FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Riwal Platform Cycling Team ansætter sponsorchef

03-10-2014
I en tid hvor de fleste nyheder i dansk cykelsport handler om, hvilke ryttere der skal køre for hvilke hold i den kommende sæson, kan Riwal Platform Cycling Team annoncere, at holdet nu også opruster på det organisatoriske område. Denne gang styrkes det erhvervsmæssige fundament med ansættelsen af en sponsorchef.

Riwal Platform Cycling Team har gennem de seneste år opbygget et stærkt netværk af sponsorer og samarbejdspartnere rundt om holdet – og det bliver den nye sponsorchefs fornemmeste opgave at varetage alle sponsorernes interesser. Direktør Steffen Kromann fra Riwal Platform Cycling Team forklarer:
- Vi har to ben – det erhvervsmæssige og det sportslige – som hele tiden skal være i balance: uden det sportslige ville vi ikke have netværket, og uden netværket ville vi ikke have det sportslige.

Manden, der skal løfte opgaven, er Jack Jørgensen, 41 år, der kommer fra en stilling som sponsormanager i Odense Sport og Event og som herfra har mange års erfaring med sponsor- og relationspleje, udvikling af erhvervsnetværk og tiltrækning af nye sponsorer.
- Vi har i løbet af de seneste år opbygget et attraktivt erhvervsnetværk rundt om holdet, som både er vokset i størrelse og aktiviteter, og det er ret unikt for cykelsporten. Det ønsker vi at udbygge og professionalisere, så udbyttet bliver endnu større for holdets sponsorer, ligesom vi den vej rundt også håber på at udvide netværket yderligere, forklarer Steffen Kromann.

Med sine erfaringer og dybe viden om aktivering af sponsorater kommer Jack Jørgensen til at gå forrest, når Riwal Platform Cycling Team frem mod den kommende sæson præsenterer sponsorkredsen for nye og endnu flere værdiskabende tiltag:

- Jeg ser frem til at være en del af en lille og dynamisk organisation med store ambitioner og drømme for fremtiden. Jeg brænder for – i fælleskab med kunden – at udvikle sponsorater og partnerskaber, der gør en forskel. Og hos Riwal Platform Cycling Team har jeg nu fået muligheden for at arbejde med min passion på tværs af hele Danmark. Jeg glæder mig vildt til at være en del af rejsen mod nye højder, som starter lige nu...
 


Yderligere info:
Sponsorchef Jack Jørgensen, 24 83 20 07, jj@riwalcyclingteam.dk
Direktør Steffen Kromann, 21 83 56 10, sk@kromann-connect.dk

Kategori: Sponsornyt