|
|
|
|
|
|
|
|
|
Juni 2011
Dag nummer 39
Sex… - er heldigvis en nuanceret størrelse. Så selvom fysisk afstand på 5000 kilometer har sine begrænsninger, findes der måder at vedligeholde et alternativt sexliv med sin udsendte partner. For der er ingen grænser i fantasien, og vupti – derinde ligger han ved siden af (ovenpå og under) mig… Når jeg har lyst. Så der dukker han ofte op!
Nu er min kæreste ”kun” af sted i ca. 3.5 mdr. Og når det kommer til nærhed og sex, er det ca. 3.4 mdr. for meget. Afholdenheden på begge sider af den geografiske distance, kan ind imellem opleves som en selvgenererende trang til… ja, nærhed. Den bliver i tide og utide sluppet løs i heftige sms’er. Og selvom den ægte vare er ”second to none”, så er telefon og webcam, alt taget i betragtning, helt fantastiske opfindelser i den henseende. Altså, hvis der ikke er minimize...
Nogle partnere som har oplevet leave-periode, har fortalt om brændende og løssluppent begær i det øjeblik døren blev lukket til privatsfæren efter hjemkomst. Det kan jeg sagtens relatere til. Med noget der ligner det længste non-fysiske forspil i min livshistorie, er jeg sikker på at et intenst, accelererende og eksplosivt fyrværkeri sætter i gang, når den dør bliver lukket bag min kæreste og jeg. Nok det korteste af slagsen, men det mest spektakulære!
Kæreste til ISAF soldat (Helmand)
Maj 2011
Dag nummer 31
Den første måned er passeret - det er gode nyheder! Og det meste af udsendelsens tid har min kæreste opholdt sig i forholdsvist sikre områder. Det er også rigtig gode nyheder! Og det er dejligt at vide han fortsat er tilfreds med udsendelsen i sin helhed. Han nyder på mange måder sit ophold i Helmand. For det meste kan han lide opgaverne, det sociale aspekt og det gode vejr, som i dagtimerne ligger omkring 45 grader. Dagene ligner tilsyneladende meget hinanden, så et afbræk i form af en tur hist og pist i området er kærkomment.
Talebans forårs offensiv er imidlertid rigtig dårlige nyheder! Statistikkerne for tilskadekomne soldater i Afghanistan tegner desværre et trist billede for 2011. Alene indenfor den seneste måned er 43 ISAF soldater blevet dræbt. Heraf de fleste indenfor den seneste uge med hele 19 faldne.
Så dagens første sms fra min soldat, lydende; ”… Jeg er på vej til Bastion som skytte…”, blev ikke modtaget med begejstring. For det betyder i praksis at nogen eller noget skal transporteres af highway 1, og at hvert køretøj skal sikres af en skytte som holder øje med fjender på ruten. I dette tilfælde af min kæreste. Og da en lignende sms tikker ind i samme time, lydende; ”..I aften kører vi til Shir Agha”, som er en patruljebase i Green Zone (læs: et af Talebans tilholdssteder), blev den sms heller ikke modtaget med begejstring.
Og med 2 dages minimize og nul telefonkontakt er konklusionen på ovenstående et indebrændt behov for at høre min kærestes stemme snarest. Fornemme at han er ok. Få talt sammen. Og heldigvis ringede han i dag. Han er ok – tjek! Han skal lægge på efter 25 minutter, fordi han skal ordne nogle opgaver – utjek!
Som pårørende til en soldat der befinder sig i en krigszone, finder jeg det umuligt ikke at bekymre mig i højere eller lavere grad. Og kontrasten til vores trygge liv i lille Danmark er til at få øje på. I går ringede min far og spurgte, om jeg har hørt fra min kæreste, hvortil jeg svarede; ”Nej, der er minimize. Og jeg tror det er fordi 8 amerikanske soldater er blevet dræbt af en vejsidebombe i Kandahar”. Han sukker medfølende og svarer, at jeg skal lade være med at tænke på det. Han mener det naturligvis i omsorg, og derfor er det heller ikke hånligt ment når jeg egentlig får lyst til at grine af hans respons. Og gør det vist også lidt.
