AGF Svømning

Alle hold i Gellerupbadet nedlægges fra dags dato

2013-04-09 11:28

Kære medlemmer,

Det er med stor beklagelse at vi udsender denne nyhed. Men efter nøje overvejelse har vi valgt at nedlægge samtlige hold i Gellerupbadet med øjeblikkelig virkning. Indtil videre for en periode på 14 dage, da vi naturligvis vil være imødekommende overfor løsningsforslag. Men det skal være løsninger, som vi kan stå inde for, ellers bliver lukningen permanent.

Hvorfor lukker vi ned?

Vi har igennem årene haft indtil flere dårlige oplevelser i forhold til trusler om vold, hærværk mod biler og stjålne cykler og andre værdigenstande. I går aftes havde vi desværre endnu en episode og denne var af mere voldsom karakter. To af vore instruktører blev overfaldet i deres bil af en gruppe på 20-25 unge. Sidespejle blev sparket af og der blev sparket gentagne gange ind i siden på bilen. De er selvsagt meget rystede, men har det dog efter omstændigheder godt i dag.

Og det er med denne oplevelse in mente at vi ikke længere kan forsvare at sende vores medarbejdere ud på en arbejdsplads, hvor deres sikkerhed ikke kan garanteres, ligesom vi heller ikke længere mener det er rimeligt at I som medlemmer skal udsættes for denne risiko.

Det er selvfølgelig dybt beklageligt og helt vildt ærgerligt at det endnu engang skal være de få, der skal ødelægge det for de mange, men lige nu vil vi ikke udsætte vores medarbejdere for fare.

Hvor skal vi så gå til svømning?

Det er selvfølgelig det første spørgsmål, som mange af jer nok sidder tilbage med, og vi ville ønske at vi havde en løsning, der med det samme, kunne tilgodese jer alle. Men det har vi ikke - endnu. Vi vil arbejde på at få så mange af jer som muligt over på andre hold/nye hold (som vi skal se på at få oprettet), og håber dermed at kunne flytte jer alle over på alternativer.

Det kan også være at der kommer en løsning, som vi vil vurdere som værende forsvarlig, og at vi dermed fortsætter. Men vi vil hellere komme tingene i forkøbet, og begynde at se på andre muligheder for jer.

Hvad kan vi gøre nu og her?

I kan altid forsøge at finde andre hold via vores bookingsystem. Det er altid opdateret i forhold til ledige pladser. Læs mere her: http://agf-swimteam.dk/holdskifte

Holdskifte kan således foretages helt automatisk via nettet.

Derudover vil vi straks se på at få oprettet nye hold i andre haller, men der må vi bede om lidt tålmodighed fra jeres side, da det selvsagt kræver en del logistik at få på plads. I kan se vores andre haller her (alternativerne vil være Aarhus Svømmestadion, Frydenlund og Søndervangskolen): http://agf-swimteam.dk/svoemmebassiner

Vi melder ud på mail til jer, når vi har nye hold, som I kan tilmelde jer.

Vi vil bare gerne stoppe, kan vi få vores penge retur?

Selvfølgelig kan I det. Vi vil helst have at I bliver hos os, og ser alternativerne an, men er der ikke noget af det, der passer jer, så vil vi selvfølgelig imødekomme en eventuel udmelding fra jer. I det tilfælde bedes i sende en mail til Anette Makkenhauer på am@agf.dk hvor I giver hende alle oplysninger (navn, adresse, tlf, kontonr og hold). Så vil hun hjælpe jer videre.

Igen, vi beklager rigtig meget denne udmelding, men håber også på forståelse for vores situation, og at vi bliver nødt til at sikre at vores medarbejdere og I, vores medlemmer, kan komme sikkert til og fra svømning. Og det er desværre ikke længere noget vi kan garantere.

På vegne af AGF Svømnings bestyrelse.

Line Vittrup
Svømmeleder

AGF Svømning

AGF Svømning | Terp Skovvej 16-20, 8260 Viby J  | Tlf.: 86141070 | medlemsservice@agf-svomning.dk