Bertram kom til os i december 2009. Det var en stor glæde for vores familie. Vi havde sparet samme længe for at kunne få vores drømmehund. Han var pragtfuld, en dejlig glad og velpasset hvalp. Stor var hans glæde da det endelig blev rigtig bernervejr, sne
juhuuuu
uuuu.
Vi begyndte på hvalpetræning, og han nød det i fulde drag. Han havde et godt hundesprog og kunne med alle to og firbenet, og charmede sig ind i alle hjerter. Hver uge til vejning, hos dr.dyr, stedet han nærmest betragtede som legestue. Ture til engen, og parker hvor der kunne leges med andre hvalpe, var en stor glæde for alle, og vores glæder over at have hund igen var stor.
I marts begyndt Bertram at halte, især på højre forben. Vi gik hos dr. Dyr, der ikke umiddelbart kunne finde noget og vi blev enige om at han skulle holdes lidt i ro, det nemmere sagt en gjort til en aktiv hvalp, hvor var han ked af det.
Et par dage efter legede med en Golden hvalp på samme alder, de havde det så sjovt og Bertram var lykkelig over igen at kunne lege. Men bagefter haltede han, og hen på aftenen kunne han nærmest ikke støtte på højre ben, jeg tænkte der er noget helt galt og vi tog til dr. Dyr igen. Han blev røntgenfotograferet, d. 18 marts og dommen var hård, og jeg gik nærmest i chok, han havde AA3 i begge albuer, højre værst. Bertram fik smertestillende medicin. Billeder blev sendt til en af landets førende udi knogle kirurgi, han sagde det samme. Udsigterne var dårlige, han kunne blive opereret, og skulle, i hvert fald i højre og måske i venstre, kort snor i 3-6 måneder pr. ben, ingen lege, løb, ingenting. Resultatet kunne blive godt, middel, eller skidt, og man kunne ikke garantere noget, og der ville blive restriktioner, samt medicin og specialkost resten af hans liv. Han var kun 5 måneder.
Vi var meget ulykkelige, og jeg talte og søgte råd hos flere dyrlæger, andre Berner ejer, et par der havde prøvet det selv, og alle uden undtagelse, havde kun et godt hundeliv for øje.
Hvad er et godt hundeliv, især hvalpe liv, når de næste mange måneder skulle være i kort snor, ingen leg med bedste venner, ingen fjollerier, daglige smerter, ingenting. Jeg synes det var valget mellem pest eller kolera. Undervejs var jeg i kontakt med Bertrams opdrætter, der mente det var nok bare en mus, en ukompliceret operation, hun havde selv en, der var blevet opereret, og der var ingen problemer. Jeg sagde at det var to forskellige ting vi talte om, og jeg spurgte om betaling, af evt. opration, da jeg mente, at da AA jo er arveligt, måtte han havde haft det hele tiden, men fik svaret at hun ikke skulle betale noget, da hun jo ikke viste hvad jeg havde gjort med hvalpen, efter den havde forladt hendes hus, og jeg fik følelsen af at jeg virkelig var en rigtig dårlig hvalpemor og at det var noget jeg havde påført ham.
Jeg kontaktede Dansk kennel klub for at få råd og vejledning, talte med jurister og dyrlæger flere gange. Da Bertram var så lille, kunne det ikke være noget jeg havde gjort forkert, der er faldet dom for, at så er det ren genetik, og en dyrlæge sagde at man viste at AA var meget mere arveligt en f.eks. HD. Juristen sagde at, min ret var at ophæve handlen, jvn. Købeloven.
Dansk Kennel klub beder om at få billederne tilsendt, og jeg får en rekvisition mærket ”handelssag” tilsendt og min dyrlæge sender billederne til bedømmelse i Dansk kennel klub. Imens vi venter på svar, går jeg bare og håbede på, at alle andre er tage fejl.
D. 27. marts kom diagnosekortet ind af døren, AD status 3 i begge albuer.
Et godt hundeliv, især hvalpe liv som er så kort, er for mig, leg, tumling, løb sammen med andre hvalpe, og konsekvenserne var uoverskuelige, stor operation hvor knoglen skæres over for at få det hele til at passe sammen, hvordan ville hans mentale tilstand blive, hvad for en hund ville han være efterfølgende, når alt var overstået. Jeg måtte træffe en beslutning, den værste beslutning jeg længe skulle tage. Og på baggrund af min overbevisning om hvad et godt hundeliv er, samt den rådgivning fra flere dyrlæger, samt venner og bekendte, sendte jeg en mail med diagnosekort samme dag til opdrætter, og valgte at ophæve handlen jf. Købeloven .§ 76 stk.1 nr.4
Den 2. april 2010 kørte jeg den længste tur i mit liv, for at aflevere Bertram til hans opdrætter, noget af det værste jeg har oplevet i mit liv.
Der var ingen empati, ingen medfølelse fra opdrætter, over den sorg dette forløb havde forvoldt mig og ikke mindst min søn, nærmest ingen øjenkontakt, det var meget ubehageligt, jeg følte jeg var den onde stedmor. Opdrætter ville skrive på købskontrakten at, handlen var ophævet på grund af halten, men det var jo ikke bare en halten, jeg kunne ikke drømme om at aflevere min hund for noget så banalt, hvorefter hun sagde, ”nå jeg kan da også godt skrive AD3”. Jeg skrev under, men den dag i dag kan jeg ikke huske hvad jeg skrev under på.
Kæreste Bertram, du var vores første Berner, vores drømmehund, vi elskede dig, det har været en stor sorg, du bor i vores hjerter og hvor du end er, håber vi du har det godt.