Nogle partnere og pårørende vælger informationer helt fra om farefulde begivenheder, og hændelser i området om sårede og dræbte. Det gør de naturligvis for at forskåne sig selv fra bekymringer, og jeg forstår dem godt. Men jeg befinder mig i den anden ende af skalaen og vil gerne have overblik. For det første er jeg interesseret i at vide, hvad der rører sig omkring min kæreste. Både det han selv fortæller, men også opsøgende. For det andet stopper fravalget af informationer ikke hændelserne. For det tredje, og uden at male fanden på væggen, hvis noget skulle ske ham vil jeg så vidt det er muligt ”see it coming”.
”Our lives are defined by moments. Especially the ones we never see coming”
Kæreste til ISAF Soldat (Helmand)
Dag nummer 22
USA’s meddelelse om deres ansvar for Osama bin Ladens død i starten af maj måned, udløste en advarsel fra Taleban om en styrket og udbredt krig mod USA og dets allierede – en bebudet ”forårsoffensiv” som skulle indebære en optrapning af angrebene mod de udenlandske styrker. Min kæreste er en del af de styrker dette forår.
Verdens viden om Osama bin Ladens død lægger fra flere kanter pres på præsident Barack Obama for at påbegynde en tilbagetrækning. Og der er tale om muligheden for at indgå fredsforhandlinger med Taliban. Dermed er den fjende USA gik i krig for at bekæmpe efter 11. september 2001 på vej ind i varmen igen, fordi en politisk aftale med Taleban skal bane vejen for en militær tilbagetrækning fra Afghanistan. Min kæreste er lige der, hvor den fjende er. Og søger jævnligt tilbagetrækning fra deres beskydninger.
Nyheden om mulige fredsforhandlinger med Taleban, fik imidlertid op mod 15.000 afghanere til at gå på gaden i Kabul i protest og demonstrere med bannere med budskabet; ”Retfærdigheden skal ikke ofres for studehandler”. Min kæreste oplever helt tæt på, hvad der ligger bag de budskaber. Og et flag på halv minder ham på prisen for ytringsfrihed.
USA gik ind i Afghanistan, fordi Taleban-styret afviste at udlevere Osama bin Laden til retsforfølgelse for terrorangrebet i 2011. Så nu, hvor de er kommet ham til livs, er USA’s begrundelse for at blive i Afghanistan væk. Og fra et finansielt synspunkt kan det vel diskuteres om det fortsat giver mening at have 70.000 amerikanske soldater udstationeret med et årligt krigsbudget på 100 mia. dollar?
Til sammenligning bruger Danmark ca. 460 millioner kroner om året på genopbygning af Afghanistan. Og er således blandt de lande, der modtager allermest udviklingsbistand fra Danmark. Samtidig er Danmark et af de lande der bruger flest penge i Afghanistan, hvis man måler det pr. indbygger i donorlandet. Danmarks militære tilstedeværelse koster ca. 3 gange så meget. Men det regnes ikke med når man opgør i udviklingsbistand. Min kærestes bistand er bl.a. 200% mere arbejde på en udsendelse til en uforandret månedsløn.
To tredjedele af de udenlandske soldater i Afghanistan er amerikanere. Alle NATO-medlemmer samt andre lande udenfor NATO har bidraget med tropper til ISAF. Sammenlagt bidrager 46 lande med tropper. Og en soldaterne er min kæreste. Han er taget på udsendelse med en idealisme – han tror på, at han kan bidrage til at gøre en forskel. Og jeg tror på ham.
