FØLG OS PÅ FACEBOOK    FØLG OS PÅ INSTAGRAM Instagram

Nye indlæg

Jonas Aaen nærmer sig toppen. Han tog en absolut godkendt 4. plads på kongeetape

08-08-2014
Bemærk: nedenstående er hentet fra Riwal Platform Cycling Teams Facebookside. Læg mærke til, at Jonas kun er to sekunder fra podiet - han skal ud og køre sit livs enkeltstart i morgen aften.
 
- Jonas Aaen fire i Vejle
- Kasper Klostergaard: Dagens Fighter
- Sportschefen hylder sit hold
- Nikola Aistrup
- Alex Rasmussen

- De har kørt helt fantastisk igen i dag, er manager Mogens Kristensens første kommentar fra Vejle, hvor berygtede Kiddesvej igen skilte fårene fra bukkene.
 
Jonas Aaen kommer ind på en fornem fjerdeplads og Kasper Klostergaard, som har siddet i udbrud hele dagen kåres som Dagens Fighter

Manuele Boaro (Tinkoff-Saxo) sejrer foran sin holdkammerat Matti Breschel og med Tiesj Benoot (Lotto-Belisol) på trediepladsen.

Sportschef Christian Ranneries, Riwal Platform Cycling Team, er fuld af lovord til sine ryttere efter dagens barske etape fra Skanderborg til Vejle, hvor Kiddesvej skulle passeres 4 gange. Hvis man ikke kender Kiddesvej, så slå lige et slag forbi, du vil blive overrasket over, at rytterne tvinges til at køre op ad den stigning. Den er ikke så lang, men fire gange og 19% ! – Tak for kaffe.

Sportschef Christian Ranneries oplyser, at taktikken i dag var at hente så mange point i bakkespurterne som muligt. Det var vanvittigt svært at komme væk, der blev kørt cykelløb igen i dag.
- Selv om vi ydede en stor indsats kunne vi ikke forhindre, at Jon Murphy snuppede de fleste point. Til trods for, at Emil Bækhøj igen vandt en bakkespurt og Kasper Klostergaard besatte hele 3 andenpladser i den konkurrence.

- Men vi har to heste at spille på. Mikkel Mortensen og Kasper Klostergaard ligger godt til i den samlede stilling i Bakkekonkurrencen og det vil vi forsøge at udnytte helt frem til Frederiksberg, fortæller Christian Ranneries.

Ud over bakkepointene havde holdet en noget anden opgave i dag.
- Hele holdet blev sat til at holde Jonas Aaen fremme, så han kunne være med i afslutningen. Det lykkedes til fulde og da Mikkel Mortensen som sidste mand slap Jonas Aaen, skulle Jonas Aaen ”bare” spurte i mål, som Christian Ranneries siger. Missionen lykkedes med en fjerdeplads til følge.

- Selvfølgelig ville vi gerne have været på podiet eller have vundet, og jeg ved, at Jonas har det på samme måde, men vi skal også lige huske, hvilke folk, han sad sammen med til sidst, uddyber Christian Ranneries. Omvendt har holdet aldrig tidligere haft en mand på sjettepladsen i den samlede stilling Post Danmark Rundt efter Vejle-etapen, så vi er tilpas.

- Gutterne gør, hvad de har gjort hele året, de arbejder og ofrer sig for hinanden og for den mand som på dagen har de bedste ben. Det er gutter, som kan lide hinanden, derfor fungerer tingene, som de gør, siger sportschef Christian Ranneries

Nikola Aistrup
- Tag nu bare i går, hvor Nikola Aistrup styrter. Det er fantastisk at se, at der hele tiden er folk omkring ham. De hjælper ham op ad bakkerne, hvis det kniber og opmuntrer ham, så han kan gennemføre. Jeg tror, det har været det samme i dag. De værner om hinanden og er der for hinanden. Det er derfor holdet kan de ting, de kan, forklarer Christian Ranneries.

Nikola Aistrup har det ”godt” i dag. Hævede ben, det gør ondt, men det går den rigtige vej, og jeg er ikke i tvivl om, at han gennemfører Post Danmark Rundt. I min optik er der kun én fighter i dette cykelløb, det er Nikola Aistrup, ham kan man ikke gå uden om i forbindelse med ”Dagens Fighter” hvis nogen har fortjent den titel, så er det Nikola, slår Christian Ranneries fast

Alex Rasmussen
- Vi havde den aftale i Mariager, at hvis Alex Rasmussen følte han kunne køre med om sejren, skulle han køre. Ellers skulle han spare på kræfterne. Kræfterne får han brug for i morgen på etapen fra Nyborg til Odense. Det er her, vi sætter vores lid til Alex. Vi vil forsøge at køre ham i stilling til en sejr i hjembyen. Naturligvis, klukler Christian Ranneries, så må vi se, om han har kræfter til at køre en ordentlig enkeltstart i Middelfart. Det kigger vi på efter etapen til Odense. Men vi har også fokus på Frederiksberg med Alex Rasmussen. Tænk at se Alex Rasmussen drøne først over stregen i dronningens by, det ville være toppen, drømmer Christian Ranneries.

Utopi? Alex Rasmussen har før præsteret, når det gjaldt, hvorfor ikke på Frederiksberg? –sammen med Jonas Aaen.
 
Billeder kan hentes fra Facebook og bruges, blot man fortæller, at de er taget af Svend Erik Sode.

Kategori: Cykelnyt