeg er ikke.. i den slags situationer betyder religion ikke noget, ligeså lidt som grad, alder ,køn, nationalitet. Essensen af livet kommer ikke af diverse kulturelle dogmer, men af naturen. Vi holder af dem der holder af os. Vi beskytter dem der beskytter os.. og vi beskytter vores "flok".
Taleban gør principielt set det samme.. Jeg bryder mig ikke om dem, for de vil slå mig ihjel.. Og de bryder sig ikke om mig, for jeg vil slå dem ihjel.. eller i det mindste det de tror på.. Jeg forstår dem bedre end de tror. Det tror jeg der er mange der gør.. hvis man bare ser indad: "kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder livet, da er livet ej så svært, døden ikke heller".. forskellen er den samme..
I den anden ende af boldgaden.. Jeg har været i Viking.. Drengene (og pigerne). Ordet RESPEKT, er knap dækkende. De, som alle andre!!, gør et kæmpe stykke arbejde. Men de lever under primitive forhold og på meget lidt plads. Og alligevel, så kommer jeg dalrende som en eller anden fremmed og modtages alligevel meget vel, af alle fra høj til lav.. får tæsk i Wii, hyggesnak i sangar og havde et rigtig fint besøg. Jeg nærer den dybeste respekt for de infanterikompagnier, CIMIC, FACs og alle de andre der bor derude i fronten, under de vilkår og til stadighed gør alt i deres magt for at gøre hver eneste dag bedre og mere sikker for lokalbefolkningen!
ISAF soldat (Helmand)
Maj 2011
Dag nummer 24
Så er der gået knap en måned, det er lørdag og hernede betyder det bare endnu en dag.. det gode er, at Danmark har lang weekend pga. St. Bededag, så ikke alt for mange forstyrrende elementer hjemmefra på den arbejdsmæssige front.
Tankerne er mange, når man sidder hernede.. vi har haft minimize pga. tab blandt vores britiske allierede.. Det sætter alt i perspektiv, når flaget går på halv og vi afskærer os selv fra verden.
Alle ved, at jobbet.. hvad enten du er mekaniker, infanterist, betjent eller administrativ… kan koste dig livet. Uforudsigeligheden er allesteder.
Mens vi render rundt i vore lille version af verden, så oplever jeg personligt, at tilknytningen til flaget bliver større.. at tilknytningen til vores, og andre landes, soldater bliver større… at tilknytningen til vores demokrati, med alle dets indbyggede fejl og mangler, bliver større. Det er værd at kæmpe for!! Hernede med en kamp mod fundamentalister, hjælp til lokale osv. Men endnu mere vigtigt: I Danmark… et smørhul, som, i mit eget perspektiv, bliver mere og mere præget af egoisme, status og småbrokkeri over alt fra sygehus over politikere til højden på naboens hæk. I den korte version, så er det fuldstændig ligegyldigt.. Vi lever trygt og godt.. vi har ikke vejsidebomber, vi kan høre musik, vores børn har en fremtid, vi har et sygehusvæsen… taknemmelighed og ydmyghed er det eneste vi ikke har nok af.
Minimize… en skærpelse af vores, i forvejen, lukkede verden.. det er en meget dilemmafyldt oplevelse. Vi ved hvorfor det kommer og vores tanker går til den tilskadekomne og hans/hendes pårørende.. og til vores egne, som vi ikke kan kontakte og forsikre, at vi er ok. Og på den anden side, når minimize løftes, så vide, at et sted ude i verden, er der nogen der betaler en pris for vores adgang til kommunikation, med tårer og fortvivlelse.
Ellers går livet sin vante gang, dagene glider ind og ud af hinanden, vi er glade for, at vi er forskånet for ulykker og tab, vi lægger ikke mærke til om det er mandag eller søndag, for tiden er fyldt med arbejde.. uden stress, for vi skal ikke andet.. så jo, travle perioder og ”stress” i den forbindelse, men vi slipper billigt. Maden er god og serveret samme tid og sted hver dag, vasketøjet afleveres og hentes, lejren er.. verden, så det er sgu også svært at fare vild.
I forhold til jer derhjemme, så lander alle også i accept, savnet er der stadig, men livet går sin gang, både i Afghanistan og Danmark, bekymringerne og tankerne forsvinder aldrig, men med tid, rutine og erfaring, bliver det hele nemmere.. især når der dukker pakker eller breve op, når der kommer et billede af en dansk bøgeskov med grønne blade (ørken er sgu lidt ensformigt i længden) eller der opleves oprigtig glæde i stemmen derhjemme over de blomster jeg sendte.
Livet er smukt!!
Dag nummer 10
Savn er en underlig ting...jeg savner en hmm.. det er meget mærkeligt, for jeg kan godt lide at være hernede. Vejret er fantastisk, omend lidt varmt, gode kolleger, som altid er klar til at hjælpe med stort og småt og som jeg stoler 100 % på, maden er fin, der er diverse velfærdstiltag og privatlivet eksisterer bag et regnslag med ipod, computer eller film.. vasketøjet skal bare afleveres og hentes og man kan tilmed træne rimelig tit.
Så hvad er der at savne??
Vores verden hernede er god, jeg kan lide boblen, jeg kan lide at være et sted hvor arbejdet ikke bare skal overstås og jeg kan lide at være afsted og leve op til begrebet "soldat", sådan tror jeg de fleste har det.
Men savnet opstår, heldigvis og selvfølgelig, hernede. En del af det opstår som en naturlig reaktion på eksistensen i denne surreelle verden vi er i og savnet opstår når jeg hører stemmerne fra Danmark, som minder mig om savnet... Et savn der delvist absorberes af en travl hverdag med masser at lave, men som, for mit vedkommende, især viskes ud af, at jeg ikke har nogen referencepunkter hernede, hvor jeg kan sætte kæreste, børn, forældre, venner ind. De er her ikke og har aldrig været her, når der kommer "minimize" over højtaleren, når man falder i søvn til lyden af generator og aircondition, når man ønsker folkene på køretøjerne "god tur".. Det er vores verden og den er svær at forklare.. det er svært at forklare om ens helt eget indelukke på 1 m2 i telefonboksen, hvor man kan lukke hele lejren og afghanistan ude, det er svært at forklare om følelsen af støv overalt, det er svært at forklare rigtig mange ting.. dermed opstår der et "broderskab" blandt os hernede.
Men også et broderskab, der er baseret på trygheden og kærligheden hjemmefra! Et brev, bamse, gave, pakke, samtale... alt der vidner om, at selvom man er i uníform, er bevæbnet og er alt for bevidst om den højeste pris, så er der et menneske bagved, der savner fysisk omsorg, smil, kram, kys og nogen der er derude, til at lave kaffe, dele oplevelser og nærvær med.
For mit eget vedkommende, så dukker dem derhjemme op..."det her skulle min kæreste have set", "det vil jeg gerne at mine børn ved"... de store, sjove, underfundige, triste og, vel i virkeligheden, oplevelser i alle kategorier, forskellige fra person til person, men alligevel meget ens.
Mine savn? at se solen gå ned med en kop kaffe i den ene hånd og kæreste i den anden, den løbende udvikling som jeg misser i forhold til mine børn, at få et kram når jeg kommer hjem (på mine nuværende 5 m2). En der siger godmorgen og kysser en, mens hun vimser rundt i bar røv og t-shirt...
Ja, altså lidt hastigt skrevet, og kan man nogensinde gøre savn fyldestgørende??? Jeg tror det ikke.. i morgen ville mine ord være nogle andre, men det var hvad der kom på en travl lørdag i Price.
ISAF Soldat (Helmand)
