Ny struktur i K-afdelingen

2014-08-17 18:05
Vokseværk i Viborg Svømmeklub kræver ændringer
 

Antallet af svømmere i konkurrenceafdelingen under Viborg Svømmeklub er eksploderet de seneste år. Et målrettet arbejde i undervisningsafdelingen har betydet, af langt flere rykker videre og vælger at prøve kræfter med konkurrencesvømningen. Konkurrenceafdelingen har hidtil skabt plads til de nye svømmere bl.a. ved at oprette nye konkurrencehold. Tilstrømningen har dog gjort det vanskeligt at rykke svømmere igennem systemet efterhånden som de bliver dygtigere og træningsmængden bliver øget. Samtidig har det nuværende 1. hold (K1) været det eneste tilbud til junior- og seniorsvømmere, der ønskede at fortsætte på højt plan. Valget bestod således mellem alt eller intet, hvor ”alt” betød op til 20 timers træning pr. uge.

Fremover vil svømmetræningen på højeste plan i Viborg Svømmeklub være et tostrenget tilbud. Klubbens nuværende K1 deles i ”Elite” og ”Race Club”. Førstnævnte vil fortsat kræve, at svømning er 1. prioritet efter uddannelsen og træningen fordeles over op til 8 træningspas pr. uge. ”Race Club” vil tilbyde svømmetræning med høj intensitet op til 4 gange ugentligt. Svømmere i ”Race Club” forventes fortsat at udvikle deres svømmefærdigheder og svømme på et fuldtud konkurrencedygtigt niveau uden dog at svømning skal ophøjes til en livsstil.

Med de nye tiltag håber Viborg Svømmeklub at kunne imødekomme flere svømmere mht. ønsker og muligheder der er udgangspunkt for den enkelte. Viborg Svømmeklub forventer, at denne ændring i holdstrukturen vil være med til at fastholde den fremgang klubben har oplevet gennem de seneste år. Ud over det sportslige og svømmetekniske forudsætter dette, at klubben holder fokus på den sociale sammenhængskraft på tværs af hele konkurrenceafdelingen. En afdeling som i al ubemærkethed er vokset til at være en af de største ungdomsafdelinger der kan mønstres i de danske svømmeklubber.
 
Ændringerne i holdstrukturen træder i kraft i november 2014
Viborg Svømmeklub | Asmildvej 3A, 8800 Viborg  | Tlf.: 20960420 | viborgsvommeklub@gmail.com