FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Nicolai Brøchner fortsætter karrieren hos Riwal Platform Cycling Team

28-10-2014
Efter et succesfyldt ophold i USA vender det danske talent, Nicolai Brøchner, igen hjem til et dansk hold, da han i 2015 skal tørne ud for Riwal Platform Cycling Team.

I USA har Brøchner kørt for Bissell Development Team, og i den forløbne sæson kom den første UCI-sejr i hus, da han vandt 2. etape af Tour of the Gila. Derudover blev det til en bronzemedalje ved U23 DM samt flotte resultater ved Tour of Alberta og Tour of California. I årets udgave af Post Danmark Rundt optrådte Brøchner på Post Danmark holdet, og det blev også til en 10. plads på første etape.

Det er en afklaret Nicolai Brøchner, der forklarer, at han egentlig ikke havde planer om at vende tilbage til Danmark til den kommende sæson, da han havde udviklet sig rigtig meget i USA, men en henvendelse fra Riwal Platform Cycling Team ændrede disse planer:
- Lige fra første gang jeg mødte Mogens Kristensen og Christian Ranneries fik jeg et rigtig godt indtryk af holdet og organisationen bag det. Det lader til, at Riwal Platform Cycling Team har de helt rigtige ambitioner for en rytter som mig, og jeg tror på, at de kan tilbyde mig de rette muligheder for at udvikle mig til at blive den rytter, som jeg gerne vil være.

Der er bestemt ikke blevet skruet ned for ambitionerne til den kommende sæson
- Jeg har rigtig store personlige ambitioner for 2015, hvor jeg for alvor skal bevise mit værd, men jeg har også rigtigt store ambitioner på holdets vegne. Gennem hele kontraktforhandlingerne har Riwal Platform Cycling Team udvist en professionel attitude, og det vil jeg gerne betale tilbage ved at hjælpe holdet mest muligt ved enten selv at tage nogle sejre eller hjælpe mine holdkammerater frem til sejr. Størstedelen af mit program kommer til at bestå af udenlandske UCI-løb, og det er selvfølgelig her mit fokus ligger næste år. Jeg fik jo en enkelt UCI-sejr i år, og det vil jeg rigtigt gerne gøre efter og helst også forbedre ved at tage et par stykker ekstra. De danske UCI-løb ligger selvfølgelig rigtigt højt på ønskelisten samt U23 DM, hvor jeg gerne vil forbedre min tredjeplads fra i år. slutter Nicolai Brøchner.

Manager Mogens Kristensen er glad for, at det er lykkedes at tegne kontrakt med Nicolai Brøchner til den kommende sæson:
- Nicolai er en særdeles hurtig herre, og med ham på holdet har vi endnu et sprinterkort på hånden. Han komplimenterer vores U23 setup på den helt rigtige måde, så vi har store forventninger til vores unge ryttere til den kommende sæson. Nicolai Brøchner har en særdeles professionel tilgang til livet som cykelrytter, så jeg er rigtig glad for, at han har valgt at fortsætte sin karriere hos Riwal Platform Cycling Team.

Yderligere info:
Manager Mogens Kristensen, 40 27 08 29, mkr@riwalcyclingteam.dk
Direktør Steffen Kromann, 21 83 56 10, sk@kromann-connect.dk

Kategori: Cykelnyt