FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Mads Christensen til Riwal Platform Cycling Team

08-10-2014
Riwal Platform Cycling Team fortsætter oprustningen til næste sæson – denne gang i form af erfarne Mads Christensen

Siden Mads Christensen for 10 år siden kørte en fantastisk bronzemedalje hjem ved U23 VM i Verona, har karrieren budt på mange op- og nedture indenfor sporten. Efter nogle gode år hos Saxo Bank vendte han i 2014 tilbage til CULT Energy Vital Water. Holdet har opnået masser af succes i løbet af året, men Mads Christensen fik ikke indfriet sine egne sportslige ambitioner.

Mads Christensen udtaler:
- Jeg glæder mig til at blive en del af Riwal Platform Cycling Team. Det er et hold, hvor alle kæmper for alle, og holdånden er i top. Mange forskellige ryttere har fået sejre i bagagen, og det virker til at være et rigtig godt og velfungerende hold. Jeg har naturligvis også lagt mærke til, at en rytter som Jonas Aaen har haft kæmpe succes med at blive tilknyttet holdet. Han har haft en fantastisk sæson, og det virker meget motiverende for mig. Derudover glæder jeg mig til at give mine erfaringer fra World Touren videre til holdets unge, talentfulde ryttere.

Ambitionerne for næste sæson er også på plads:
- Jeg vil gerne have nogle sejre ind på kontoen i næste sæson! Et løb som Fleche du Sud ligger rigtig godt til mig, så her satser jeg på at lave et topresultat. DM i Rønde er naturligvis også et oplagt mål for både mig og resten af holdet – og naturligvis er Post Danmark Rundt også et stort mål for mig.

Manager Mogens Kristensen er meget tilfreds med at få tilknyttet Mads Christensen til holdet:
- Mads er en superdygtig rytter med masser af erfaring. Jeg er sikker på, at Mads hos os kan genfinde troen på, at han kan vinde cykelløb. Han kender gamet ud og ind, og han kan helt sikkert også være med til at give noget af sin erfaring videre til vores unge ryttere på holdet.

Riwal Platform Cycling Team har i 2014 haft et stort internationalt program – et program man forventer bliver forøget yderligere via holdets U23 satsning til næste sæson.
- Det er vigtigt for os, når vi ønsker at køre et stort internationalt program, at have en god blanding af ryttere med stor international erfaring og nogle unge ryttere, der skal lære gamet i trygge rammer. I Mads får vi den erfarne rytter, der udover at være en slags mentor for de unge ryttere, også har sportslige ambitioner for både sig selv og holdet, afslutter Mogens Kristensen.

Yderligere info:
Manager Mogens Kristensen, 40 27 08 29, mkr@riwalcyclingteam.dk
Direktør Steffen Kromann, 21 83 56 10, sk@kromann-connect.dk
 

Kategori: Cykelnyt