FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Lars Schrøder med på "holdet bag holdet" hos Riwal Platform

01-11-2015
 
Efter at sportsdirektør Michael Blaudzun i sidste uge lukkede de sidste rytter-aftaler for 2016, ligger det nu også fast, hvilke ledere, der i næste sæson skal udgøre ”holdet bag holdet” hos Riwal Platform Cycling Team.
 
Udover at Blaudzun holder fast i den eksisterende stab med Christian Ranneries, René Jacobsen og Lucas Persson har han tilknyttet den tidligere juniorlandstræner Lars Schrøder, der kommer fra Aarhus-baserede Team Jutlander Bank.
 
”Det er en kombination af muligheden for at rykke et niveau op og mit mangeårige kendskab til Michael Blaudzun, der har fået mig til at takke ja til jobbet hos Riwal Platform,” siger den 42-årige østjyde, der i 1998 i en alder af kun 24 opgav en ellers lovende karriere hos Team Chicky World til fordel for idrætsstudiet på Aarhus Universitet.
 
”Jeg var væk fra sporten en del år, men er virkelig motiveret for at yde mit bidrag på et hold, der, som jeg oplever det, er endog særdeles godt organiseret,” siger Lars Schrøder.

Til daglig arbejder Lars Schrøder som konsulent i Jobcenter Aarhus og udover at have arbejdet med juniorlandsholdet og Jutlander Bank har han også været omkring cykelklubberne i både Odder og Randers.

”Og allerede fra min tid som ungdomsrytter har jeg et særdeles godt kendskab til Blaudzun i og med, at vi er samme årgang. Så jeg glæder mig virkelig til at arbejde sammen med ham og de øvrige holdansvarlige hos Riwal Platform.”

Kategori: Cykelnyt