FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Riwal Platform klar til årets sidste etapeløb

28-08-2015

(foto: CyclingPhoto.dk)
 
Efter sidste succes-weekend, hvor Riwal Platforms Nicolai Brøchner hentede en sejr i fredagens gadeløb i Skive og Jonas Aaen og Morten Øllegaard søndag fulgte op med dobbeltsejr i 4. afdeling af Post Cuppen i Sønderborg, stiller otte mand lørdag og søndag op ved sæsonens sidste etapeløb – det klassiske hollandske race Ronde van Midden Nederland, der har været kørt siden 1948.
 
”Vi starter med et 29 kilometer langt holdløb, der køres med start og mål i Amerongen, der ligger halvvejs mellem Arnhem og Tour de France startbyen Utrecht,” fortæller René Jacobsen, der vil sidde i sportsdirektørbilen begge dage.
 
”Holdløb plejer ikke at være vores spidskompetence, men det vil være dumt at afskrive os så godt som vi er kørende i øjeblikket. Og under alle omstændigheder får rytterne mulighed for igen at arbejde sammen som et hold med alt hvad det indebærer.”
 
De otte Riwal Platform ryttere, der stiller til start i det stærke felt, hvor Team Colo-Quick udgør et andet dansk islæt, er: Nicolai Brøchner, Rasmus Mygind, Jesper Mørkøv, Tobias Kongstad, Jonas Aaen, Casper Pedersen, Casper von Folsach og Kasper Linde. Sidstnævnte er med i stedet for knæskadede Emil Bækhøj.
 
”Søndag venter så et 204 kilometer langt linjeløb med start og mål i Papendorp – en forstad til Hollands cykelby nummer et – Utrecht.
 
”Selv om klassementet formentlig allerede er sat lørdag, er der stor prestige i etapesejren her. Og vi vil arbejde hårdt for at få kørt Aaen og Brøchner frem,” siger René Jacobsen.

Kategori: Cykelnyt