Jeg tror på at en del af hans årsager til at tage afsted, bl.a. er at bidrage til at sænke børnedødeligheden i Afghanistan, som ligger på 20% pga. af fattigdom og sygdomme. Hvert femte barn dør før det er fyldt 5 år, fordi de får for lidt at spise, og for ensidig kost af kartofler eller hvede. Og de smitsomme sygdomme der spredes med drikkevandet. Og for dem der overlever, er resten af tilværelsen en daglig kamp for mad. Halvdelen af befolkningen er underernæret, som igen gør dem modtagelige for sygdomme.
Jeg tror på, at de afsavn han og vi herhjemme lever med pga. af udsendelsen, er en minimal investering i forhold til at skabe en udvikling hele verden kan have glæde af. Imidlertid ændrer det ikke på frygten for at der skal ske ham noget, når han, ligesom de fleste soldater, sætter livet på spil for udviklingen.
Når han eksempelvis beskriver dele fra missionen – turen med implicitte farer over ørkenen til PBL Clifton ved Green Zone for at støtte de soldater, som er der, fornemmer jeg godt udsving i stemmen, og forstår jo godt ordene; ”ørken, støv, bump, frygt, varmt, sved, ladt gevær”, og jeg kan se billederne han har sendt mig, som supplerer til min forestillingsevne. Men jeg kan ikke se det i 360 grader, opmærksomheden i hans øjne, jeg kan ikke dufte det eller mærke varmen og indelukketheden i bilen der får ham til at transpirere, stemningen soldaterne imellem – broderskabet og følelsen af ”jeg ved du har min røv, du ved jeg har din røv”… - det bliver en formidlet beretning om betydningsfulde øjeblikke med fuld tilstedeværelse lokalt for at påvirke globalt.
Kæreste til ISAF Soldat (Helmand)
Dag nummer 14
Så gik de 2 uger… Jubiiii…!!! Så er der ”kun” ca. 3 mdr. tilbage :-( Jeg har lært, at min teori om adskillelse fra min soldat holder stik i praksis… - jeg SAVNER ham! Og så kunne denne blogs sammendrag sådan set godt slutte her… Men… Til gengæld understøtter savnet i den grad, hvor meget min soldat betyder for mig. Og det var ikke, fordi jeg ikke vidste det i forvejen, men som jeg fortalte ham i telefonen i dag; ”denne udsendelse sætter en stor fed streg under det!!”
Jeg synes det er super skønt for min soldat, at han oplever udsendelsen som meget spændende. At han til trods for en del travlhed, nyder denne mission på flere forskellige måder. Helt som jeg havde håbet, det ville blive. Og jeg lytter interesseret i alle hans opgaver og erfaringer, og deltager aktivt i dialogen om hans ufordringer. Men det er lidt af et dilemma samtidig at ønske, at han ikke var taget af sted. Hvor sindssygt bekymret jeg bliver for ham, når han ikke giver lyd fra sig. Kombineret med behovet for omsorg, opmærksomhed og nærhed… Og det manifesterede sig i vores telefonsamtale i går, hvor han efter en stresset dag blev sur over konfrontationen, og filmen derfor knækkede for mig; ”Jeg HADER denne her udsendelse”, sagde jeg, mens jeg græd. Men lidt efter grinte vi (heldigvis) af et eller andet…
Min dagligdag er som oftest fyldt med gøremål, men lige nu skal dagene fyldes endnu mere. Mest for ikke at falde i det hul lige under overfalden af latent savn, den sporadiske, snærende følelse af ensomhed og ikke mindst bekymring. Det manifesterer sig bl.a. i at investere mere tid i mit arbejde, tage længere ture med hundene, deltage i langt flere sportsaktiviteter, at tage på en sjælden tur i byen for at danse (som stoppede brat, da de spillede noget af ”vores musik), gå i gang med forårs rengøring og havearbejde… Nå nej, det er stadig på planlægnings-niveau :-) For der er mange gode planer på listen at tage fra, men uanset, hvor meget jeg fylder min tid ud, så savner jeg helt grundlæggende min soldat utroligt meget. Og lige nu glæder jeg mig bare til at denne her skide udsendelse er overstået…
