Nye indlæg

Kategorier

Midtbyplan. En fremtidssikring af kommunen

08-02-2017 12:00
Bjarne Sørensen, medlem af Horsens Byråd for SF

En regn af læserbreve har i den seneste tid ramt Folkebladet og andre lokale medier omkring de store planer, der i øjeblikket fremlægges omkring udvikling og fremtidssikring af midtbyen i Horsens.

Arkæolog og nyvalgt kandidat for Enhedslisten til regionsrådsvalget, Allan Skou Larsen, opfordrede i et læserbrev 25. januar til at gøre Horsens til en form for kulturhistorisk museum og bekæmpe ethvert tiltag i retning af at udvikle midtbyen i nye retninger.

Og i Lokalavisen kunne man i den forgangne uge læse et debatindlæg, hvor der blev tordnet mod ideerne om at bygge boliger på Nordhavnen, som ifølge skribenterne skal fastholdes som et område, der er reserveret til sejlklubbens medlemmer.

I torsdags var det så en af de ivrige debattører, Jan Steglich-Petersen, der igen var på banen i Folkebladet.

Og debat skal vi selvfølgelig have, men det kunne nu være rart, hvis den fandt sted på reelle præmisser.

Steglich-Petersen skriver således, at han håber, vælgerne vil huske det byråd, " der ikke ville have en offentlig høring efter at have ødelagt Havnetrekanten, kompromitteret sejlermiljøet, plastret Nordhavnen til med højhuse, aftalt at flytte byens rådhus ud i periferien og flyttet 7000 studerende ind midt i byen".

Hør nu. Der foregår lige nu en høringsproces omkring netop Nordhavnen, sådan som der også vil komme til at ske, hvis planerne om at flytte den administrative del af rådhuset og bygge et campus på slagterigrunden kan blive realiseret.

Der gennemføres i den kommende tid ikke mindre end syv åbne borgermøder om midtbyplanen. 13. december sidste år vedtog byrådet midtbystrategien, som bl. a. var blevet til efter en omfattende inddragelse af borgerne i en proces fra juni 2015 frem til april 2016.

Der ikke nogen hemmelig eller obskur dagsorden for midtbyen styret af lokale entreprenører og borgmesteren.

Vi er derimod mange, der er optaget af at fremtidssikre Horsens midtby og Horsens Kommune. Det fremlægger vi planer for, og disse planer er til debat og kommer i høring.

Det fleste af projekterne er stadig i en meget tidlig fase, hvor man undersøger, hvad mulighederne er, og derfor er det selvfølgelig vanskeligt at være alt for konkret, hvad angår økonomien.

Men byrådet har i årets budgetaftale slået fast, at en forudsætning for selve rokaden i midtbyen er, at den sker på et udgiftsneutralt grundlag.

" Hvad angår rådhuset, så tager vi den lige en gang til. De funktioner i rådhuset, som borgerne bruger, bliver på den nuværende adresse. Kun administrationen flytter.

Biblioteket bliver flyttet til det nuværende rådhus, og der bygges ud med et aktivitetscenter, som tilsammen vil gøre, at stedet i sin nye form vil blive brugt på et langt mere jævnligt niveau af borgerne end i dag." Bjarne Sørensen (SF).
 
Bragt i Horsens Folkeblad.

Kategori: Nyheder
Socialistisk Folkeparti i Horsens  | sfhorsens@gmail.com