Dansk   English       Sitemap    
 

Børneteaterprisen Danmarks Teaterforeninger 2016

 
Teater My og Mette Rosleff modtog Danmarks Teaterforeningers Børneteaterpris 2016. Prisen blev overrakt i Silkeborg d.20.nov. til D.T.`s seminar, og My og Mette fik disse smukke ord med på vejen : 
 
Familieforestillinger er som regel store forestillinger med mange medvirkende, hvor hele familien kan samles om teateroplevelsen.
Aftenens prismodtager ligger nok snarere i, hvad man ville kalde den modsatte ende af spektret. Målgruppen er de alleryngste og ofte helt uforberedte teatergængere.
Alligevel er det lige før, at man selv som voksen må opbyde al sin viljestyrke for ikke at krybe helt op på scenen og komme endnu tættere på fortælleren og på alle de fantastiske, vidunderlige ting og effekter, der på forunderligste vis materialiserer sig for øjnene af os. Den smukke stjerne fra himlen, der gemmer på et helt hav med fisk, søstjerner og planter. En helt almindelig seng, der gemmer på - ja hele universet.
 
Årets modtager af Børneteaterprisen er Teater My ved Mette Rosleff.
 
Mette Rosleff som selv står på scenen i sine forestillinger. Men sine spillende, levende øjne og det berømte, lidt underfundige og smittende smil, der giver os fornemmelsen af, at hun ved noget, som hun glæder sig til at dele med os. Og som vi med god grund kan glæde os til.
For Teater My laver forestillinger, der konstant overrasker os. Det er forestillinger for de små, men om det store. ́ I hvert fald om det store ved scenekunsten, ved teateroplevelsen: Hvor ingenting kun er det, vi ser. Bag selv de mest almindelige genstande, bag et helt hvidt scenetæppe, i en lille skuffe gemmer magien og eventyret sig. Præcis som det også kan være tilfældet med livet - i hvert fald når man er mellem to og fem år.
I Teater Mys forestillinger samles alt det, der også fascinerer os voksne ved scenekunsten: At der i selv det mest almindelige gemmer sig mere og andet, end hvad vi umiddelbart kan se og tror.
Mette Rosleff indhyller scenen i magi, her har fantasien ingen grænser, alt kan forvandles. Det er svært at tro andet end, at også de helt nye teatertilskuere efter sådan en oplevelse må blive afhængige af den kunstart, Mette Rosleff åbner for dem. Med sine forestillinger, der møder dem, der hvor de er, men som tager dem lige så alvorligt som et voksent publikum - ved at give dem det allerbedste og fineste, teaterkunsten kan byde på.
Derfor får Teater My Danmarks Teaterforeningers børneteaterpris 2016. Til lykke
 
 
Mette Rosleff  | Tlf.: +45 22 44 07 33 | m.rosleff@mail.dk