Der sendes mange tanker i alle variationer til min soldat i løbet af et døgn. I går så jeg f.eks. en film, hvor jeg skreg af grin over en passage som bare ville have været endnu sjovere, hvis vi havde set den sammen. Og noget af det første han observerede, da han ankom på basen, var de ”manglende” træer og planter. Så i dag på min løbetur med hundene ville jeg gerne have delt synet og duften med ham af en skov, der lige er sprunget ud. Eller bare stå i køkkenet, som vi gør så tit, og drikke en kop kaffe sammen over en snak om stort og småt. Og der går ikke en eneste aften, hvor jeg ikke ville give ufatteligt meget for at putte tæt sammen med min elskede soldat - rare tanker. Men de bekymrede tanker kan ikke undgås også at blive sendt af sted. Min soldat var ude på en såkaldt PBL (Patrol baseline) ved green zone i weekenden, og derfor mere end almindelig tæt på Taleban. På en og samme tid spændende, og yderst angstprovokerende. Til gengæld var der lettede glædestanker ved besked om, at han var vendt tilbage til basen i fin form igen.
Jeg har en fantastisk familie og gode venner, og som sådan har jeg en god støtte fra omgivelserne under denne udsendelse. Men… - de forstår med god grund ikke helt dimensionerne. Så de første dage efter min soldat tog af sted, søgte jeg efter pårørende grupper på nettet. Og jeg er kommet med i en på Facebook som rammer mit behov. Det er en stor gensidig støtte at være i kontakt med en masse i samme båd som en selv. De forstår tankerne, følelserne – frustrationerne. Der er nogen til at ”gribe” og motivere, når man savner. Nogen til at sige; ”jeg forstår dig”. Ja, okay, de forstår nok ikke mig, men de forstår og oplever selv, hvad det afføder at savne en elsket person der pt. har Taleban som nabo. Det er en lukket verden af sammenhold, ligesom det er det for soldaterne der indgår i en slags broderskab.
Så sammendraget er, at denne udsendelse indtil videre er noget af en ujævn rutchetur. Og jeg har brug for et eller andet at holde fast i, når jeg det ene øjeblik kører ned, for det andet øjeblik at få sus i maven når jeg kører op, og i tredje øjeblik er på vej ind i et loop… Så selvom der stadig ikke er en fast dato for, hvornår han kommer hjem igen, er målebåndet taget frem, der med fryd er blevet klippet 14 centimeter af…
"Missing someone gets easier every day because even though it's one day further from the last time you saw each other, it's one day closer to the next time you will"
- Kæreste til ISAF Soldat (Helmand)
Dag nummer 7
Den første uge er gået. Heldigvis. Og følelsesabstinenserne er ca. under kontrol. Eller… I modsætning til de første par dage, hvor det var en konstant af et virvar af følelser på én gang. Nu begynder der at komme en spæd form for struktur i det. Måske hænger det også sammen med, at dagen efter min soldat tog af sted, blev det min uge med barn (jeg er dele-forældre hver anden uge) Så det betyder alt andet lige, at hverdagen skal klappe med alle de rutiner et barn på 7 år kræver.
I går blev det så kendt, at amerikanerne fik ram på Osama Bin Laden. Godt! Men min næste tanke var, hvad det eventuelt kommer til at betyde i det Taleban centrum, hvor min soldat opholder sig?
Det talte jeg med ham om i går, da han ringede hjem. Han fortalte at der ingen grund var til bekymring, da Taleban som også tæller bønderne i området, mest havde travlt med at høste lige nu og de næste 14 dage. Ja ok, fint nok. Men den er jeg vist ikke sikker på, at jeg køber. Og godt understøttet af specialist analyser i medierne om, hvad modreaktionen måske kan være. Vi får at se…
Min soldat ringer hjem hver aften. Det er virkelig en lifesaver. De seneste dage har jeg taget mig selv i at tjekke min ”log” i telefonen. Og hvis klokken overskred det tidspunkt han ringede dagen før, begyndte jeg at trippe. Det er bare så skønt at høre hans stemme. Vide at han er ok, og har haft en god dag.
