FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Spændende og hård rute til Post Danmark Rundt

03-03-2015
Da ruten til årets udgave af Post Danmark Rundt blev offentliggjort, var Riwal Platform Cycling Teams sportschef Christian Ranneries og rytteren Jonas Aaen tilstede. Efterfølgende var de enige om at karakterisere ruten som spændende og hård.
Foto: Riwal Platform Cycling Team
 
Første etape kan få afgørende betydning – men den kan også blive stille og rolig”, vurderer Jonas Aaen og fortsætter: ”Hvis der kommer en hård vestenvind, vil der blive tale om en meget hård etape med de 60 km ude ved havet – men hvis vinden udebliver, bliver der nok tale om en forholdsvis rolig indledning af løbet”.
 
2. etape vil med sine 235 km blive den længste etape gennem mange år ved Post Danmark Rundt. Christian Ranneries vurderer den således: ”Der vil ganske givet komme et morgenudbrud afsted, men der vil sandsynligvis blive samling til sidst. Der er dog tale om en meget hård etape – ikke bare på grund af længden, men undervejs skal en lang række af de kendte bakker i det midtjyske passeres. Derved kan den få betydning senere i løbet”.
 
3. etape – puha, den bliver hård
 
185 km ved Vejle med det traditionelle opløb på Kiddesvej – puha, godt at jeg ikke selv skal køre den”, var det spontane udbrud fra Christian Ranneries.
 
Jonas Aaen, der formentlig får fornøjelsen af etapen, formulerer det således: ”Etapen vil formentlig blive afgørende for klassementet. Man kan måske ikke vinde løbet på etapen, men man kan i hvert fald risikere at tabe det”. Etapen virker næsten også skræmmende efter sandsynligvis to hårde dage forinden. Arrangørerne vurderer den selv til at være løbets hårdeste etape nogensinde.
 
Jonas Aaen forventer ikke en walk-over fredag formiddag, på den traditionelle korte formiddagsetape. Nogle af de teams der har tabt tid på Vejle-etapen vil være tvunget til angribe, og så bliver den hård, er vurderingen.
 
Fredag aften venter dernæst enkeltstarten, hvor løbet med stor sandsynlighed vil blive endelig afgjort, før den afsluttende etape fra Hillerød til Frederiksberg.
 
Forventningerne
 
Riwal Platform Cycling Team noterer sig, at 3 ud af de af danske Continental Teams vil blive inviteret med til løbet. Christian Ranneries tager det derfor næsten som givet, at Riwal Platform Cycling Team vil være blandt de deltagende teams. Det begrundes bl.a. med, at holdet vil få masser af erfaring via det store internationale løbsprogram holdet har i 2015.
 
Hvis man skal kunne begå sig ved et så hårdt løb, så er det ikke nok blot at køre nogle få UCI-løb forinden – der skal indhentes en masse erfaring”, vurderer sportschefen.
 
Vores mål med løbet må fortsat være en podieplacering på en af etaperne samt gerne en af trøjerne”, mener Jonas Aaen. ”Hvis der byder sig muligheder i klassementet, så vurderer vi det til den tid”, afslutter den sympatiske rytter.

Kategori: Cykelnyt