FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Øllegaard sluttede af med en 7. plads

01-08-2015
 
Riwal Platform Cycling Teams sprinter Morten Øllegaard sluttede lørdag af med en 7. plads på 4. og sidste etape af det polske løb Dookola Mazowsza.
 
”Dagen var præget af en række små udbrud, hvor vi blandt andet havde Jesper Mørkøv med,” fortæller Riwal Platforms sportsdirektør Christian Ranneries fra Polen.
 
”På den sidste af de tre omgange på 53,6 kilometer så det ud til at fire mand fik revet sig afgørende løs, fordi ingen hold i feltet åbenbart havde interesse i at hente dem. Men det ansvar tog vi så på os, og hullet blev lukket igen, så feltet kunne komme samlet til mål.”
 
”Her kørte Nikola Aistrup et flot lead out for Øllegaard, men i det sidste sving før stregen mistede han et par placeringer, så han røg ned fra en 4. til en 7. plads,” siger Ranneries, der overordnet set har været tilfreds med sine rytteres indsats.

”Naturligvis ville vi gerne har haft en etapesejr med hjem, men set over hele ugen, synes jeg, drengene har gjort det fint.”
 
Dagens etape blev vundet af tyske Nils Schomber fra Rad-Net Rose Team foran polakken Grzegorz Stepniak fra CCC Sprandi Polkowice, der sluttede som den samlede vinder af løbet.


Kategori: Cykelnyt