Vi har altid talt enormt meget sammen. Om ALT… Selv efter flere år kan vi tale flere timer sammen i telefonen. Også masser af sms. Så det er noget at vænne sig til ikke lige at kunne gribe knoglen, når en relevant tanke passerer. Eller ikke lige at kunne sende en sms… Eller jo, det kan jeg da godt, men der kommer ikke noget svar tilbage. Dækningen er mildest talt dårlig, der hvor han er.
Endnu har han ikke fået en dato for, hvornår han kommer retur til Danmark. Vi ved bare, at han er væk i ca. 3 måneder plus minus. Det er ok, men det irriterer mig alligevel lidt. Jeg ville gerne have noget målbart at forholde mig til. De skulle dog vist få det at vide i løbet af de næste dage. Og så er det frem med målebåndet, så der kan klippes hver dag.
- Kæreste til ISAF Soldat (Helmand)
April 2011
Dag nummer 1
Min kæreste er soldat, og tog til Afghanistan i går nat. Noget han og vi omkring ham, alle har vidst i lang tid, men som alligevel rammer som social(sur)realisme, nu, hvor han er taget af sted og skal være væk i ca. 3 måneder.
Han har været i forsvaret siden 1995, og som en del af hans ansættelseskontrakt, er udsendelse svært helt at undgå. Dette er hans anden udsendelse. Min første.
Der er mange ting og følelser forbundet med denne udsendelse. En ny erfaring med utrolig mange variable der manifesterer ”før, nu og efter” på helt nye måder. Optakten, der har været lang, og som tiden nærmede sig, blev gradbøjet og forgrenede sig i betydninger og intensitet.
Som vi sad i bilen i går og kørte gennem Københavns gader, mens god og let melankolsk musik auditivt omfavnede os, snakkede vi om at disse øjeblikke inden afsked og på gensyn var et lukket mentalt og følelsesmæssigt rum. Og midt i en verden der fortsætter sin gang omkring os. Og det var, og er, en vaklen mellem at forholde sig til de praktiske fakta i situationen og det tangerende melodrama der bruser indeni.
Savn, er savn. Og bekymringer og håb om, at alt går godt for et menneske man elsker, er for mig altid tilstede. Men det skaber perspektiv, at det ikke ligefrem er en forretningsrejse til syd Europa der her er tale om. Og det er meget muligt at de Camps de fleste af soldaterne opholder sig på, er beskyttet og (våben)beredt som en slags udvidet ”dagsinstitution” med mange kompetente ressourcer og ”voksne” til at holde i hånd, men de er ikke desto mindre placeret i et Taleban centrum.
Da jeg mødte min kæreste for år tilbage, sikrede jeg mig, bevidst om hans hverv, at han ikke var en af den slags soldater som skulle i krig. Det forsikrede han mig om, at, det var han ikke. Jeg var endda så skråsikker, at jeg betingede dette begyndende forhold på at udsendelse ikke var en mulighed, hvis vi skulle videre sammen. Og jeg husker, hvordan jeg lettet værdsatte hans stålfaste enighed. Men det var dengang…
Nu hørte jeg lige fra ham. De er landet et sted i Afghanistan. Pyh… Godt at vide. Altså nej, men jo… Han fortalte, at han sidder i det militære område af lufthavnen, og at alle soldater er blevet sikkerheds briefet om at være på vagt, fordi en oberst var gået amok i lufthavnen dagen før og havde skudt og dræbt 10... Øh...!?!
Nå, men jeg skal ud at ”svuppe” et stoppet lokum i mit forstads hus…
- Kæreste til ISAF Soldat (Helmand)
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|