Jacob Severinsen til EM

2013-03-29 20:22
 
Jacob Severinsen vinder medaljer ved Danish Open og udtages til junior-EM! Jacob Severinsen fra Viborg Svømmeklub har i dagene op til påske deltaget i Danish Open i Bellahøj Svømmestadion. Stævnet er det eneste, hvor de danske topsvømmere kunne kvalificere sig til sommerens VM og junior-EM, og der var derfor deltagelse af hele den danske svømmeelite og derudover svømmere fra 7 europæiske lande.
 
Jacob Severinsen, der er 2. års junior, stillede op i 50 og 100 m fri samt i sine favoritløb 50 og 100 m butterfly. Jacob fik gode tider i 50 og 100 m fri. Da Jacob ikke havde en realistisk mulighed for at kvalificere sig til finalerne i disse discipliner, blev løbene især brugt til at afprøve og finpudse tekniske detaljer. 50 m butterfly blev svømmet om onsdagen, og her var Jacob Severinsen godt svømmende i både indledende runde og semifinalen og endte således blandt de 8 svømmere, der kom i finalen. I finalen ventede et stærkt felt, med 4 seniorer og 3 andre juniorer, så der skulle svømmes stærkt for at gøre sig gældende. Og det gjorde Jacob, idet han tangerede sin personlige rekord og kom ind på en meget flot 3. plads og dermed vandt bronzemedalje.
 
Skærtorsdag gjaldt det indledende runde og semifinale på 100 m fly og atter viste Jacob Severinsen, at han svømmer stærkt, når det gælder. Jacob kom sikkert videre fra den indledende runde og i semifinalen skar Jacob godt 2 sekunder af tiden fra indledende runde og kom i finalen som den eneste juniorsvømmer. Finalen i 100 m fly blev svømmet sidst på eftermiddagen langfredag. Her viste Jacob atter stor form og forbedrede sin personlige rekord med over et halvt sekund og vandt igen bronzemedalje.
 
På baggrund af sine flotte præstationer i fly-løbene blev Jacob Severinsen efter stævnet udtaget til junior-EM, der afholdes i Polen i juli. Jacob Severinsen fik således maksimalt udbytte i form af både medaljer og EM-udtagelse fra et stærkt besat internationalt stævne, og kan nu sammen med Viborg Svømmeklubs øvrige svømmere se frem mod deltagelse i næste weekends hold-DM, hvor klubbens bedste hold skal til Lolland for at forsvare sin plads i 3. division, mens klubbens lidt yngre konkurrencesvømmere prøver kræfter i 4. division.
Viborg Svømmeklub | Asmildvej 3A, 8800 Viborg  | Tlf.: 20960420 | administrator@viborgsvommeklub.dk